Kartofler med fetasauce og estragon
Denne her opskrift er lidt anderledes, men til gengæld virkelig lækker! Her får du en skøn ret der består af kartofler vendt i en delikat fetasauce. Fetasaucen er super nem at lave og du kan med fordel bruge den til andre retter, som fx en helstegt kylling eller et bagt stykke fisk.
Den lune servering her med kogte kartofler i fetasaucen er desuden formidabel til mange retter, særligt kødudskæringer. Den fungere også godt med et stykke brød til. Se med i bunden af indlægget, hvor jeg kommer med nogle forslag.
Lækker cremet fetasauce til kartofler
Denne her fetasauce er virkelig nem at lave. Du skal blot bringe en smule fløde i kog og derefter tilsætter du feta i en gryde. De to ingredienser blendes godt sammen til du har en glat sauce. Hvis du ønsker at den bliver lidt mere tyk i konsistensen, kan du tilsætte mere feta. Det gør at det bliver mere cremet og mindre flydende.
Læs også: Cremet fetadip til ovnkartofler eller græske frikadeller med feta.
Opskrift på kogte kartofler med fetasauce og estragon
Opskriften på den lune kartoffelservering med fetasauce er lavet på under 30 minutter. Kartoflerne skal blot koges med skræl på, derefter skæres i mindre mundrette stykker og til sidst anrettes i en dyb skål.
Når fetasaucen er færdig hældes den i skålen med kartoflerne. Her kan du selv vælge om du vil hælde saucen ud over kartoflerne, eller gøre som anvist på billederne.
Jeg hakker lidt frisk estragon, som jeg drysser på toppen af retten. Feta, kartofler og estragon er nemlig et godt smagsmatch. Jeg håber du har lyst til at prøve retten. Der er nok til to personer, men hvis I er flere kan du med fordel fordoble mængderne. Velbekomme!
Kartofler med fetasauce og estragon
Ingredienser
- 300 g kartofler
- 200 ml fløde
- 50 g feta
- ¼ bundt frisk estragon
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kog kartoflerne i saltet vand, til de er færdige, ca. 15 minutter.
- Kom fløden i en lille gryde og bring det til kogepunket. Tag gryden fra varmen og tilsæt fetaen. Blend til en glat creme og smag til med salt og peber.
- Halver kartoflerne og kom dem i en skål. Hæld den lune fetacreme ved, og top med grofthakket estragon.
Serveringsforslag til kartofler i fetasauce
Kartofler med fetasauce er god til fx Cote du Boeuf sammen med en simpel grøn salat til. En helstegt kylling vil også være vidunderlig til.