Spinatvafler med røget laks og avocado
En af de mest velsmagende frokostretter, som tilmed er sund? Det er helt sikkert spinatvafler med røget laks. Jeg elsker at bruge spinat i retter, hvor jeg gerne vil have fokus på sundhed, men samtidig også æstetikken. Har du set hvor flot en farve sådan en omgang spinatvafler får?
Og det bedste af det hele er, at dansk spinat er i sæson fra april til oktober – det vil altså sige rigtig mange måneder, hvor man med god samvittighed kan spise spinatvafler. Det er bæredygtighed både for krop og planet! Du kan selvfølgelig også spise disse vafler til aftensmad.
Spinatvafler
Ingredienser
Spinatvafler
- 100 g frisk spinat
- 100 ml mælk
- 2 stk æg
- 90 g hvedemel
- 1 tsk flagesalt
- 1 tsk bagepulver*
- 30 g smør (til stegning)
Fyld
- 50 g frisk spinat
- 1 stk avocado
- 100 g creme fraiche 38 %
- 200 g røget laks
- 1 bundt dild
- 0,5 stk citron
Noter
Fremgangsmåde
Spinatvafler
- Tænd for vaffeljernet.
- Skyl spinat og blend alle ingredienser sammen til vaflerne – enten med en stavblender eller i en foodprocessor til du får en helt grøn vaffeldej.
- Vaffeljernet skal pensles med olie eller smør. Steg vaflerne heri.
Fyld
- Skyl spinat, fjern sten fra avocado og skær den i skiver.
- Top vaflerne med en cremefraiche, spinat, røget laks, avokadoskiver og dild efter behov. Smag til med citronsaft.
Opskrift på sunde og grønne spinatvafler
Jeg er sikker på, at de fleste godt ved, at spinat er sundt. Jeg tænker i hvert fald ofte på Skipper Skræk og hans spinatdiæt, som gør ham stærk hver gang han skal i aktion. Men hvad er det egentlig, der gør spinat så sundt?
Spinat indeholder en masse næringsstoffer, herunder kalium, magnesium, kobber, zink og mangan. Det er også en af de bedste kilder til jern og K-Vitamin. K-vitaminen sikrer dig stærkere knogler, og de mange antioxidanter i de sunde blade hjælper kroppen med at fjerne farlige molekyler, som kan føre til sygdomme. Det er blandt andet derfor, at spinat kaldes for en superfood.
Der er altså mange gode grunde til at spise spinat. Men hvis du ikke nødvendigvis bekymrer dig så meget om næringsstoffer og sundhed, så kan jeg love dig for at de her spinatvafler med laks også bare smager hammer-godt. Det gør de fleste opskrifter med laks, specielt når de indeholder spinat som fx disse spinatpandekager som også er toppet med laks og en lækker dilddressing.
Vafler med spinat som en forret
Spinatvaflerne er ret alsidige – de kan fungere som en nem frokost eller til en forret, hvis man laver dem lidt mindre i størrelsen. De er nemme at lave, da du blot skal putte alle ingredienserne til spinatvaflerne i en foodprocessor eller blender – og vupti, så har du dejen, klar til vaffeljernet.
Udover spinat er en anden vigtig ingrediens i dejen selvfølgelig melet. Jeg er ret fascineret af mel og dets mange egenskaber, og derfor går jeg også op i at bruge mel af en god kvalitet. Og det synes jeg Valsemøllen tilbyder i form af deres økologiske hvedemel. Jeg synes, det gør en verden til forskel i vaflernes struktur, hvilken mel man bruger.
Flere opskrifter på madvafler
Vafler kommer i mange former – og farver, som du kan se. Jeg elsker at eksperimentere med mit vaffeljern, og derfor har jeg da også allerede et par andre vaffelopskrifter i repertoiret.
Hvis du er glutenallergiker, så er mine glutenfrie græskarvafler et godt bud. De kan både være en salt eller en sød vaffel. Som du kan se, har jeg lavet dem med et belgisk vaffeljern, og du kan selvfølgelig også lave disse vafler om til hjertevafler med spinat.
Er den grønne farve ikke lige dig, så prøv min opskrift på rødbedevafler – den farve er der smæk på! De er også lækre til frokost med diverse toppings på. Ligesom en sprød falafel vaffel, som er lidt mere mellemøstligt inspireret.
Vafler kan selvfølgelig også være søde og lysebrune, men jeg er nu ret vild med de salte og sunde, grønne vafler med laks. Du kan også vælge at putte andre ting på, eller gøre dem vegetariske, hvis du trænger til en kødfri dag. Mulighederne er endeløse med vafler!