Chilisauce

I snart en måned har min kæreste arbejdet på denne her hjemmelavet chilisauce, og NU sidder den altså lige i skabet. Jeg kan love jer for, at den smager SÅ godt – hverken for sød eller stærk, men perfekt afbalanceret. I hvert fald til mine chilipræferencer.
Det er jo meget forskellige, hvor meget chili der skal til, før det bare ødelægger maden i stedet. Derfor har jeg i dette indlæg inkluderet tips til, hvordan man laver chilisaucen enten sødere eller stærkere.

Chilisauce
Ingredienser
Fermenteret chili
- 50 g rød chili
- 7 g flagesalt
- 2 dl vand
Chilisauce
- 2 fed hvidløg
- 2 stk løg
- 0,5 tsk chilipulver Reklame for med24.dk
- 1 dl hvidvinseddike Reklame for med24.dk
- 1 spsk rørsukker Reklame for med24.dk
- 1 spsk tomatpuré Reklame for med24.dk
- 1 dåser flåede tomater
- 1 dl olivenolie Reklame for med24.dk
Fremgangsmåde
Fermenteret chili
- Rens chilierne og fjern halvdelen af kernerne for en medium styrke. Grill chilierne hårdt på en meget varm pande, de må gerne blive let sorte.
- Blend sammen med salt og vand og kom dem herefter i et glas og lad det stå ude ved stuetemperatur i ca. 5 dage og kom det herefter i køleskabet.
Chilisauce
- Pres hvidløg og hak løg groft.
- Steg presset hvidløg og løg af i en gryde, indtil de er gyldne.
- Kom eddike, sukker, chilipulver og tomatpuré på og lad det stege med i ca 30 sekunder.
- Kom nu de flåede tomater på og fyld to af dåserne med vand og kom også det i gryden. Lad det hele småsimre i en times tid.
- Når tomatsaucen er kølet af blendes det sammen med olivenolie og 2 dl af den fermenterede chili.
- Smag til med salt og peber og evt lidt eddike og mere fermenteret chili, afhængig af hvor kraftig man ønsker det.
- Brug chilisaucen i salater, på brød eller som marinade.
Fermenteret chilisauce uden sukker
Chilisaucen her fermenteres ved at lade chilierne stå ved stuetemperatur sammen med vand og salt i 5 dage, før man blander det sammen med de øvrige ingredienser. Så det kræver altså lige lidt tålmodighed, men fermenteringen giver en fantastisk smag – trust me.
Denne opskrift indeholder en enkelt spiseske sukker, som dog godt kan udelades, hvis du vil lave en sukkerfri version. Sukker er dog med til at fremhæve smag, så det er næsten synd at udelade det. Men prøv dig frem, mens du laver det og se, hvad du synes.
Sådan laver du din chilisauce mere sød eller stærk
Jeg er faktisk ikke så glad for stærk mad. Nu er det sagt! Det er altså ikke lige mig. Til gengæld elsker jeg alligevel denne chilisauce, fordi den er sødlig og har en medium smag af chili. I den mængde synes jeg, at det tilføjer dybde til en ret fremfor at ødelægge den, som jeg synes for meget chili hurtigt kan gøre.
MEN det er jo en smagssag. Og derfor er det også muligt at lave denne chilisauce stærkere. Det første, du kan gøre er at beholde alle kernerne. Jeg fjerner halvdelen, så det ikke bliver for stærkt, så hvis du vil have ekstra power på, skal du ikke fjerne dem.
Jeg bruger almindelig rød chili, men skal saucen være ekstra stærk vil jeg anbefale dig at bruge en anden sort chili, som er stærkere. Så hold øje med flammerne på pakken, når du køber ind. Du kan også altid bare tilføje flere chilier i forhold til mængden af tomat.
Vil du have en mere sød chilisauce, kan du vælge at fjerne alle kernerne eller tilføje enten mere tomatpuré eller sukker.
Bare sørg for at smage til undervejs, så din chilisauce bliver efter dine præferencer!


Brug den spicy chilidressing i madlavningen
Denne chilisauce er perfekt som dressing, fx i pitabrød med falafler eller vendt sammen i en salat med fx i en lun perlespelt salat med grillede grøntsager.
Den er også perfekt ovenpå nachos og sammen med cremefraiche. Det er bare en perfekt kombi! Det er testet op til flere gange herhjemme i hvert fald.
Du kan også bruge chilisaucen, når du serverer gryderetter, til at tilføje ekstra spicyness, fx min opskrift på kikærtegryde. Det er perfekt til familier, hvor der er forskellige præferencer til, hvor stærk maden må være.
Holdbarhed for hjemmelavet chilisauce
Hjemmelavet chilisauce kan holde sig på køl i lang tid, da fermenteret mad har god holdbarhed. Så vær ikke nervøs for om du får det brugt, inden det bliver dårligt. Hvis du koger opbevaringsglasset af inden, vil du desuden forlænge holdbarheden og sikre at chilierne ikke bliver dårlige, mens de fermenterer.









Hej
Hvor mange Dl/Gram er mængden af flåede tomater? Altså 3 dåser hvor meget er det
Der er 400 gram pr stk i dem jeg har lyder voldsomt med 3 af dem (1200gram)
Vh Lasse
Hej Lasse! Jo, det er meget voldsomt – en kæmpe tastefejl! GODT spottet – hermed ændret, så tak! God søndag, KH Maria
Tusind tak😃
Så 400gr (1dåse) er passende
Vh Lasse
Hvorfor skal der chilipulver i?
Hej Maja, hvorfor skulle der ikke? 🙂 KH Maria
Hej det skal jeg prøve at lave kan man bruge Chilli der har været i fryseren har i flere ting man kan lave ud af Chilli Hilsen Karsten
Hej Karsten, det vil jeg godt tro du kan 🙂
Der står kun 1 dåse flådede tomater , men nede i teksten står der fyld 2 af de tomme dåser med vand???
I opskriften skriver du at efter 5 dage skal chilierne på køl, men hvor længe vil du lade chilierne fermentere inden de laves til sauce?
Kan man godt gå direkte til at lave saucen på 5. Dagen? 🙂
Hej Line, de er klar efter 5 dage 🙂
Hej 🙂
Hvor lang tid vil du vurdere at chilisaucen kan holde sig – på køl?
Vh Benita
Hej Benita 🙂
Chilisaucen kan som regel holde sig 2–3 uger på køl i et rent, tætsluttende glas.
Hvis der er meget syre (fx eddike eller citron) i opskriften, kan den ofte holde lidt længere. Tjek altid, at den dufter og smager frisk, før du bruger den 🌶️ BH Maria