Strandkrabbebisque med ravioli
Strandkrabbebisque med ravioli blev dagens aftensmad, med selvfanget krabber. At fange strandkrabber er ren nostalgi for mig, og var en af mine yndlingsbeskæftigelser da jeg var en lille pige. Hvis jeg kunne lokke mine forældre med på stranden hver dag for at fange krabber i sommerferien på Samsø, var det et hit. Yes, det var før iPad-tiden. I weekenden fangede jeg igen de små krabber, og den lille begejstrede pige var stadig gemt i mig. Det kan varmt anbefales – alt du skal bruge er en spand, net og en snor med tøjklemme på.
Strandkrabbebisque
Ingredienser
- 12 stk strandkrabber
- ½ stk fennikel
- 3 stk tomater
- 1 stk løg
- 1 fed hvidløg
- 2 stk gulerødder
- 5 kviste frisk timian
- 150 ml hvidvin
- 500 ml vand
- 300 ml fløde
- 1 stk citron
- salt og friskkværnet peber
- ½ bundt dild
Noter
Fremgangsmåde
- Vask strandkrabberne grundigt, læg dem på spækbrættet og flæk krabberne på midten i levende tilstand.
- Skær grøntsagerne i grove tern.
- Varm en gryde op med en spsk olie, den skal blive rygende varm. Sautér krabberne nogle minutter i olien. Kom grøntsagerne og timian på og sautér yderligere i et par minutter.
- Tilsæt hvidvin og reducer til 1/3, til alkoholen er fordampet. Kom vand på. Lad det simre ved middel varme i en times tid. Efter ca. 10 minutter vil der kommer skum til overfladen – dette fjernes med en ske.
- 1 time efter: Sigt væsken over i en ny gryde. Hæld fløden på og lad det simre i 20 minutter. Smag til med salt, friskkværnet peber og citronsaft.
- Kog pasta efter pakkens anvisning. Hæld suppen over din færdigkogte pasta og top med frisk dild og lidt (persille)olie.
Opskrift på strandkrabbebisque med ravioli
De små krabber er der rigeligt af i de danske farvande, men ikke skaldyr vi egentlig bruger så meget. Det er virkelig ærgerligt, fordi de afgiver en fantastisk smag. Det er ikke kødet man skal tage dem for, blot den smag de afgiver. Mums! Min kæreste lavede den dejligste strandkrabbebisque til os, og imens den kogte ind satte vi en dej over til hjemmelavet ravioli – vi bruger denne grundopskrift på hjemmelavet pasta. Dem kan du med fordel købe færdiglavet eller bruge anden pasta. Og er du allerede ret hooked på hjemmelavet ravioli, så kan du med fordel smutte min ravioli opskrift – de er fyldte med ricotta, og det er virkelig lækkert!
Billederne er blot fra meget sene aftensmad, men da flere efterspurgte opskriften valgte jeg at skrive den ind til jer. Er du på udkig efter andre spændende fiskeretter, så kan du også se nærmere på disse lækre farserede rødspætter med kammusling.