
Hjemmelavet ravioli med fyld er en skøn spise og er meget velkendt i det italienske køkken. Jeg husker selv, at jeg fik min første ravioli med svampe da jeg var i Italien for mange år siden. Allerede på dét tidspunkt var jeg solgt, og efterfølgende købte jeg altid den færdiglavede variant i supermarkedet. Nu har jeg udformet min egen ravioli opskrift, som jeg gerne vil dele ud af her på bloggen. Alle maver og smagsløg fortjener nemlig at spise sådan en omgang hjemmelavet pastaret.
Lav ravioli med og uden pastamaskine
Efter jeg har fået fingrene i en pastamaskine – min helt egen pastamaskine* (!!), er jeg begyndt at lave hjemmelavet pasta. Alt fra lasagneplader, spaghetti, fettuccine, pappardelle, tortellini og som jeg viser Jer i dag, ravioli med fyld. Det er ikke første gang jeg viser jer en opskrift med ravioli, fordi sidste år delte jeg opskriften på strandkrabbebisque med ravioli. Der var det dog krabbebisquen der var i fokus, og de skønne ‘pastapuder’ med fyld var blot et serveringsforslag, hvis man har lyst.
Hjemmelavet ravioli med fyld
Det er slet ikke så svært at lave ravioli selv. Faktisk skal der blot laves en pastadej, som derefter skal rulles ud (enten på maskine eller i hånden). Fyldet kan man varierer som man har lyst til. Min første hjemmelavet ravioli var med spinatfyld. I dag viser jeg opskriften på hjemmelavet ravioli med ricotta og basilikum. Det tager selvfølgelig lidt tid at lave ravioli selv, men med lidt god tid og tålmodighed kommer du langt. Når du først har din pastaplade skal den fyldes med osten og krydderurt i den ene ende og et nyt stykke pastaplade lægges over. Til sidst trykkes de to plader lettere sammen, rundt om fyldet. Brug en ravioli udstikker eller form til at lave de små pasta’er – et glas kan også anvendes til at trykke dem ud med.
Det er et hyggeligt projekt, hvis man kan lide at lave mad sammen med venner, kæreste eller sine børn.
Ravioli med pesto og ricotta
Denne ravioli opskrift med ricotta er både fyldt med lækker frisk basilikum indeni og udenpå – de små pastapuder, aka. ravioli er nemlig vendt i hjemmelavet basilikumspesto. Det er så lækkert! De lækre raviolier kan efter min mening sagtens spises til en let forret eller du kan servere ravioli som hovedret. Begge dele fungerer rigtig godt!
Sådan opbevarer du ravioli bedst
Skal du have gang i den helt store middag om aftenen, men gerne vil lave ravioli på forhånd kan du sagtens opbevarer dem på køl. Her er det bare vigtigt at drysse dem med mel, så de ikke klistre sammen.
Find en dejlig ravioli opskrift med ricotta her:

Ravioli med ricotta
Ingredienser
- 1 portion hjemmelavet pastadej
Ricottacreme
- 150 g ricotta
- 50 g basilikum
- 1 fed hvidløg
- 0,5 stk citron
Pesto
- 30 g solsikkekerner
- 100 g basilikum
- 0,5 fed hvidløg
- 3 dl olivenolie*
- 0,5 stk citron
- 20 g mynte (kan udelades)
Fremgangsmåde
Ricottacreme
- Tag ricottaen, 50 g basilikum og 1 fed hvidløg og blend det i 1 min.
- Smag til med salt, peber og citronsaft.
Pesto
- Rist dine solsikkekerner i 2 min på en pande ved middelhøj varme.
- Blend kernerne med det resterende basilikum, hvidløg og olivenolie og skallen fra en halv citron.
- Smag til med salt og citronsaft.
Fyldte raviolier
- Din pastadej rulles tyndt ud på et meldrysset bord, med en kagerulle eller pastarulle ved hjælp af en pastamaskine. Lav to lange pastaplader der hver skal være 30 cm i længden og 8 cm bredde.
- På den ene lange pasta pastaplade, kommer du en lille klat ricottacreme på – ikke for meget, men ca. 1 tsk så de kan lukkes. Kom den anden lange pastaplade henover.
- Med forsigtige hænder trrykkes de to pastaplader sammen, rundt om fyldet. Stik ud med glas eller en udstikker, hvis du har. Du kan også blot folde samme pastaplade ind over hinanden, så de bliver halve (som på billederne).
- Kog dine raviolier i 2 min, og vend sammen med pestoen og en lille smule af kogevandet.
- Drys med mynte.
- Velbekomme.
