Hønsesalat med Serranoskinke
Hønsesalat er skønt ovenpå en skive ristet rugbrød, i en sandwich eller som forret i fx en croissant. Især når julefrokoster og påskefrokoster nærmer sig, er en god opskrift på hønsesalat dejligt at have på hånden, så derfor deler jeg i dag min bedste opskrift.
Til et simpelt frokostbord, er hønsesalaten en dejlig ret, der er nem at lave. Jeg er vild med pålægssalater, og især de hjemmelavede af slagsen. Det smager jo bare bedst. Det kolde frokostbord kan bestå af mange elementer, men det er næsten et must at have en kold pålægssalat med.
Til påskefrokosten er det nok den skønne æggesalat med karry, der oftest tager tronen, men der er også masser af andre gode muligheder for, hvad man kan servere til påskefrokosten – fx denne hønsesalat.
Verdens bedste hønsesalat er hjemmelavet
Hjemmelavet hønsesalat smager bare bedst og er nemmere at lave end man skulle tro. Sådan har jeg det faktisk med de fleste madopskrifter. Når man først har smagt noget lavet fra bunden, er det svært at gå tilbage til det, man finder i supermarkedet. Hønsesalaten, som I får opskriften på her, er en god gammeldags en af slagsen, men med et lille twist: nemlig det sprøde serranoskinke på toppen.
Når du skal lave hønsesalat, er det oplagt at bruge en rest kylling fra fx helstegt kylling, eller du kan porchere kyllingen, som jeg gør i opskriften. Porcheret kylling er oplagt til hønsesalat, da det får den rette konsistens og desuden kan trække masser af smag fra vandet, der indeholder smagsgivere i form af peber, bouillon og løg.
Et lille twist af den klassiske hønsesalat med bacon og champignon
En klassisk hønsesalat laves med bacon og champignon. I denne opskrift bruger jeg dog serranoskinke, som bliver mere crispy end bacon og er finere i udtrykket. Serranoskinke tilføjes til dressing og hønsekød, men gem også nogle til at pynte med. Det giver et lækkert gourmet udtryk.
Det øvrige fyld er champignon, som steges på panden. Man kan bruge tørrede champignoner, men den bedste smag fås ved at bruge friske. Aspargessnitterne er fra glas – præcis som en god gammelsdags hønsesalat.
Nem opskrift på hjemmelavet hønsesalat
Selvom hønsesalat er luksuspålæg og også smager af luksus, så er det en nem frokostsalat at lave. Opskriften består af 3 elementer – hønsekød, fyld og dressing. Selve dressingen er perfekt cremet og fed til den magre kylling. Den laves på få ingredienser og vendes så med hønsekød og fyld bestående af champignoner, aspargessnitter og serranoskinke. Dressingen kan også sagtens laves mere mager ved at bruge fx græsk yoghurt eller skyr i stedet for mayonnaise.
Hønsesalat minder meget om kyllingesalat, da man bruger hønsekød til begge – den store forskel er fyldet. I min opskrift på kyllingesalat bruger jeg nemlig kapers, purløg og rygeost, som giver en hel anden smag.
Få opskriften på en hjemmelavet frisk hønsesalat her:
Hønsesalat
Ingredienser
Hønsekød
- 1 stk løg
- 5 dl hønsebouillon
- 10 stk peberkorn
- 2 stk kyllingebryst
Fyld
- 100 g champignoner
- 100 g aspargessnitter
- 6 skiver Serranoskinke
Dressing
- 125 g mayonnaise
- 1 spsk dijonsennep*
- 60 g creme fraiche 18 %
- salt og friskkværnet peber
Serveringsforslag
- 1 bundt purløg
Fremgangsmåde
Hønsekød
- Pil løget og skær det i kvarte.
- Bring en gryde i kog med vand eller hønsebouillon og tilsæt løg, peberkorn og kylling.
- Kog det hele kyllingebryst i ca. 10 min, alt afhængig af størrelse. Lad det køle ned.
Fyld
- Rens champignon og skær dem i kvarte. Steg dem på en brandvarm pande indtil de er gyldne. og lad dem køle af i ca. 30 min. Gem saften til dressingen.
- Aspargessnitterne afdryppes på lidt papir eller i en sigte.
- Kom bacon eller Serrano skinke på en belædt bradepande og bag dem i ca. 10 min ved 180° varmluft. Lad det herafter akøle. Skær eller bræk det i mindre stykker.
Dressing
- Vend mayonaise med creme fraiche og smag til med sennep, salt og friskkværnet peber. Kom her 1 spsk af saften fra de stegte champignoner ved.
Hønsesalat
- Skær kyllingekødet i mindre tern og vend det sammen med de dressingen samt fyldet (gem 2 stykker serrano). Top med fintsnittet purløg og lidt ekstra Serrano skinke.
- Servér på fx nybagt rugbrød, toastbrød eller som en sandiwch.
- Velbekomme.
Brug din hønsesalat som forret, på rugbrød eller i sandwich
Når først du har rørt verdens bedste hønsesalat sammen, er der mange muligheder for, hvad den skal serveres som:
- Forret: En klassisk og luksus forret er at servere hønsesalaten i en croissant og pynte med frisk asparges, serranoskinke og/eller friske krydderurter – det må siges at være en ægte mormor ret. Du kan også servere små brødcroutoner toppet med hønsesalat som forret.
- Rugbrød: Til hverdag eller weekend er det en skøn, kold frokost at servere hjemmelavet hønsesalat ovenpå en ristet skive hjemmebagt rugbrød. Du kan også lave fx højbelagt smørrebrød, hvor hønsesalat gerne toppes med bacon eller serranoskinke, salatblade og evt. lidt karse. Der er altså mange muligheder for topping, som kan løfte smørrebrødet og gøre det mere gourmet.
- Sandwichbrød: Pålægssalater er det perfekte pålæg – cremet, velsmagende og alligevel frisk. Prøv fx at lave et hjemmelavet toastbrød og brug det som sandwichbrød til hønsesalat.