Kikærter er fantastiske at have i sit køkken. De er sunde og mættende, smager godt og er nemme at bruge i forskellige madretter, f.eks. i salater eller gryderetter, særligt de vegetariske gryderetter hvis du ikke spiser kød. Kikærter er derfor et populært valg i vegetarisk mad, eller hvis du i ny og næ ønsker en kødfri aften. Ønsker du inspiration til opskrifter med kikærter, finder du dem her på siden.
Kikærter
Opskrifter med kikærter
Kikærter er en favorit i mange køkkener – også i mit. Det er de bl.a., fordi de er nemme at bruge i mange forskellige retter og på vidt forskellige måder (prøv f.eks. ristede kikærter i ovnen eller på panden). Kikærter er også utrolig nærende og ret velsmagende. Og vil du gerne lave smagfulde vegetarretter eller have en kødfri aften, er de også ideelle.
Der findes mange opskrifter med kikærter, hvor kikærterne enten har en hovedrolle eller blot er en ekstra, smagfuld ingrediens. Blandt de mest populære er uden tvivl hjemmelavet hummus, der er perfekt i pitabrød, som en sund dip eller som tilbehør til salater, samt falafler, der er nemme at lave og super i pitabrød eller en salat. Og så er der selvfølgelig også altid muligheden for at lave en lækker kikærtegryde.
Om kikærter
Kikærter er en bælgfrugt, ligesom linser og bønner, og en ofte anvendt råvare i det mellemøstlige køkken.
Indhold i kikærter
Kikærter er rige på vitaminer, mineraler og proteiner og er derfor et godt valg, hvis du ønsker måltider med masser af næring. Det høje indhold af proteiner i kikærter betyder også, at de kan erstatte kød i dine retter – enten delvist eller helt. De er derfor oplagte at bruge i vegetarretter og som alternativ til kød.
Kogetid for kikærter kan variere en del alt efter, hvilken ret de skal i, men bruger du dem f.eks. i en salat, smager de bedre, når der er lidt bid i dem.
Anvendelse og opbevaring af kikærter
Køber du tørrede kikærter, skal du sætte dem i blød i op til 12 timer – f.eks. lige inden sengetid, eller som det første, når du står op. Du kan naturligvis også købe konserverede kikærter på dåse, hvis det hele skal være lidt nemmere.
Du bør opbevare kikærter tørt og mørkt – og aldrig i direkte sollys. Det kan f.eks. være i en pose eller beholder med tætsluttende låg, som du kan have stående i dit køkkenskab. Har du konserverede kikærter på dåse, bør de også opbevares i dit køkkenskab. Når du har haft kikærter i blød og tilberedt dem, skal du selvfølgelig opbevare dem på køl.
Jeg håber, du synes godt om mine opskrifter med kikærter. Men du kan også finde mange andre gode opskrifter på inspiration til aftensmad eller frokost.