Pasta med ramsløgscreme
Her kommer den skønneste forårs pastaret med ramsløg og spinat. Farven er så livlig en grøn farve, at jeg kalder det for en klorofyl pastaret.
Samtidig med at man får smagen af ægte forår, så er det her virkelig en nem opskrift, så du kan få verdens lækreste pastaret på ingen tid. Mange af mine andre opskrifter på aftensmad med pasta er faktisk nem og hurtig hverdagsmad, så hvis tiden er knap, kan det være at den skal stå på pasta i aften, fx denne pasta med ramsløg.
Pasta med ramsløgscreme
Ingredienser
- 20 stk ramsløg
- 100 g frisk spinat
- 1 dl vand
- 400 g tørret pasta
- 1 stk citron
- 30 g smør
- 50 g Parmesan
Køkkenudstyr
Noter
Fremgangsmåde
- Blend Ramsløg, spinat og vand i ca. 60 sekunder.
- Kog pastaen efter pakkens anvisning, når pastaen er lige ved at være færdig, sigtes de i et dørslag, dog gemmes hvad der svarer til ca. 1,5 dl af kogevandet i gryden.
- Kom pastaen tilbage i gryden. Tilsæt smør, ramsløgs/spinatcremen og lad det småkoge i ca. 30-60 sekunder mens gryden svinges rundt. Smag til med salt, peber og citronsaft.
- Anret og top med friskrevet parmesan eller anden fastmodnet ost.
Hurtig opskrift på pasta med ramsløgs creme
I min opskrift på pasta med ramsløg trylles ramsløg og spinat om til en ramsløgscreme med blenderen, og den røres sammen med den kogte pasta og lidt pastavand. Smag så til med citron, salt og peber.
Det er altså nogle virkelig simple ingredienser, man har med at gøre, så selvom pastaretten er med et nordisk touch i form af ramsløg, laves retten efter italienske principper. Det er især vigtigt ikke at udlade citron, da det giver et ekstra pift som passer så godt til ramsløg.
I stedet for at lave en creme af ramsløg og spinat, kan du også vende pastaen med en ramsløgspesto. Her er det også vigtigt at gemme lidt pastavand, så saucen bliver cremet.
Inspiration til en anden grøn pastaret: Pasta med ærter og spinat, pasta i grøn pestosauce eller pasta med røget laks og dildpesto.
Nem og lækker pastaret med ramsløg og spinat
Pasta med ramsløg er så nem og lækker, at alle kan være med. Jeg vil ligefrem påstå, at retten kan laves med lukkede øjne. Og hvis du er glad for smagen af hvidløg, kommer du helt sikkert til at elske pasta med ramsløg.
Vælg en type pasta, der kan trække creme til sig. Det kan fx være fusili eller penne. Spaghetti eller linguine kan også godt gå, mens store pastatyper som fx paccheri er en dårlig løsning. Har du lyst til at lave din pasta selv, har jeg en udførlig guide og opskrift på hjemmelavet pasta.
Som prikken over i’et skal der selvfølgelig parmesan på toppen.
Flere opskrifter med ramsløg
Jeg elsker ramsløg, og har mange flere opskrifter med ramsløg på bloggen. Prøv fx en af mine andre retter med ramsløg, bygotto med fennikel og ramsløg.
Jeg kan også virkelig anbefale at lave syltede ramsløgsknopper, som kan bruges i alverdens retter som fx pasta, salater eller dressinger.