Waldorfsalat med selleri, vindruer og æble
Waldorfsalat er en sand juleklassiker. Det er nærmest en slags frugtsalat som vi kender den, bare med lidt grønt tilføjet i form af bladselleri. Derudover består salaten af sprøde æbletern og vindruer i en dressing af flødeskum og creme fraiche. Det er et perfekt tilbehør til vildt eller som et let måltid. Og selvom salaten er oplagt at servere juleaften, så fungerer den også super godt i efterårets løb til vildtkød eller på Mortens aften til and.
Waldorfsalat
Ingredienser
Waldorfsalat
- 2 stk æbler
- 3 stk bladselleri
- 250 g vindruer
- 50 g valnødder*
Dressing
- 100 ml fløde
- 100 g græsk yoghurt 10 %
- 5 g rørsukker*
- 0,5 stk citron
- 5 ml æblecidereddike*
- salt og friskkværnet peber
Noter
Fremgangsmåde
- Skyl æbler og bladselleri grundigt.
- Skær bladselleri i skiver på 0,5 x 0,5 cm.
- Skær æblerne i mundrette tern og halvér vindruerne.
- Rist valnødderne på en tør pande, til de er lettere gyldne. Lad dem herefter afkøle.
- Mix bladselleri, æbletern og vindruer i en skål.
Dressing
- Pisk fløde til let skum og vend det med græsk yoghurt med, sukker, citronskal- og saft med æblecidereddike og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Vend dressingen med waldorfsalaten og drys med ristede valnødder.
En original waldorfsalat med selleri, vindruer, æble og valnødder
Waldorfsalat er en simpel salat med få og gode ingredienser, som komplementerer hinanden godt. Kombinationen af det syrlige og sprøde fra æbler sammen med den flødebaserede dressing er genial. Hertil passer valnødder også skønt, da de bidrager med en bitter kant. Valnødderne bliver især gode, hvis de ristes på panden inden de tilføjes.
Valnødderne kan også skiftes ud med hasselnødder for at give salaten et anderledes twist. Men skal det være den originale waldorfsalat, som stammer fra Waldorf-Astoria hotellet i New York, så er det valnødder der skal i.
Udover æbler og nødder, skal der også vindruer i salaten. Jeg veksler lidt mellem røde og grønne vindruer. For æstetikkens skyld kan man dog vælge at bruge grønne æbler og grønne vindruer, som sammen med det grønne bladselleri giver salaten et fint og rent udtryk.
Klassisk waldorfsalat med flødeskum
Vi kan dog ikke komme udenom, at fløden absolut er en vigtig ingrediens. Hvis dressingen laves udelukkende på yoghurt eller creme fraiche, så ved jeg ikke helt om man kan kalde det en Waldorfsalat. Det er nemlig dét, at den laves med flødeskum, der gør det til en helt anderledes salat. Fed, men luftig og cremet. Så efter min mening, er fløde et must – det smager bare bedst.
Waldorfsalat kan spises året rundt og særlig god til vildt!
Waldorfsalaten hører ikke kun julen til, men kan spises året rundt:
- Sommer: Salaten fungerer super godt for sig selv som et let sommermåltid. En frisk og sprød salat, som kan bruges som forret, som tilbehør eller blot til frokost eller mellemmåltid, hvis du vil have noget let at spise.
- Efterår- og vinter: Salaten er især god til efteråret og vinteren, hvor vi spiser mere vildt kød. Den søde salat går godt med vildtkød, fordi vildt er krydret i smagen, mere jernholdigt og magert, hvorimod waldorfsalat er sødere og federe. Server det fx til dyrekølle eller denne ret med krondyrfilet.
- Jul: Vi kan ikke komme udenom, at salaten passer godt til jul. Ligesom rødkålssalat med appelsin og valnødder, så er waldorfsalat en klassiker på julebordet. Fx på juleaften til helstegt and eller – hvis man kun er en til to personer – til stegt andebryst. Hvis du er vegetar, er salaten også god til min nøddepostej med svampe. Og du mangler flere gode idéer til julen, kan du gå på opdagelse i alle mine juleopskrifter.
En original opskrift på waldorfsalat
Waldorfsalat går helt tilbage til 1890’erne og derfor kan denne opskrift bestemt klassificeres som mormormad. Også brugen af fløde i dressingen er med til at gøre det til rigtig mormormad – en kategori inden for madlavningen, som jeg er ret glad for og også har en del opskrifter på.
Salaten kan dog også laves mere moderne, hvis du ikke er så meget til mormormad. Jeg har fx udskiftet noget af flødeskummet med græsk yoghurt. Du kan også bruge creme fraiche eller skyr. Alle tre muligheder giver en lettere version af den originale opskrift, som godt kan blive lidt for fed, hvis den udelukkende laves på fløde.