Tærte med chorizo
Tærte med chorizo er en af mine absolutte favoritter, når det kommer til nemme og smagfulde hverdagsretter. Kombinationen af den krydrede chorizo, cremet fyld og en sprød hjemmelavet tærtebund med fuldkorn er simpelthen uimodståelig. Det er en ret, der både imponerer gæsterne og fungerer perfekt som rester til frokost dagen efter.
Tærte med chorizo
Ingredienser
Tærtebund
- 160 g hvedemel
- 40 g grahamsmel
- 50 g olivenolie*
- 100 ml vand
- 1 tsk flagesalt
Tærtefyld
- 80 g chorizo
- 5 stk forårsløg
- 4 stk gulerødder
- 2 kviste timian
Æggemasse
- 4 stk æg
- 150 g hytteost
- 1 tsk sød paprika*
- Salt og friskkværnet peber
Desuden
- 75 g revet mozzarella
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 180 grader, varmluft.
- Rør alle ingredienserne sammen til tærtebunden og ælt det godt.
- Rul dejen ud og kom den i en smurt tærteform eller springform beklædt med bagepapir. Prik lidt huller i dejen og forbag bunden i 10 minutter.
- Skær chorizo, forårsløg og gulerødder i mindre stykker. Hak timian fint.
- Steg chorizo på en varm pande med timian et par minutter. Tilsæt hakkede gulerødder samt forårsløg og steg også det med et par minutter. Sæt til side.
- Pisk æg, hytteost, paprika samt salt og peber sammen i en skål.
- Kom chorizofyldet i den forbagte tærtebund, top med æggeblandingen og rør det let sammen, så fyldet fordeler sig. Top med revet mozzarella.
- Bag i ca. 20-25 minutter, eller til æggemassen har sat sig.
Opskrift på hjemmelavet tærte med chorizo
Du kan sagtens købe en færdiglavet tærtedej. Men at lave en hjemmelavet tærtebund med fuldkorn er både nemmere og sundere, end man måske skulle tro. Den giver tærten en lækker, nøddeagtig smag og et ekstra lag mæthed. Det er en fantastisk base til at fremhæve fyldets rige smage.
I min chorizotærte finder du grøntsagerne gulerod og forårsløg, som komplimentere den krydret pølse rigtig godt. Sammen med krydderierne salt, peber og paprika. Og så giver frisk timian også lige prikken over i’et.
Proteinrig tærte med chorizo og hytteost
Det særlige ved denne tærte er dens høje proteinindhold, takket være brugen af både hytteost og æg i fyldet. Hytteosten giver en let og luftig konsistens, som komplementerer chorizoens krydrede dybde. Denne kombination gør tærten til et ideelt valg, hvis du ønsker et måltid, der både smager fantastisk og holder dig mæt i timevis.
Udover chorizo og hytteost kan du eksperimentere med at tilføje grøntsager som spinat, løg eller peberfrugt for at gøre tærten endnu mere farverig og næringsrig. Det er netop dét, jeg elsker ved denne opskrift – mulighederne er uendelige, og du kan let tilpasse den til, hvad du har i køleskabet. Du kan også prøve min opskrift på løgtærte med et mix af løg eller kartoffeltærte med bacon.
Så næste gang du søger en lækker opskrift på chorizotærte, så prøv denne version. Den er simpel, fuld af smag og perfekt til både hverdag og weekendforkælelse. Jeg håber du har lyst til at prøve opskriften.