
Først, tusinde TAK for alle jeres søde tilbagemeldinger på vores nye e-bog “MIT PARIS“, som vi nu har offentliggjort en udgivelsesdato på. Det er så fantastisk at I har taget så godt i mod, og det er dejligt at se, at så mange allerede har vist interesse! TAK er kun et fattigt ord! Nu til dagens opskrift.
Den bedste salat med rødbede
Jeg er vild med rødbeder, og spiser dem ofte i en lækker rødbedetærte. De har simpelthen den fineste farve. Farven som de lækre rodfrugter afgiver, har selv de smukkeste blåbær svært ved at slå. Jeg er pjattet med rodfrugten og spiser dem i alt fra lækre rødbedesalater, juice, kager, brød og som sagt i tærte. Ja, i kager kan den faktisk noget. Den har nemlig en dejlig sødme gemt i sig. Sådan en opskrift må jeg dele med jer, på et tidspunkt – dét er nemlig lækkert!
Rødbede i sæson = rødbedesalat
Den lækre rodfrugt, er (efter min mening) en som vi altså spiser for lidt af. Rødbeden er i sæson i de kolde måneder, hvilket jo er nu. Så på med forklædet, for rødbedefarven smitter, og lad os så få tilberedt lidt mere med den fantastiske rodfrugt! Jeg vil ihvertfald gøre mit for at dele et bud på – hvad der efter min mening – er verdens bedste rødbedesalat. Eller tæt på, fordi denne opskrift på salat med rødbede og pærer er også virkelig god! Men i dag får I en lækker salat med rødbede, serveret med en feta-yoghurtcreme, der komplimenterer rødbeden rigtig godt.

En nem opskrift på salat med rødbede og feta
Rødbederne er blot kogt en smule, så de stadig har lidt bid i sig. Derefter er de afkølet, så det er en kold rødbedesalat. Hertil er serveret en yderst velsmagende fetacreme til. Opskriften på rødbedesalaten er noget så simpel, da rødbederne som sagt blot skal koges i letsaltet vand. Fetacremen er lavet på et splitsekund, da feta og yoghurt bare skal en tur i blenderen og derefter smages til med citron, salt og peber. Nemmere bliver det ikke at lave en lækker salat med rødbede! Den dejlige vintersalat er serveret med et dejligt hjemmebagt foccacia brød med rosmarin.

Salat med rødbede
Ingredienser
Røbedesalat
- 1 kg rødbede (rå vægt)
- 1 dl hasselnødder*
- 1 bundt estragon
- 1 tsk flagesalt*
- 0,5 stk citron (saften)
- 1 spsk olivenolie*
Fetacreme
- 100 g yoghurt (1,5-3 % )
- 60 g feta
- 0,5 stk citron (saft og skal)
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Rødbedesalat
- Kog rødbederne hele i letsaltet vand, i ca. 20 minutter til de er møre. Lad dem afkøle i koldt vand.
- Fjern skrællen, og skær dem i kvarte stykker. Vend dem med lidt olivenolie og citronsaft.
Fetacreme
- Kom youghurt, feta og saften og skallen fra en halv citron i din blender og blend cremen glat. Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Anret rødbeder med fetacreme og drys med hakkede hasselnødder og frisk estragon.
- Velbekomme.

Flere opskrifter med rødbede
Er du vild med rødbede, eller har nogle tilovers, så kan jeg anbefale dig at se nærmere på alle mine opskrifter med rødbede, eller blot disse rødbedeopskrifter, som jeg har linket nedenfor.