Simpel salat med æg
Jeg er mest fan af at lave en hurtig frokost uden for meget hokus pokus. Det må gerne være nemt, men stadig velsmagende! Jeg har lavet en tøm-køleskabet-salat med få, men gode ingredienser. Den blev god, så opskriften vil jeg dele som inspiration med tilhørende mængdeforhold, så du selv kan lave dig en simpel frokost salat med æg.
Æg er en fast fødevare jeg altid har i mit køleskab, så ofte ender det med æg på den eller anden måde. Derfor smækker jeg også ofte en spansk tortilla sammen, der kan kan varieres i det uendelige med de grøntsager og krydderurter, man nu lige har.
Fast modnet ost har jeg også altid. Vigtigt! Og med både æg og ost i køleskabet kommer man altså ret langt. Jeg ender altid med at få noget lækkert ud af det.
Salat med æg
Fremgangsmåde
- Kog dine æg (smilende) i 8 minutter. Lad dem afkøle og pil dem. Vent med at skære dem over.
- Fyld to skåle op med valgfri salat, fx spinat, mix salat eller feldsalat.
- Top med brudstykker af kogt skinke og halver nu æggene og læg dem på.
- Top med revet parmesan og en god olivenolie.
Den perfekte frokostsalat med æg
Æg kan holde sig i ret lang tid, og det er derfor perfekt for mig altid at have det stående i køleskabet. Dels fordi jeg elsker det, men også fordi æg kan bruges i alverdens retter – både til morgen, middag, aften, bagværk og dessert. Men tilbage til min simple frokostsalat med æg, som det jo er hvad indlægget skal handle om. Det er noget af en let salat at lave, så se opskriften som inspiration, eller, ja, følg den slavisk. Den er mums!
Man kan hurtigt få købt en masse bladgrønt (fx spinat, rucola osv.) ind til sin frokostsalat, men ærlig talt så bliver det lynhurtigt kedeligt. ØV! Det skal spises indenfor et par dage, og hvis du køber ind til denne salat, så tøv ikke med at bruge dine bladgrøntsrester i en smoothie eller sammenkogt ret, så du ikke skal smide det ud.
Vi fik bikset salaten lynhurtigt sammen og spiste den med et par surdejsboller vi heldigvis havde liggende. Rugbrød havde også været perfekt!
En simpel salat med æg og skinke
Udover salaten med æg, selvfølgelig indeholder æg så har jeg også kogt skinke i. Og revet parmesanost på toppen. Få, men gode ingredienser. Og så lover jeg altså for at det her er en salat der mætter! Har du en avocado liggende, så kan du tilføje den i små tern. Det giver kun endnu mere fylde og mæthed.
Skinken som du vælger at komme i er op til dig. Det kan være den kogte tyndskåret skinke, som jeg har i min salat. Den er blot købt i Irma og ikke en jeg selv har stået og kogt. Det kan også være en luftrøret skinke – ja, eller man også helt udelade.
Kog dine æg smilende 🙂
Jeg hader hårdkogte æg, men elsker derimod et blødkogt og smilende æg. Det tiltaler mine smagsløg- og mund meget mere. I opskriften finder du desuden ingen dressing, andet end lidt olivenolie som jeg hælder over til sidst. Dressingen er faktisk bare ægget, da den flydende blomme gør det godt alene.
Det perfekte smilende æg skal ha’ 8 minutter, hvis det er et M/L størrelse. Vil du have det mindre smilende, så giv det 10 minutter. Vil du lege med helt andre tilberedningsmetoder, når det kommer til ægget? Så må du altså afprøve pocheret æg – det er vældig godt ovenpå grillede asparges.