Tabouleh salat med bulgur, tomat, rødløg og agurk
Tabouleh er en salat fra Libanon, som består af bulgur, friske krydderurter og grønt. Da bulgur er en af de vigtigste ingredienser, kendes det også som bulgursalat. En original, libanesisk tabouleh smager tydeligt af citronsaft og af frisk bredbladet persille – endnu to vigtige ingredienser.
Jeg er for tiden helt tosset med det mellemøstlige køkken, og af den grund er jeg ved at udvikle en masse opskrifter på mellemøstlig mad. Og så er en opskrift på libanesisk tabouleh salat jo ganske uundværlig.
Derudover er tabouleh en meget nem salat, der kan laves på under 15 min! Da salaten også indeholder gode mængder protein og fibre fra bulguren, er det en genial frokostsalat, der mætter og er hurtig at lave.
Tabouleh vil også fungere godt som tilbehør til aftensmaden eller fx til falafler.
Tabouleh salat
Ingredienser
- 250 g bulgur*
- ½ stk rødløg
- 5 stk tomater
- 1 stk agurk
- 1 bundt frisk mynte
- 1 bundt bredbladet persille
- 75 g olivenolie*
- 1 stk citron
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kog bulgur efter pakkens anvisning. Lad dem afkøle.
- Hak rødløg i små tern.
- Skær tomater og agurk i tern.
- Hak krydderuter groft.
- Vend afkølede bulgur med rødløg, tomat, agurk, de hakkede krydderurter samt olivenolie sammen.
- Smag til med citronsaft samt salt og friskkværnet peber.
- Kom salaten i en skål, servér med fx linsefrikadeller, kofta eller hummus og fladbrød.
- Velbekomme.
Opskrift på tabouleh med bulgur og friske krydderurter
Som de fleste salatopskrifter, er denne opskrift meget nem. Start med at koge bulgur, så det kan nå at køle af, inden resten af ingredienserne vendes sammen. Bulgur er knækkede durumhvedekerner og koges hurtigt på ca. 13-15 min. Men følg pakkens anvisning.
Derefter skal grøntsagerne skæres og krydderurterne hakkes. Jeg grofthakker mynte og persille, men det kan også hakkes fint, hvis du foretrækker dette.
Læs også: Hvis du er vild med at bruge de knækkede hvedekerner i salater, så vil jeg tippe dig om de også er vidunderlige i en grøn version. Den opskrift kan du finde, lige her.
En autentisk original tabouleh salat
Min opskrift på tabouleh er sådan set ikke en opskrift jeg har fiflet så meget med. Jeg har nemlig forsøgt at holde den så original libanesisk som mulig.
Den ægte variant indeholder hakket persille, tomater, mynte, rødløg, bulgur og en dressing af olivenolie og citronsaft samt salt og peber. Alle disse ingredienser er vigtige for at ramme den autentiske smag, men der er ikke noget i vejen for at tilføje ekstra grøntsager. Så længe der er bulgur, citronsaft og friske krydderurter, har du en tabouleh. Jeg tilføjer fx gerne lidt agurk.
Den bedste dressing til tabouleh
En bulgursalat serveres som regel med en simpel dressing af olie og syre i form af olivenolie og citronsaft, som røres sammen med salt og peber. Citronsaften giver en dejlig syrlig smag, som altså er et must i tabouleh.
Du kan dog også sagtens servere en tahindressing til. Tahindressing er nok min yndlings arabisk inspirerede dressing, som består af tahin, citronsaft og hvidløg. Laver du tahindressing specifikt til tabouleh, så sørg for at lave dressingen med masser af citronsaft. Der skal være knald på det syrlige!
Tilbehør til tabouleh salat
Tabouleh salat kan serveres til alt, hvad der klinger mellemøstligt eller arabisk. Du kan fx servere det til et lækkert måltid bestående af:
- Kofta: Kofta er Mellemøstens krydrede svar på kødboller. De laves ofte på spyd af enten okse- eller lammefars.
- Tyrkiske fladbrød: Fladbrød er nemme at lave, og næsten et must, når du serverer mellemøstligt mad. Tyrkiske fladbrød kan serveres til salaten, som de er, eller de kan rulles med fyld og en lækker aubergine dip, også kendt som Baba ganoush, som er en mellemøstlig slags smørrelse.
- Hummus: Kan man sige mellemøstlig mad uden at sige hummus? Jeg tror det ikke! Find her den bedste opskrift på hummus.
Tabouleh kan også serveres som en del af en mezze – arabisk tapas bestående af småretter, som fx oliven, fladbrød, hummus og andre dyppelser.