Brombærtærte med vaniljecreme

I sidste uge var min veninde Line og jeg et smut forbi Amager Fælled for at plukke brombær, og det blev til en god portion. Vi fandt flere steder med den smarte App “Byhøst” – måske I allerede kender den? Hvis ikke, så kan jeg varmt anbefale at tjekke den ud. Vi fik en god posefuld brombær med hjem, hver især. Det er om at udnytte naturens råvarer. Ud af de lækre brombær lavede jeg også amerikanske pandekager med brombær og sund brombærkage.

Brombærtærte med vaniljecreme
Ingredienser
Tærtebund
- 90 g smør
- 130 g hvedemel
- 65 g flormelis Reklame for med24.dk
- 1 stk æggeblomme
Vaniljecreme
- ½ stk vaniljestang Reklame for med24.dk
- 300 ml sødmælk
- 4 stk æggeblommer
- 50 g rørsukker Reklame for med24.dk
- 1,5 spsk Maizena
Top
- 200 g brombær
Køkkenudstyr
- Tærteform, 22 cm Reklame for bagebixen.dk
Fremgangsmåde
Tærtebund
- Smuldr koldt smør i en skål. Tilsæt hvedemel, flormelis og æggeblomme, og saml dejen forholdvis hurtigt. Pak mørdejen ind i film og stil den herefter på køl i mindst to timer, gerne dagen før hvis du har tid.
- Tag dejen ud 5-10 minutter før, så du kan arbejde med den.
- Tryk den ud i en smurt tærteform eller beklæd den med bagepapir.
Vaniljecreme
- Skrab kornene ud af vaniljestangen. Et godt lille tip for at få dem skilt fra hinanden, er ved at tage lidt sukker og blande med kornene.
- Bring mælk og vaniljen i kog – læg gerne vaniljestangen ved.
- Pisk æggeblommer og sukker luftigt og tilsæt maizena, men pisk ikke videre. Hæld den varme mælk i æggemassen og pisk samtidig.
- Herefter hældes blandingen tilbage i gryden, og det varmes op under omrøring. Det må ikke brænde på, så hold øje. Lad det koge et minut eller to – cremen skal være forholdsvis tyk og opnå en cremet konsistens.
Brombærtærte
- Bag tærtebunden i en forvarmet ovn på 180˚ i 12-15 min., til bunden er bagt.
- Lad den afkøle inden du smører vaniljecremen på. Top til sidst med friske brombær.

Opskrift på brombærtærte med vaniljecreme
Forrige uge havde jeg også plukket brombær, som resulterede i en dejlig tærte med brombær og selvfølgelig også hjemmelavet vaniljecreme. Det er et must! Jeg lavede den til min mors café, og kunderne var helt vilde med den. Det er jo altid gode tegn, når man kan skrive “udsolgt” på kagekortet. Derfor vil jeg også dele opskriften her på min madblog, fordi når noget smager godt, skal det jo deles. Det er efterhånden mit motto, haha.
Den dejlige brombærtærte er selvfølgelig oplagt at servere i månederne hvor de små sorte bær er i sæson. Jeg synes selv at den kan gøre sig gældende til en lun sommeraften, hvor man kan slutte af med sådan et stykke hjemmelavet tærte. Måske med en dejlig kop kaffe eller et glas sherry. Har du flere brombær, så kan du bage dig nogle svampede brombærmuffins.
En nem opskrift på mørdejsbund til brombærtærte
Bunden består af en mørdej, som du kan lave dagen før. Faktisk er det et godt tip altid lige at have en mørdej liggende, så du altid kan bage tærte, linser mm. Ovenpå er der hjemmelavet vaniljecreme og til sidst en masse brombær – der kunne (efter min mening) sagtens være dobbelt så mange på! Mmh, jeg elsker brombær.
Prøv også disse tærter: Stikkelsbær galette med hasselnøddebund eller blommetærte med frangipane.












Jeg er så kæmpe mega stor fan af din blog ! Jordnær med utrolig smukke billeder og opskrifter der både bryder med alle mine klassiske og til tider kedelige gengangere i mit køkken og bidrager med ny inspiration. Derudover er jeg så så glad for at din blog ikke er som de fleste andre efterhånden er – en side der fyldes med opskrifter der baseres på helsekostens sortiment.
Jeg har netop plukket en masse dejlige brombær og i går fik jeg bakset denne lækkerhed sammen ! Tak for opskriften, den smagte fortrinligt ! Den skal laves igen og selvom jeg tænker dens magi vil blegne en smule, vil jeg høre om jeg næste gang kan komme let omkring ved at bruge en købe kagecreme (pulveret, du ved…) ?
Kirstine, mange tusinde tak for din MEGET søde og kærlige kommentar. Du kan tro, at den varmer – jeg læste den netop op for min kæreste, fordi jeg blev så glad.
Jeg er glad for, at du finder mine opskrifter inspirerende og brugbare. Også denne brombærtærte! Du kan sagtens komme let omkring med en “snyde” kagecreme. Måske der bliver noget til overs, hvis ikke den får et godt lag 😉
God weekend! Kærligst Maria Charlotte
Hej, jeg er ikke kommet så langt endnu, har lavet dejen. Men der er vist noget galt, for der står ikke hvornår melet skal i, og med smør, mel, flormelis og æg sammen får man noget der mest minder om en tyk creme og ikke en mørdej. Har jeg misforstået totalt?
Hej Louise, fedt du har kastet dig ud i brombærtærten – smager så skønt, og nu er de små bær jo heldigvis i sæson. Kan se jeg ikke havde skrevet hvedemelet i fremgangsmåden – den er den nu. Den skal helst ikke være en tyk creme, men fast. Måske du skal tilsætte lidt mere mel. KH Maria
Det blev den bedste kage jeg nogensinde har bagt. tak for god opskrift. Vaniljecremen med ægte vanilje var virkelig lækker:-)
Kære Lisbeth, hvor er det bare dejligt du kan lide kagen! Jeg elsker også sådan en omgang (ægte) vaniljecreme! Selv tak og tak til dig fordi du følger med. Kh Maria
Suveræn brombærtærte! Den bedste 😃
Ej, tusinde tak! Det er jeg vildt glad for at læse <3 KH Maria