
Og så blev det tid til en sommersalat her på domænet. En rigtig simpel, frisk og lækker en af slagsen. Nektariner, donutferskner og de almindelige ferskner har jeg efterhånden set overalt nu i supermarkedet. De smager herligt og intet mindre end, af sol og sommer. Jeg søgte lidt rundt på Pinterest, og blev inspireret til denne herlighed, af en kombination.
Sommersalat med mozzarella og fersken
Salaten her er allerede blevet én af mine nye yndlingssommersalater. Jeg serverede den for nylig til mine forældre på terressen, og den faldt i god jord – hele fadet blev ihvertfald spist, i selskab med humus, nybagt brød og lidt flere sorte oliven. Og, og og rosé, god kombi. Mums.
På en grøn bund, har jeg skiftet tomater ud med søde og modne ferskner. Lagt i lag med bøffelmozzarella, serranoskinke og oliven. Toppet med en glace. En (overdrevet)lækker smagskombination af det fede, søde og salte. Du kan altid toppet med lidt ristede nødder, for knas.

Opskriften på salat med mozzarella er her:

Salat med mozzarella og fersken
Ingredienser
Salat
- 100 g feldsalat (eller rucola)
- 2 stk nektariner
- 100 g serranoskinke
- 1 dl sorte oliven
- 1 kugle mozzarella (gerne bøffelmozzarella)
- 2 spsk balsamico glace ( opskrift nedenfor)
Balsamico glace
- 1 dl balsamico
- 1 tsk honning
- 1 knivspids flagesalt*
Fremgangsmåde
Balsamico glace
- Kom balcamico på en pande, og lad den simre ved middelvarme, indtil halvdelen er fordampet.
- Tilsæt honning og salt. Rør i et par minutter med en dejskraber. Din glace skal være rimelig fyldende, når du tager den af varmen, men mere tyktflydende.
- Lad den køle lidt af.
Salat
- Skyl feldsalat og læg det på et stort fad.
- Fjern sten fra ferskerne (så godt du kan) og skær dem i skiver. Riv bøffelmozzarella i passende stykker.
- Fordel nektariner, mozzarella og serranoskinke ovenpå salaten.
- Drys med oliven, havsalt og balsamico glace.
- Velbekomme.

