Hasselback selleri

Hasselback selleri laves af knoldselleri og det er super nemt at lave. Du kender nok allerede de populære retro hasselback kartofler – det er præcis samme fremgangsmetode du skal bruge når du laver et hasselback selleri. De er rigtig gode at spise som tilbehør til aftensmaden, fx en god culottesteg eller oksemørbrad.
Vegetarisk tilbehør med selleri
Hasselback selleri er et skønt vegetarisk tilbehør som passer til mange gode retter. Det kan også spises alene med en god salat til, fordi det er så fyldigt og mætter.
En god dip, sauce eller pesto vil også være fremrangende at servere til, fx en hjemmelavet tatarsauce.

Opskrift på hasselback knoldselleri
Opskriften på hasselback selleri er nemt at lave – du skal blot skrælle knoldsellerien og dele den i to halve. Herefter skal der skæres tynde riller i sellerien, men uden at man skære hele vejen igennem. Det er på samme måde som hasselback kartofler og hasselback græskar, hvor de bages i ovnen med olie og krydderier.
Inden sellerien er lige ved at være færdig, ca. fem minutter før, kommer jeg lidt kryddersmør på og bager dem færdig. Det er super lækkert at smørret får lov at smelte ned mellem rillerne – her kan du også bruge hvidløgssmør.

Hasselback selleri
Ingredienser
- 1 stk knoldselleri (lille)
- 15 g olivenolie Reklame for med24.dk
- 30 g kryddersmør
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 185 grader, varmluft.
- Skræl det yderste af sellerien og del den i to.
- Skær nogle fine lameller i sellerien, uden at skære hele vejen i gennem.
- Kom olivenolie, salt og peber på og bag den i ovnen i ca. 30 minutter.
- Når der mangler 5 minutter tilsættes smørret og det bages yderligere 5 minutter.
Flere opskrifter med knoldselleri
Hvis du elsker knoldselleri, vil du måske også gerne se nærmere på denne nemme opskrift på bagt knoldselleri med brunet smør og stegt knoldselleri.










Hvad bruger du til at skrælle den? Og skærer du bare rodenden af ?
Hej Jen, ja jeg skærer bare roden af. Og til at skrælle den, bruger jeg bare en kniv. Kh Maria
Jeg synes det ligner mere en skive selleri på billedet og ikke en halv. Er det korrekt?
Hej Kirsten, det er faktisk et halv selleri – men kan godt se det ligner en skive. Du kan roligt følge opskriften, og bruge et helt knoldselleri 🙂 KH Maria
Jeg er vild med idéen og er 100 % sikker på at jeg vil arbejde videre med den.
Men… jeg købte en helt almindelig størrelse knoldselleri, skar den over i halv, og skar den så over i en kvart fordi jeg tænkte “den bliver aldrig færdig”.
En kvart knoldselleri tog 45 min for at blive semi færdig, da gad jeg ikke vente mere fordi min anden mad var timet efter de 30 min der står i opskriften. Den kunne sagtens have klaret 15-25 min mere i ovnen.
Så der er et eller andet galt med denne opskrift.
Næste gang vil jeg prøve med en skive af knoldselleri, og så håbe den kan nå at blive færdig.
Hej Sara, hvis du holder dig til et lille knoldselleri burde der ikke være problemer 🙂
Vi prøvede din opskrift, vores blev lavet på gasgrill.
Det smagte himmelsk, så nu ved jeg hvad vores 11 tilbageværende selleri bl.a. kan bruges til 😂😃
Dét lyder top lækkert på grill også! Vidunderligt – Det er også lækkert at lave et helbagt selleri, som her: https://marialottes.dk/bagt-selleri-med-brunet-smor/. KH Maria