Salat med varmrøget laks og hytteost
Den her salat er så simpel og SÅ lækker. Det er virkelig en go-to salat for mig, hvis jeg ikke har så meget tid i køkkenet, men gerne vil have et ordentligt måltid. Den her salat med varmrøget laks er både god til frokost eller en let og hurtig aftensmad, og bare rolig – det er en meget mættende salat med laks, så du kan sagtens servere den til aftensmad.
Salat med varmrøget laks og hytteost
Til min opskrift på salat med laks bruger jeg en god varmrøget laks, gerne købt hos en fiskehandler. Så skal man nemlig ikke gøre andet ved laksen end at bryde den i små stykker.
Til salaten blander jeg desuden hytteost med dild og citronsaft, så man får nogle små hytteostbomber, der smager syrligt og dejligt af dild. Hvis du ikke kan lide hytteost, kan du lave en nem dilddressing i stedet.
Derudover er de øvrige ingredienser blot salatmix, agurk og græskarkerner. Græskarkernerne kan ristes, hvis du har lyst, men du kan også bare drysse dem på som de er.
Opskrift på nem og mættende salat med laks og dild
Sådan en salat med varmrøget laks er en dejlig måltidssalat, som mætter rigeligt til at blive serveret for sig selv – især hvis du serverer den til frokost. Den her opskrift giver nok til 2 personer, men du kan selvfølgelig også skalere opskriften op eller have nok til flere dage, hvis du blot er en person. Jeg vil dog anbefale at vente med at blande salaten sammen til lige inden, du vil spise den.
Det bedste ved den her salat med varmrøget laks er at den tager under 15 minutter at lave. Og dild og laks smager jo så fantastisk sammen, at der simpelthen ikke mangler noget.
Salat med varmrøget laks og hytteost
Ingredienser
- 100 g salatmix
- ½ stk agurk
- 200 g hytteost
- ½ stk citron
- 1 bundt dild
- Salt og friskkværnet peber
- 100 g varmrøget laks
- 15 g græskarkerner*
Fremgangsmåde
- Skyl salaten godt.
- Skær agurken over på langs og fjern midten af agurken med en ske. Skær hefter i skiver, så det ligner halvmåner.
- Rør hytteost sammen med saften fra en halv citron, 3/4 af dildbundet og smag til med salt og peber.
- Anret salaten i en dyb skål, kom agurk på, brudstykker af laks, hytteost og top med græskarkerner og den resterende dild.
Tilbehør til salaten
Selvom det er en mættende salat med laks og hytteost, kan man sagtens servere ekstra tilbehør til salaten. Du kan fx tilføje kogte perlebyg, spelt eller boghvede, hvis du vil have at salaten mætter endnu mere. Eller du kan servere salaten med et stykke brød til – det kunne fx være et hjemmebagt manitobabrød. Mums.
Inspiration til flere nemme opskrifter med laks:
- Laksetatar med avocado
- Varmrøget laksesalat
- Vandbakkelse med laksemousse
- Pasta med laks og spinat i cremet sauce
- Tærte med laks og spinat