Bygotto med fennikel og ramsløg

Bygotto opskrift

Risotto, speltotto, bygotto – alle varianter af otto’er er simpelthen højt elsket i mit køkken. I dag bliver det med ramsløg, fordi de dejlige, smagfulde blade er i sæson. Selvom det begynder at blive lunt, elsker jeg alligevel en varm ret som denne i de her måneder. Man kan nyde solen ude om eftermiddagen og så komme ind til en feel-good bygotto med svampe eller fennikel bygotto, når det bliver køligt hen på aftenen.

Bygotto med ramsløg

Bygotto med fennikel

Lækker opskrift på vegetarisk grøn bygotto med fennikel og ramsløgsolie.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 Personer
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse35 minutter
I alt45 minutter

Ingredienser

Bygotto med fennikel

  • 1 stk fennikel
  • 400 g perlebyg
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk hvedemel
  • 300 ml hønsefond
  • 200 ml fløde
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 stk citron

Fremgangsmåde

Risotto

  • Snit fennikel meget fint.
  • Bring en gryde med vand i kog og tilsæt perlebyg og salt. Kog dem møre i ca. 15-20 minmutter. 
  • Lav en melbolle af dit smør og mel og kom din hønsefond på lidt ad gangen og gør derefter det samme med fløde og kog den hurtigt igennem. Smag til med salt og peber. 
  • Kom bygkerne og hønsesauce i en gryde og lad det komme op til kogepunktet. Kom nu det fintskårne fennikel og ramsløgsolie og lad det koge igennem i ca. 30 sekunder.
  • Smag til med salt og peber og citronsaft. 
  •  Servér og pynt af med urter estragon og evt. friskrevet parmesan.
Fik du lavet opskriften?Jeg vil elske at se hvordan det gik! Tag mig endelig på Instagram @marialottesdk

Cremet fennikel bygotto med ramsløg

Jeg er stor fan af ramsløg, eller skovens hvidløg som de også bliver kaldt. Så jeg bruger dem, hvor jeg kan slippe af sted med det i alverdens retter, tærter, salater og gryderetter som i dagens opskrift. 

Ud over ramsløg tilføjer jeg også fennikel i denne opskrift, da det er en af mine yndlings grøntsager. I princippet kan du bruge de grøntsager du vil, men fennikel og ramsløg går rigtig fint hånd og hånd og giver et nordisk præg. 

Inspiration til flere retter med ramsløg: Pasta med ramsløgscreme og bønnefritter med ramsløgsmayo.

Bygotto med ramsløg

Få min bedste opskrift på grøn bygotto

Men hvad er bygotto i det hele tage? Det er en variant af risotto, hvor man blot har erstattet risottorisene med bygkorn. Det giver både mere smag og mere bid, men også lidt bedre næring. Derudover har perlebyg også en rigtig fin farve, som igen klinger af nordisk madlavning. Rettens smukkeste farve kommer dog fra ramsløgsolien. 

Er du ikke vild med ramsløg og fennikel, vil jeg foreslå en bygotto med:

  • Porrer: Porrer ser både skønt ud og smager sådan. Kog dem let møre i din risotto.
  • Hokkaido: En lækker efterårsgrøntsag, der også tilføjer en dejlig varm orange farve. Jeg har faktisk også skøn opskrift på speltotto med græskar, som du kan afprøve.
  • Grønkål: Hvis du gerne vil spise mere kål og savner en let måde at få det spist, så er det simpelthen så genialt at ”skjule” det i en risotto. Du får den skønne smag af parmesan og en fortryllende grøn bygotto. Du kan også komme en portion stegt grønkål på toppen.
  • Kantareller/svampe: Klassikeren er selvfølgelig svampe. Særligt til om efteråret, hvor man selv kan samle spiselige svampe, er den her variant genial. 
Nem opskrift på bygotto

Den perfekte kogetid for perlebyg til bygotto

Koger du din bygotto med kærlighed (og det skal du helst), så er det vigtigt at de små perlebyg ikke bliver undertilberedt, så de bliver for al dente eller overtilberedt, så de bliver til mos. Hold dig derfor til en kogetid på ca. 15-20 minutter, men smag på kornene undervejs. 

Kogetid: 15-20 minutter. 

Når bygkernerne er kogt tilstrækkeligt, laver du saucen baseret på hønsefond, smør, mel og fløde. Spiser du vegetarisk, kan hønsefonden sagtens erstattes af grøntsagsbouillon. Saucen blandes med perlebyg og så tilføjer du dine grøntsager og smager til. Voila! Så er der serveret. 

Savner du flere opskrifter på risotto? 

Hvis du er lige så vild med risotto som mig, så har du nok prøvet et par varianter efterhånden. Kan du ikke få nok af den cremede bygotto grød, kan jeg også varmt anbefale min opskrift på perlebygotto med asparges eller en klassisk aspargesrisotto med grønne asparges. Begge to gode forårs opskrifter.

Eller min yndlings: Svamperisotto, hvor du kan bruge de svampe du elsker mest. Den er bare mere en efterår- og vintervariant.

Og ellers er det bare med at prøve sig frem. Har du yndlingsgrøntsager ligesom mig, så brug dem og se, hvad der fungerer!

Bygotto
DEL MED EN DU HOLDER AF:
Maria Charlotte
Maria Charlotte

Maria Charlotte er opskriftsudvikler, madfotograf og kogebogsforfatter til "Velsmag". Med en uddannelse i Ernæring- og sundhed udvikles alle opskrifter med fokus på spændende og velsmagende comfort food, der pifter hverdagens madlavning op. Her er hverdagsmaden nem og overskuelig, og så får du simple indkøbslister og kortere tilberedningstid.

Articles: 986
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments