Pizzadej til hjemmelavet pizza
Her får du en hurtig og super nem opskrift på pizzadej, så du kan lave en masse dejlige hjemmelavede pizzaer. Jeg har nu i seks måneder testet for at ramme den perfekte grundopskrift på en nem og overskuelig pizzadej. En hurtig opskrift, som du kan vende tilbage til hver gang du får lyst til pizza derhjemme, fordi den sidder absolut lige i skabet nu! Jeg har lavet en komplet guide inklusiv en video til dig, så du kan blive meget klogere på alle de parametre der er vigtige i forhold til en god italiensk pizzabund! Du ved, den med sprød skorpe, gode luftbobler og sejhed.
Denne grundopskrift på pizzadej er til dig der får akut lyst til pizza, fordi du kan lave dejen på under to timer. Opskriften er også til dig, som gerne vil være i god tid – derfor kan du også læse mere om hvordan du laver en koldhævet pizzadej, der skal hæve i køleskabet. Det er nemlig meget bedre, fordi dejen kan udvikle smag.
Jeg håber du har lyst til at blive klogere på den perfekte pizzadej og læse alle mine tips til valg af mel, mængde af gær, hævetid og afbagning. Jeg kommer også i bunden med inspiration til fyld.
Pizzadej til hjemmelavet pizza
Ingredienser
Klassisk pizzadej på få timer!
- 195 g vand
- 6 g gær
- 300 g Tipo 00 hvedemel (gerne Caputo mel – læs noter!)
- 6 g flagesalt
Koldhævet pizzadej
- 195 g vand
- 3 g gær
- 300 g Tipo 00 hvedemel
- 6 g flagesalt
Køkkenudstyr
Noter
Fremgangsmåde
Klassisk pizzadej på få timer!
- Kom vand, ca. 22 grader, i en røreskål og rør gæren ud i vandet. Tilsæt melet, og ælt dejen i 8 minutter på medium hastighed. I det sidste minut skrues der op i hastighed, og i de sidste 20 sekunder tilsættes salten. * Læs noter for mere smidig dej!
- Vend dejen ud på et bord og del den i to. Form hver dej til en kugle, drys mel på toppen og dæk til med et klæde.
- Lad dejene hæve ved stuetemperatur i ca. 1-2 timer, afhængig af temperaturen i lokalet.
Koldhævet pizzadej
- Kom koldt vand i en røreskål og rør gæren ud i vandet. Tilsæt melet, og ælt dejen i 8 minutter på medium hastighed. I det sidste minut skrues der op i hastighed, og i de sidste 20 sekunder tilsættes salten. * Læs noter for mere smidig dej!
- Kom dejen i en plastikbøtte, fx en condibøtte*, og sæt den på køl til dagen efter. Lad dejen hæve minimum 12 timer, gerne 24 timer.
- Ca. 1 time før pizzaen skal laves, hældes dejen ud på et bord, deles i to og hver dej formes til en kugle. Drys mel på toppen og tildæk med et klæde.
Hjemmelavet pizza med valgfrit fyld
- Form hver kugle til en rund pizza med hænderne, på et meldrysset bord. Ca. 25 cm i diameter. Det er vigtigt, at du ikke bruger en kagerulle, da det slår luftboblerne i stykker. I videoen nedenfor kan du se hvordan du skal arbejde med dejen, fra midten og ud mod kanten. På den måde slår du ikke luften ud af dejens kanter, men bevare den. Det giver en lækker skorpe, der tilmed er luftig!Kom nu ønsket fyld på. Tip: Denne pizzasauce er super god som base!
I almindelig ovn
- Tænd ovnen på varmluft på det højeste antal grader, som ovnen kan trække og lad den blive rygende varm – tager ca. 30-45 minutter. Lad en bradepande blive i ovnen, så den også bliver brandvarm.
- Kom pizzaen på et stykke bagepapir og kom den så på den helt varme bradepanden og bag den indtil den er færdig, mellem 5-10 minutter på ovnens højeste varme. Minutterne afhænger af din ovns fordeling af varme og hvor meget den kan gå op i grader, så hold øje med din pizza!
I almindelig ovn med bagestål
- Tænd ovnen på varmluft på det højeste antal grader, som ovnen kan trække og kom bagestålet heri – jeg bruger dette*. Lad bagestålet varme fuldstændig op, det tager ca. 30-45 minutter.
- Kom pizzaen på bagestålet og bag til pizzaen er færdig, mellem 5-10 minutter på ovnens højeste varme.. Minutterne afhænger af din ovns fordeling af varme og hvor meget den kan gå op i grader, så hold øje med din pizza!
I pizzaovn
- Hvis man har en lille pizzaovn på fx gas er dette den absolut bedste løsning! Disse kan som regel komme højere op i grader og det gør at man får en bedre afbagning end i en almindelig ovn – lidt ligesom hos dit lokale pizzaria 😉
- Tænd pizzaovnen og lad den opvarme i ca. 20-30 minutter. Kom pizzaen i ovnen og bag den i 2-3 minutter. Du kender din pizzaovn bedst!
OBS! Det er vigtigt, for mig, at understrege at den helt perfekte pizzabund som man køber hos det lokale pizzaria altid har en helt særlig god sprød skorpe. Det er der en naturlig forklaring på, og det skyldes deres pizzaovne. De kan trække en meget højere varme, som almindelige ovne ikke kommer i nærheden af. Men godt nyt – der er flere gode løsninger, så du kan komme i nærheden af den perfekte pizzabund, fx et bagestål eller pizzaovn. Læs med i opskriften.
Den bedste grundopskrift på en nem pizzadej – en komplet guide
Man kan finde mange opskrifter på pizzadej flere steder. Jeg har selv afprøvet adskillige, og er både blevet positivt overrasket og skuffet. Jeg har taget erfaringerne med mig, til at skabe min egen pizzadej – præcis som jeg bedst kan lide den. Og en pizzadej som jeg kan smække sammen på en almindelig hverdag, når pizza-sulten melder sig.
Herhjemme har vi efterhånden gennemtestet så mange pizzabunde, for at sikre en god grundopskrift på pizzadej, herunder meltyper, hævetid, gærmængde, afbagning, krummen mv. Fordi når man skal lave pizza er der nemlig nogle vigtige parametre man skal have øje for – nedenfor har jeg samlet alle mine erfaringer.
Opskrift på nem og hurtig dej til en sprød pizzabund
Det er nemt nok at lave en pizzadej, men en god pizzadej kræver lidt ekstra. Disse tre parametre må du ikke gå på kompromis med:
- Valg af meltype: Gå efter el med højt proteinindhold, gerne pizzamel som Tipo 00 – minimum 10 g protein pr. 100 g eller mere. Almindelig hvedemel kan også bruges, men er langtfra ligeså godt. Jeg bruger altid mel af mærket Caputo, det har et højt proteinindhold og en fantastisk bageevne (jeg deler et link i opskriften, under noter, til hvor du kan købe det). Og jeg kan altså virkelig anbefale at lave pizza med caputo mel. Man kan også tilsætte lidt durumhvedemel som giver en god struktur til pizzaen.
- Mængde af gær og hævetid: En god pizzadej behøver ikke store mængder af gær. Det er et misforstået begreb. For meget gær kan både være svært at kontrollere, men også gøre at pizzaen kommer til at smage for meget af det. Det er en ærgerlig oplevelse!
- Varme: Varmen er sindssygt vigtig for en god krumme og skorpe! Temperaturen er vigtig under bagningen, og du skal endelig bage på fuld varme. Men underlaget for pizzabunden spiller også en rolle. Brug gerne et bagestål eller endnu bedre, en pizzaovn hvis du har! Jeg er super glad for vores udendørs pizzaovn, der giver den perfekte skorpe og krumme HVER GANG. En tredje mulighed er, at du sætter en bageplade i ovnen, og lader den varme op med ovnen – på den måde agerer bradepanden ”bagestål”.
Gode tips til den bedste italienske pizza!
- Koldhævning: Du kan sagtens lave en koldhævet pizzadej, læs nedenfor hvordan og læs opskriften for præcis fremgangsmåde.
- Udrulning: Vær forsigtig når du ruller ud – brug hænderne frem for en kagerulle så du bevarer luftboblerne. Kagerulle er no-go!
- Bagestål: Jeg anbefaler et bagestål* eller bagesten til din ovn. Jeg bruger selv kun pizzaovn eller bagestål.
- Bagerist: Når du har bagt din pizza, så kom den over på en bagerist så du bevarer sprødheden.
- Fuldkornspizza eller grov pizzadej: Du kan erstatte 10 % af melets vægt med fuldkornsmel. Eksempelvis hvis du har 500 g mel, så skal de 50 g være fuldkornsmel. Du kan også tjekke min opskrift på fuldkornspizza.
- Ost på pizza: Rigtig mange oste passer godt til pizza, der er selvfølgelig den klassiske mozzarella, som med dens milde smag og gode smelteevne er perfekt til de fleste pizzaer. Derudover er blå ost og gedeost rigtig gode til at give en pizza karakter. Parmesan fungere også rigtig godt, men er allerbedst til at komme på friskrevet efter pizzaen er kommet ud af ovnen.
Sådan laver du en koldhævet pizzadej
Hvorfor koldhæve pizzadejen? Udelukkende for smagen og smidighedens skyld. Men det er også smart hvis du vil forberede din pizzadej dagen før. Til koldhævet pizzadej skal du bruge mindre gær, og dejen skal hæve minimum 12 timer, gerne 24 timer. I opskriften finder du et helt afsnit, hvor jeg beskriver hvad du skal gøre hvis du vil lave din pizzadej koldhævet.
KOLDHÆVET PIZZADEJ
- Kom koldt vand i en røreskål og rør gæren ud i vandet. Tilsæt melet, og ælt dejen i 8 minutter på medium hastighed. I det sidste minut skrues der op i hastighed, og i de sidste 20 sekunder tilsættes salten. * Læs noter for mere smidig dej!
- Kom dejen i en plastikbøtte, fx en condibøtte*, og sæt den på køl til dagen efter. Lad dejen hæve minimum 12 timer, gerne 24 timer.
- Ca. 1 time før pizzaen skal laves, hældes dejen ud på et bord, deles i to og hver dej formes til en kugle. Drys mel på toppen og tildæk med et klæde.
Spørgsmål og svar til opskriften på en god hjemmelavet pizzadej
Hvis du har et bagestål, så brug det under bagningen
Et bagestål er et supergodt redskab til den perfekte pizzabund. I opskriften linker jeg til det bagestål jeg bruger, når jeg bager i almindelig ovn. Det sikre at du får en mere sprød skorpe, da det kan bevare en høj temperatur.
Inspiration til pizza fyld
- Kartoffel, mascarpone og rosmarin: Det er en klassisk god kombination, som du bare må prøve. Find opskriften, lige her på den bedste kartoffelpizza.
- Pizza med tomat, mozzarella og basilikum: Som en klassisk Pizza Margaritha med en hjemmelavet tomatbaseret sauce, som smøres i bunden. Jeg bruger denne opskrift på pizzasauce som base når jeg laver røde pizzaer. Den er så god! Derefter topper jeg med frisk mozzarella, bager og så skal der bare frisk basilikum på toppen.
- Skinke og blue cheese
- Bacon, creme fraiche og løg
- Pepperoni