Spaghetti Carbonara
Nøj, hvor kan sådan en hjemmelavet spaghetti carbonara bare smage godt. Jeg elsker det! Særligt hvis den er lavet på ægte italienske manér.
Sådan en spaghetti carbonara kan dog være ret svær at få helt rigtigt. Spørger man en italiener er der nemlig kun én rigtig måde at lave carbonara: Med æg, pecorino og guanciale. Men om du lige bruger den ene type ost frem for den anden eller bruger bacon i stedet, er ikke jordens undergang, hvis du spørger mig.
Så her kommer en ægte italiensk opskrift, som sagtens kan laves som du synes er bedst. Jeg vil dog stærkt anbefale at gemme fløden langt væk!
Lav pasta alla carbonara med æg for den bedste sauce
Sauce for carbonara lavet på den helt rigtige måde er dét, der gør retten vidunderlig. Selvom saucen kun består af æggeblomme og revet ost er den ikke altid helt nem.
Når du blander saucen sammen med pastaen i den varme gryde, er det nemlig vigtigt at æggene ikke får mere end et par minutter, da de ellers risikerer at scramble, og det er ikke hensigten. Saucen skal være ensartet i konsistens og cremet. Du kan evt. ”temperere” saucen med lidt varmt pastavand, inden du hælder det over pastaen. Så har osten også nemmere ved at smelte.
Nem opskrift på spaghetti carbonara eller pasta carbonara om man vil
Spaghetti carbonara kommer fra Rom, og er måske den ultimative pastaklassiker. Det bliver i hvert fald endnu en pasta til samlingen over alle mine pastaopskrifter.
Lige præcis en pasta carbonara har ikke én bestemt type pasta man skal bruge – sådan som det ellers er med mange af de andre italienske pastaretter. Alt fra korte pastatyper som penne og rigatoni til de lange linguine, spaghetti eller bucatini kan bruges til en original pasta alla carbonara.
Du kan også lave hjemmelavet pasta fettuccine ligesom jeg gjorde efter denne grundopskrift på frisk pastadej. Selvom man i Italien typisk ikke serverer pasta lavet på æg med carbonara, hvor saucen jo er lavet på æg, så synes jeg det smager helt fantastisk. Alternativt kan du lave en pastadej med vand i stedet.
Opskriften på cremet carbonara får du her:
Spaghetti Carbonara
Ingredienser
- 150 g pancetta
- 2 fed hvidløg
- 4 stk æggeblommer
- 100 g pecorino
- 400 g spaghetti
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Bring en gryde med vand i kog og kom en lille håndfuld salt i.
- Skær pancetta i tern og steg det på medium varm i en gryde, hvor der senere også skal være plads til pastaen.
- Tilsæt 2 fed presset hvidløg og steg hurtigt med. Tag gryden fra blusset.
- Inden pastaen kommes i gryden med vand, tager du 0,5 dl kogevand fra. Kog nu spaghettien ca. 1-2 minutter mindre end anvist på pakken.
- Pisk æggeblommer med revet pecorino eller parmesan samt salt og friskkværnet peber – hold lidt igen med salt, da både pancetta og pastavandet er salt. Tilsæt de 0,5 dl af kogevandet du tog fra før, og pisk det ind i så æggemassen får lidt temperatur.
- Kom pastaen sammen med 1,5 dl af kogevandet over i gryden med pancetta og hvidløg. Skru op for varmen, tilsæt æggemassen og rør sammen i et par minutter. Voila! Servér med masser af friskkværnet peber.
Spørgsmål og svar til opskriften på spaghetti carbonara
Kan man bruge parmesan frem for pecorino?
Ja, uden problem. Så længe osten er fastmodnet og tør, kan den bruges til pasta alla carbonara. Du kan sågar bruge Vesterhavsost, hvis du skulle have lyst. En generel tommelfingerregel er, at jo mere modnet osten er, desto dybere bliver smagen.
Så udskift osten alt hvad du vil – men lav carbonara med æg og uden fløde!
Kan man bruge bacon frem for pancetta?
Ja, sagtens! Du kan også lave en vegetarisk version med svampe i stedet for.
En ægte italiensk spaghetti carbonaraer uden fløde
Den originale spaghetti carbonara laves med æg, pecorino, peber og guanciale. Altså helt uden fløde. Jeg gentager: Helt uden fløde.
Det er ret typisk for os danskere at komme fløde i retten, men skal det være helt rigtigt laves carbonara uden fløde. Æggeblommerne, der bruges til saucen, gør retten rigelig cremet, og det er jo så simpel og nem en sauce. Præcis som det skal være.
Guanciale er svinekæber, der krydres og saltes og derved får virkelig meget smag. Det kan til gengæld være ret svært at få fat i i Danmark, så du kan også sagtens lave retten med pancetta eller bacon. I denne opskrift laver jeg den med pancetta, og det smager DEJLIGT.
I forhold til ost skal man klassisk set bruge pecorino, men jeg brugte nu parmesan.