
Rabarbertærte med marcipan er så lækkert! I sidste uge, da jeg var på ferie i Pyrenæerne delte jeg et billede af denne lækre og meget smukke rabarbertærte på min Instagram. Den var I ret vilde med, og jeg lovede at dele opskriften med jer, så snart jeg vendte tilbage til København. Og den skal I derfor få fingrene i nu.
Gammeldags rabarbertærte med marcipan ala mormor
Min kærestes mormor, som jeg finder meget inspirerende, havde på forhånd lavet bunden klar til vi kom. Hun sagde til mig, at jeg måtte lave med den hvad jeg ville. Eftersom hun havde rabarber på terrassen og en hjemmelavet ingefærsirup stående også, var rabarbertærte et oplagt valg. Hun laver alting fra bunden, og det er så fantastisk. Jeg bliver så inspireret af det, og får lyst til selv at gøre mig mere i den slags.
Jeg brugte ingefærsiruppen til denne opskrift, men du kan bruge en hvilken som helst sirup, du har lyst til. Selvfølgelig er det mest lækkert med hjemmelavet – fx kan man koge en håndfuld rabarber til en lækker, lyserød sirup, hvis man alligevel har ekstra rabarber liggende, eller hvis det ikke helt passer, når de skal skæres i korte stilke.

Hjemmelavet rabarbertærte med mørdej
Bunden er en mørdej, hvorpå der er revet marcipan. Rabarberne er skåret til og lagt i små kvadrater, men det behøver du ikke at gøre. Man kan sagtens gå efter det mere rustikke look og lægge rabarberne lidt hulter til bulter. Til sidst er der hældt sirup ud over, og så skal tærten bare bages til rabarberne er møre.
Hvis du er på udkig efter flere af disse skønne tærter med mørdejsbund, så har jeg også en skøn brombærtærte med vaniljecreme og friske bær. Hvis du gerne vil slå to fluer med et smæk, kan du sagtens lave dobbelt portion af mørdejen og evt. fryse den ene halvdel til næste gang du skal bage tærte, eller bare bruge dejen med det samme, hvis du skal lave flere rabarbertærter.
Jeg elsker at lave alting fra bunden, men nogle gange betyder det også, at det tager væsentlig længere tid, når man er i køkkenet. Derfor elsker jeg sådanne små tips, der kan gøre det nemmere at bage fra bunden.

Nem tærte med rabarber
Denne opskrift er med en klassisk mørdej, som fyldes med de syrlige rabarber. Det allernemmeste du kan gøre er selvfølgelig at bruge en færdigkøbt mørdejsbund og stadigvæk komme marcipan ovenpå. Ellers skal du bare følge opskriftens fremgangsmåde, som på normalvis. Det er smart, hvis du er under tidspres, eller har mange andre ting, der skal være klar i køkkenet.
Hvis du gerne vil variere denne opskrift og tilføje lidt crunch, kan du med fordel bruge hakkede mandler som topping, eller drysse kokosmel ovenpå, så du får en rabarbertærte med kokos.
Få opskriften på en nem rabarbertærte med marcipan her:

Rabarbertærte med marcipan
Ingredienser
Bunden
- 130 g hvedemel
- 90 g koldt smør
- 65 g flormelis*
- 1 stk æg
Fyld
- 200 g marcipan, (groftrevet)
- 10 stilke rabarber
- 100 g sirup, (evt. rabarber- eller ingefær)
Noter
Fremgangsmåde
Bunden
- Smuldr smør i en skål. Tilsæt flormelis, hvedemel og æg, og saml dejen forholdvis hurtigt. Stil den herefter på køl i mindst to timer, gerne dagen før hvis du har tid.
- Tag dejen ud 5-10 minutter før, så du kan arbejde med den. Tryk den ud i en smurt tærteform eller beklæd den med bagepapir. Smuldre den revet marcipan over bunden.
Kagen
- Skær rabarberstilkene i 1 x 4 cm, og læg dem i kvadranter á tre, som på billedet. Hæld din sirup henover og pensl det over det hele, så det bliver fordelt og trænger ned mellem rabarberne.
- Bag i en forvarmet ovn på 180˚ i 25-30 min., til rabarberne er møre.
- Server med en klat vaniljeis eller cremefraiche.
- Velbekomme.
På udkig efter flere søde opskrifter med rabarber?
Er du vild med rabarber, så prøv også fx rabarberkompot, rabarberkage med mandler, rabarbertrifli med knas eller rabarbermuffins.
