Græsk kartoffelsalat
Her får du smagen af sommer ved Middelhavet. Til dage, hvor du drømmer om at sidde ved det turkise, salte vand under solen, der bager og spise et let og sommerligt måltid. Jeg elsker kartoffelsalat i alle mulige afskygninger, og til denne opskrift har jeg ladet mig inspirere af det græske køkken og særligt af græsk salat, så de varme sommerdage kan komme an.
Her kombineres nogle af ingredienserne fra en græsk salat med sprøde, ovnbagte kartofler og der krydres med frisk mynte. Det er virkelig en skøn sommerlig salat, som du kan servere til alle dine yndlings græske retter som fx en skøn hjemmelavet moussaka.
Lun græsk salat med kartofler
Jeg elsker at rejse rundt i Grækenland, for jeg er helt vild med græsk mad og vejret! Og det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at tage solskinnet med hjem, men heldigvis er det nemt at tage det græske køkken med til Danmark. Jeg har efterhånden en del græsk mad opskrifter og retter på min hjemmeside, som du endelig må lade dig inspirere af. Du kan fx sammensætte retter på kryds og tværs til en græske meze.
Det er også oplagt at servere min græsk kartoffelsalat med feta som en del af en græsk meze eller et festligt græsk måltid – især om sommeren, hvor det er varmt, og man har lyst til at spise noget friskt og let. Salaten minder om den klassiske græsk salat, som du også kan prøve.
Opskrift på græsk kartoffelsalat med feta
Min opskrift på græsk kartoffelsalat består – selvfølgelig – af kartofler og derudover dejlige, sydeuropæiske grøntsager. Cherrytomater, rødløg og oliven. Og så vender jeg med mynte og smuldret feta.
Start med at skære kartoflerne i både og bage dem i ovnen. Imens kan du klargøre de øvrige ingredienser. Når kartoflerne er færdige, lader du dem køle lidt ned til de er lune. Så vendes ingredienserne sammen, så de lune kartofler får fetaen til at smelte lidt. Virkelig lækkert!
TIP! Server sådan en lun græsk kartoffelsalat sammen med olivenbrød, græsk kyllinge souvlaki og Labneh. Så er frokosten hjemme!
Opskriften på en græsk-inspireret kartoffelsalat får du her:
Græsk kartoffelsalat
Ingredienser
Græsk kartoffelsalat
- 500 g kartofler
- 1 spsk tørret timian
- 30 g olivenolie
- 20 stk cherrytomater
- 1 stk rødløg
- 20 stk sorte oliven
- ¼ bundt frisk mynte
- 100 g feta
Dressing
- 45 g olivenolie
- 30 ml hvid balsamico
- salt og friskkværnet peber
Køkkenudstyr
- Bageplade
- Bagepapir
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180°, varmluft.
- Rens kartofler og skær dem i både. Vend kartoffelbåde med 2 spsk. olivenolie og tørret timian. Kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir og bag kartoffelbådene i ca. 30-35 minutter, til de er gyldne.
- Skær cherrytomater i halve og snit rødløg fint.
- Vend de bagte kartoffelbåde med tomater, rødløg, sorte oliven, mynteblade og smuldret feta.
- Vend salaten sammen med en blanding af olivenolie og hvid balsamico. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Spis den græske kartoffelsalat som tilbehør
Græsk kartoffelsalat er oplagt at servere som tilbehør til kød, fx disse græske frikadeller med feta. Kartoffelsalaten egner sig også som alle andre kartoffelsalater rigtig godt til at blive serveret til en omgang grillmad. Lav fx græske grillspyd eller grill nogle lammepølser.
Du kan også bruge salaten som fyld i græske fladbrød, som fx gyros, hvor jeg bruger krydret oksekød og tzatziki som fyld.
Selvom kartoffelsalaten er græsk inspireret, behøver den selvfølgelig ikke serveres til noget græsk. Du kan også sagtens bruge den som en mættende frokostsalat for sig selv eller servere den som tilbehør til fx en hel kylling i ovnen.