Annonce

Spaghetti alla Puttanesca

Opskrift på pasta alla Puttanesca

Spaghetti alla Puttanesca er en fantastisk pastaret, der laves på tomat, hvidløg, ansjoser, kapers og oliven. Det er en vidunderlig smagskombination, men måske ikke for de kræsne. Til dig, der er vild med ansjoser, kapers og oliven venter der til gengæld en umamibombe af en pastaret, hvis du følger denne opskrift. 

Som de fleste pastaretter er pasta puttanesca nem at lave. Jeg elsker virkelig nemme pastaretter og har efterhånden en del her på domænet. Nu kommer der altså endnu en italiensk klassiker til samlingen. 

Spaghetti puttanesca er god året rundt, og det er sådan en pastaret, som man altid kan have ingredienserne til: Oliven, kapers og ansjoser på glas og hvis ikke man har friske tomater, kan man bruge tomater på dåse eller passata. 

Hvad betyder Puttanesca? Og hvorfor hedder denne pastaret det?

Puttanata betyder en prostituteret, så Spaghetti puttanesca er egentlig luderen eller skøgens pasta. Det er en klassiker i det italienske køkken – og særligt i det napolitanske, hvorfra pastaretten kommer. 

Men hvorfor pastaretten lige har fået det navn, som den har, er der mange forklaringer på. Noget tyder på, at det er fordi den er ”billig” at lave, mens andre siger, at pastaretten blev opfundet ved bare at smide noget ”lort” eller ”puttanata” sammen. En tredje fortælling går på, at skøger sover længe og derfor ikke har tid til at gå på markedet, men de kan altså lave denne pastaret alligevel, fordi de fleste ting er på glas eller dåse. 

Ligegyldigt hvilken fortælling, der er den rette, så er spaghetti alla puttanesca nem, billig og lækker, og navnet klinger! 

Spaghetti Puttanesca

Opskrift på spaghetti alla Puttanesca – spaghetti med tomater, oliven, kapers og ansjoser

Svits hvidløg, tilsæt ansjos, oliven og kapers. Tilsæt tomat og lad simre, mens pastaen koger. Bland så det hele sammen med pasta ved hjælp af lidt pastavand. En nemmere og billigere opskrift fås nærmest ikke. Jeg bruger spaghetti til pasta Puttanesca, men du kan også bruge en anden lang type pasta. Fx linguine eller fettuccine.  

TIP! Hvis du ikke er så glad for ansjoser, eller vil lave vegetarisk pasta alla Puttanesca, så kan du sagtens udelade dem. Smag evt. til med lidt ekstra kapersvand eller olivenvand. 

Hvis det ikke er fordi retten skal være vegetarisk, vil jeg dog slå et slag for at bruge ansjoser – også selvom man måske tænker, man ikke kan lide dem. De er nemlig en bærende ingrediens i opskriften, som giver en god smag.  

Jeg kan også anbefale at bruge tomatsorten Coure Di Bue. De er nemlige saftige og uden for mange kerner, og tomaterne vejer omkring 150-200 g pr. stk. 

Opskriften på pasta alla Puttanesca får du her:

Opskrift på pasta alla Puttanesca

Spaghetti alla Puttanesca

Pasta alla Puttanesca – kendt fra Napoli og som Skøgens Pasta. En nem, billig og enkel pastaret med ansjoser, kapers, oliven og tomat.
5 fra 3 stemmer
Antal: 4 Personer
Forberedelse5 minutter
Tilberedelse15 minutter
I alt20 minutter

Ingredienser

  • 3 stk tomater
  • 2 fed hvidløg
  • 30 g olivenolie* (2 spsk)
  • 5 stk ansjosfileter
  • 30 g kapers (2 spsk)
  • 20 stk sorte oliven uden sten
  • 30 g tomatpuré* (2 spsk)
  • salt og friskkværnet peber
  • 400 g spaghetti
  • 1 bundt basilikum

Køkkenudstyr

Noter

Tip: Bruger du blommetomater i stedet for Coure Di Bue, så brug gerne 5 stk da de er meget mindre. Fordelen ved Coure Di Bue er, at de er mere “kød”-fyldige og uden kerner. Du kan også alternativt tilsætte en dåse hakkede tomater og nøjes med 3 blommetomater.

Fremgangsmåde

  • Hak tomaterne i grove tern.
  • Pres hvidløg.
  • Hak ansjosfileter fint.
  • Bring en gryde med 4 L vand i kog.
  • Varm en sautérpande op og tilsæt olivenolie. Svits hvidløg et minut ved middel-høj varme, men lad de ikke brune.
  • Tilsæt ansjoser, oliven, kapers og steg med under omrøring.
  • Tilsæt tomater samt tomatpuré og bland det hele grundigt sammen. Lad saucen stå og simre i små 15 minutter, mens pastaen koges. Smag til med salt og friskkværnet peber.
  • Sæt spaghetti over og kog i saltet vand – vær opmærksom på at bruge lidt mindre, da ansjoser er salte også.
  • Kog pastaen i ét minut mindre, end hvad angivet på pakken, så den er al dente. Gem ca. 1,5 dl af den kogte pastavand, til at “jævne” saucen med.
  • Kom den kogte pasta ned i saucen og tilsæt lidt af kogevandet fra pastaen, hvis den er for tyk. Vend det hele godt sammen og giv gerne retten en sjat olivenolie. Pluk basilikum groft og tilsæt og vend en sidste gang, inden servering.
Fik du lavet opskriften?Jeg vil elske at se hvordan det gik! Tag mig endelig på Instagram @marialottesdk

Pasta Puttanesca er en billig og nem pastaret på under 30 minutter

Pasta alla puttanesca kan være en hurtig omgang aftensmad, eller du kan lave det til frokost på ingen tid. Hvis du fx vil spise det til frokost, kan du komme en dåse tun i retten – det mætter ekstra og passer fint i Puttanesca sauce. 

Inspiration til flere opskrifter med spaghetti: Pasta med røget laks og dildpesto • chorizo one pot pastaCacio e pepeSpaghetti aglio e olio – pasta med hvidløg og olie

Spaghetti alla Puttanesca

spaghetti med tomater, oliven, kapers og ansjoser

Spaghetti alla Puttanesca opskrift
DEL MED EN DU HOLDER AF:
Maria Charlotte
Maria Charlotte

Maria Charlotte er opskriftsudvikler, madfotograf og kogebogsforfatter til "Velsmag". Med en uddannelse i Ernæring- og sundhed udvikles alle opskrifter med fokus på spændende og velsmagende comfort food, der pifter hverdagens madlavning op. Her er hverdagsmaden nem og overskuelig, og så får du simple indkøbslister og kortere tilberedningstid.

Articles: 979
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments