Jødekager
Jødekager er egentlig en simpel småkage, men den smager fantastisk af kanel, og det bliver altså ikke jul uden! Jødekager er nemme at lave, og i min opskrift bliver småkagerne dejligt sprøde – præcis som de skal være. Find også mange flere opskrifter på småkager til jul, så du kan komme i gang med julebageriet. Der er alt lige fra brunkager til biscotti.
Jødekager er et ret finurligt navn – og hvorfor kalder man det jødekager? Jødekagers oprindelse samt tips til opskriften kan du læse mere om under selve opskriften.
Hjemmelavede gammeldags jødekager med kanelsukker
Verdens bedste jødekager skal selvfølgelig laves på den gammeldags facon. Min opskrift er nem og stærkt inspireret af min mormors opskrift, og det vækker de bedste juleminder.
Når man har samlet selve dejen, så er der nemlig bare den sjove del tilbage: Nemlig udrulning og udstikning. Brug et glas til at udstikke eller sjove udstikkere, hvis du har sådanne. Her kan børn også sagtens være med – det er sådan en hyggelig aktivitet!
Prøv også: Nøddekager med hasselnødder eller kokoskranse med kokosmel.
Opskrift på nemme jødekager
Jødekager småkager er sådan set meget enkle. Man laver en nem småkagedej med sukker, mel, smør, æg og hjortetakssalt og så drysser man med godt med kanelsukker på toppen. Man kan også hakke lidt mandler og komme ovenpå, hvis man lyster.
I opskriften bruges altså ikke bagepulver, men derimod hjortetakssalt. Hjortetakssalt gør kagerne sprøde og bør derfor ikke udelades.
Opskriften giver massevis af gammeldags jødekager, men hvis du ønsker, kan opskriften også sagtens fordobles, hvis du skal lave mange nemme jødekager småkager.
Jødekager
Ingredienser
Jødekager
- 120 g sukker
- 300 g hvedemel
- 1,5 tsk hjortetaksalt
- 180 g smør
- 1 stk æg
Desuden
- 1 stk æg
- 60 g sukker
- 2 tsk kanel*
Køkkenudstyr
- Kagerulle
Fremgangsmåde
- Bland sukker, mel og hjortetaksalt godt sammen.
- Smuldr koldt smør i, og saml dejen sammen med ét æg.
- Stil dejen på køl i 30 minutter.
- Tænd ovnen på 200 grader, varmluft.
- Tag dejen ud fra køleskabet og del den i 4. Start med at arbejde med én dej ad gangen.
- Ælt dejen i 5 minutter til den har fået lidt temperatur og er til at rulle ud.
- Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord med en kagerulle, ca 1-2 mm. Udstik dejen med en udstikker på ca. 6 cm. i diameter. Her kan du fx bruge et glas.
- Gentag med al dejen.
- Pensles kagerne med sammenpisket æg, og drys med med kanelsukker.
- Bag ca. 5-7 minutter til de er gyldne.
- Lad den afkøle på en bagerist.
Spørgsmål og svar til jødekager
Hvorfor hedder det jødekager?
Ja, hvorfor kalder man det jødekager? Jødekager har sin oprindelse helt tilbage til 1700-tallet, hvor jødiske bagerier rundt omkring i landet solgte forskellige kager med krydderier, som ikke var så udbredte i Danmark endnu. Ordet jødekager dækkede altså ikke bare over småkagen, som vi kender den i dag, men mange flere kager.
Den opskrift, vi kender i dag, er ”kun” lidt mere end 100 år gammel og har garanteret fået sit navn, fordi den lignede de kager, der kom fra de jødiske bagerier.
Kan man fryse dej til jødekager?
Ja, man kan sagtens fryse dejen. Så skal du blot lade dejen tø op i køleskabet inden brug. Du kan også opbevare dejen på køl i nogle uger. Det er perfekt, hvis du skal give værtindegaver i julen. Gem fx dejen i mindre portioner, så du kan tage dem op efter behov og bage dem.
Hvor lang tid kan jødekager holde sig?
Jødekager kan holde sig i op til flere måneder. Opbevar dem i en lufttæt beholder, så forbliver de sprøde.