Rødbedebrud
Disse pink rødbedebrud har en fantastisk dejlig farve, og når de skæres over på midten, ser man en smuk struktur. Det er hvad jeg kalder at spise med øjnene!
Til min opskrift på nemme rødbedebrud bruges der selvfølgelig rødbede, som rives, til at få den smukke farve. Og sådanne brud kan faktisk laves med alverdens grøntsager. Jeg har også lavet dem med squash med stor succes, og gulerødder er selvfølgelig en klassiker.
Rødbedebrud
Ingredienser
- 250 g rødbede
- 15 g gær
- 250 g vand
- 20 g honning
- 7 g flagesalt
- 450 g hvedemel
- 75 g grahamsmel
- 40 g smør
- 1 stk æg
- 80 g solsikkekerner*
Køkkenudstyr
- Bageplade
- Bagepapir
Fremgangsmåde
- OBS! Jeg bruger en røremaskine.
- Riv rødbede groft.
- Opløs gær i lunkent vand, tilsæt honning og flagesalt.
- Tilsæt hvedemel og dernæst grahamsmel. Alt i ca. 7-8 minutter ved medium hastighed eller til dejen er lind og slipper skålens kanter. Tilsæt blødt smør og ælt det ind i dejen et par minutter.
- Lad dejen hæve et lunt sted, i ca. 1 time med klæde over sig.
- Slå dejen ud og ælt den godt sammen og lav en fordybning i midten.
- Tilsæt revet rødbede i fordybningen og drys med solsikkekerner. Slå et æg ud over.
- Fold dejen ind over hinanden.
- Hak med en dejspatel eller kniv små stykker – sørg for at det hele hakkes godt sammen, uden det æltes. Det skal blive til stykker/brud hvor rødbede bliver godt fordelt.
- Del forsigtigt den hakkede dej i 10-12 stykker og kom dem over på beklædt bageplade med hænderne.
- Lad rødbedebrudene efterhæve i 45 minutter, tildækket.
- Tænd ovnen på 200° varmluft og bag rødbedebrudene i 12-15 minutter til de er gyldne og gennembagte.
- Lad dem afkøle på en bagerist.
Nemme rødbedebrud med solsikkekerner
Det er utrolig nemt at lave rødbedebrud – især hvis du har en røremaskine, der kan klare æltningen for dig. Hvis ikke så er det bare på med knofedtet, og heldigvis behøver dejen ikke æltes så meget. Lad evt. dejen hvile et par minutter ind i mellem æltningen, hvis du ælter i hånd – det går nemmere og hurtigere.
Når dejen ikke klistrer længere, skal du ælte smør ind og herefter lade dejen hæve. Så tilsættes rødbede og æg – og nu kommer det sjove i denne opskrift. Nemlig at dejen skal hakkes, så brudene bliver brud og ikke boller. Til sidst deles dejen i stykker og efterhæves før de bages og bliver til de fineste, lyserøde brud med rødbede.
Opskrift på rødbedebrud
Rødbedebrud er nemme at bage, og så er de ganske sunde. Jeg tilsætter nemlig lidt fuldkornsmel til dejen, og det er op til dig hvilken. Jeg bruger gerne grahamsmel. Derudover sødes mine brud med rødbede med honning fremfor raffineret sukker, og brudene får også en del sødme fra rødbeden.
Rødbederne skal skrælles og rives – de skal ikke koges. Det revet rødbede tilsættes til dejen efter den har hævet, og før brudene formes og efterhæver.
Jeg elsker brud med rødbede eller gulerod eller hvad det nu skulle være – for de er nemlig så bløde og luftige. De egner sig godt til en let sandwich eller til bare at spise på farten.
Rødbedebrud er perfekt til morgenmad, frokost, til at tage med på madpakken eller til et let mellemmåltid. Fremgangsmåden er den samme som med min opskrift på gulerodsbrud, som også er virkelig skønne at have med på madpakken.
Inspiration til flere madpakkeopskrifter: Lækre fuldkornssandwichbrød eller pestosnurrer.