Muffins med chokoladestykker
Hjemmelavede muffins er bare noget af det bedste jeg ved! Svampede, fluffy muffins med en god top og masser af smag – det er så lækkert.
Jeg bager tit muffins og bruger alle mulige forskellige ingredienser i, så derfor har jeg lavet den her muffins opskrift som en grundopskrift. Opskriften lyder på muffins med chokoladestykker, men du kan altså bare skifte chokoladen ud og tilsætte lige præcis de ingredienser, du har lyst til, om det så er bær, nødder eller en anden slags chokolade.
Næste gang du vil lave hjemmelavede muffins, kan du altså tage udgangspunkt i denne grundopskrift på muffins.
Grundopskrift på muffins
Den her muffinopskrift er på hurtige muffins, så hvis du lige nu har fået ideen om at lave muffins, går der altså ikke lang tid, før du kan tage en bakke lune, lækre muffins ud af ovnen.
Du skal bruge 8 ingredienser til de nemme muffins med chokolade, og langt det meste har du nok allerede i køkkenet: Smør, æg, sukker, mælk, mel, bagepulver, vaniljesukker og chokolade. Det er det hele.
Lækre muffins med chokoladestykker
Hvis du spørger mig, så er den bedste muffin sød, luftig og svampet. Det er præcis sådan nogle lækre muffins, du får med den her opskrift.
Til disse nemme muffins med chokolade skal du naturligvis bruge noget chokolade. I denne muffinopskrift bruger jeg hakket mørk chokolade, men du kan også bruge chokoladeknapper eller bytte ud med en anden slags chokolade.
Muffins med chokoladestykker
Ingredienser
Muffins
- 120 g smør
- 2 stk æg
- 250 g sukker
- 100 ml sødmælk
- 250 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver*
- 2 tsk vaniljesukker*
- 175 g mørk chokolade*
Desuden
- 50 g sukker
Køkkenudstyr
Noter
- Frysegnet: Ja.
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader, varmluft.
- Smelt smør i en lille kasserolle og lad det herefter afkøle en smule.
- Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps og vend herefter smør og mælk i.
- Sigt hvedemel, bagepulver og vaniljesukker i, og vend det forsigtigt sammen – gerne med en dejskraber.
- Hak chokolade groft og vend også disse forsigtig i dejen (her kan du erstatte med andre ingredienser)-
- Hæld dejen i 12 smurte muffinsforme, drysset med lidt sukker. Kom evt. lidt ekstra chokoladestykker i.
- Bag muffins i 15-20 minutter, til de er lettere gyldne og gennembagte.
- Lad dem afkøle på en bageris.
Ingredienser du kan bruge som fyld i en muffin
Du kan lave muffins med chokoladestykker og følge opskriften til punkt og prikke, eller du kan bruge min muffins opskrift som en grundopskrift på muffins. Så kan du nemlig komme forskellige smagsgivere i, alt afhængig af hvad du har lyst til eller hvad du synes gør den bedste muffin. Du kan fx prøve:
- Bær: Både frosne bær og friske bær kan bruges. Hindbær og blåbær muffins er klassiske, men du kan også prøve jordbær, solbær eller blandede skovbær.
- Chokolade: Hvid, lys, ruby eller mørk chokolade – eller en kombination!
- Nødder: Prøv fx hasselnødder eller valnødder. Måske sammen med nogle bær?
- Tørrede frugter: Det kan være alt fra tranebær til papaya. Det er også virkelig lækkert.
Til simple, hurtige muffins kan du bare vælge en enkelt ingrediens. Du kan også sagtens kombinere flere, alt efter hvad du lige synes lyder lækkert sammen eller hvad du har i køkkenskabene.
Kan man fryse muffins?
Ja, man kan sagtens fryse de her muffins! Jeg har faktisk altid nogle på frys, som jeg tager op lidt ind jeg spiser dem. Jeg lader dem bare tø op på bordet, men du kan også lige lune dem.
Inspiration til flere muffinsopskrifter:
Chokolademuffins, bananmuffins med chokolade og rabarbermuffins.