Blommesirup med vanilje
Det er endelig blevet blommesæson! Min mor har været så dejlig at lave en skøn blommesirup med vanilje, som I får en opskrift på i dag. Blommerne er Reineclaude blommer fra mine forældres have, og udover denne lækre sirup kan de også trylles om til alle mulige andre lækre blommeopskrifter. Alt hvad der kommer fra den have, er jeg så taknemlig for!
Hjemmelavet sirup med Reineclaude blommer
Blommesirup er nemt at lave, så du skal ikke tage dig af den lange fremgangsmåde. Det giver mening, når først man er i gang. I korte træk skal man fjerne skrællen fra blommerne ved at koge dem, dernæst lade blommekødet simre, sigte det og til sidst lade det simre igen med sukker og vanilje.
Med på falderebet får du også en opskrift på blommekompot med Reineclaude blommer, som ligeledes kan bruges på morgenmad, fx græsk yoghurt eller skyr, dessert eller i kager.
Opskrift på hjemmelavet blommesirup med vanilje
Hjemmelavet blommesirup smager helt fantastisk. Og min mors opskrift med Reineclaude blommer er virkelig god. Man kan også bruge andre blommer, så længe man er opmærksom på mængden af væske og vægt. Læs mine opskriftsnoter.
Victoria blommer indeholder fx som regel mindre væde, men om det har været et godt blommeår, om træerne har fået nok vand osv. kan også have stor betydning. Så det vigtigste er blot, at du bruger din intuition. Hvis ikke blommerne afgiver meget væde, kan det tilsættes senere hen.
Sirup med blommer kan bruges til stort set alt. Det er godt i kager, på pandekager, på chiagrød, havregrød eller på is, fx en hjemmelavet vaniljeis med masser af vaniljekorn. Brug det lige som du har lyst.
Opskriften på siruppen med blommer får du her:
Blommesirup
Ingredienser
Blommesaft
- 1 kg blommer
- vand
Blommesirup
- 1 stk vaniljestang
- sukker
Køkkenudstyr
- Dørslag
Noter
- Kompot: Gem det overskydende og kom det tilbage i gryden. Kog det hurtigt op et par minutter. Lad det herefter småsimre i 10-15 minutter. Smag til med en god mængde sukker og lidt citronsaft og evt. krydderier.
- Smag: Hvis du ønsker at lave din sirup endnu mere efterårspræget kan du koge den med kanelstænger eller kardemommekapsler i stedet for vanilje.
Fremgangsmåde
- Skyl blommerne grundigt. Kom blommerne i en stor gryde og hæld vand på, så det kun lige dækker blommerne. Mængde af vand, afhænger af væsken fra blommerne. 1 kg Reinceclaude blommer = ca. 4 dl vand. 1,5 kg Victoria blommer = ca. 7 dl vand.
- Kog blommerne i ca. 3-5 minutter, til blommehinden løsner sig.
- Hæld blommerne i et dørslag med en skål under til blommesaften – gem saften. Pil skrællen af blommerne, kasser den, og mos stenen ud.
- Sigt blommerne gennem en fin si eller klæde, så du har en blommesaft tilbage. Sigt også den væde du gemte fra tidligere i dørslaget med.Kom saften i en ren gryde, lad det koge op og skum urenheder af, hvis de opstår. Sigt det endnu engang.
- TIP: Gem blommerne, dem kan du koge op med lidt sukker og bruge på fx morgenmaden (læse noter).
- Skrab kornene fra af vaniljestangen, bland med lidt af sukkeret. Afhængig af hvor meget blommesaft du får ud af dine blommer, skal du regne med 0,5 dl sukker pr. 1 dl saft.
- Kom saft, sukker og vanilje i gryden. Lad det hele småsimre i 30-35 minutter til sukker er opløst og du har en let tyktflydende sirup.OBS! Siruppen skal være mere flydende end fast, da den sætter sig og bliver mere tyk når den er afkølet.
Flere skønne blommeopskrifter
Hvis du har flere blommer tilbage eller er så heldig at have et træ med mange blommer, vil jeg lige dele min opskrift på en god og svampede blommekage med marcipan med dig. Den er så god og en virkelig fin servering, hvor blommerne udgør et smukt mønster på toppen. Jeg kan også anbefale dig at lave den skønneste blommetærte med frangipane.
Du kan også koge blommerne ind til en skøn blommemarmelade med kanel, appelsin og stjerneanis.