Efterårspasta med svampe og grønkål
Når det er koldt og mørkt uden for, så er der altså ikke noget bedre end en varm tallerken pasta. Pasta er bare en dejlig spise, og det kan spises året rundt. Nu hvor kalenderen siger efterår, laver jeg ret tit den her efterårspasta, hvor efterårets grøntsager bliver tryllet om til lækker opskrift.
Efterårspasta med grønkål og svampe
Denne pasta til efteråret laver jeg med grønkål og svampe. Det er nemlig nu at grønkål er i sæson, og når man først har sagt grønkål, har man nærmest også sagt svampe.
Derudover er der også en masse andre gode ting i min opskrift: hvidvin, smør og citron. Citron og grønkål er jo et match made in heaven, mens det blæsende vejr uden for bare be’r om en cremet pastaret med smør og hvidvin.
Opskrift på lækker pasta til de kolde måneder
Når du laver den her pasta til efteråret, så skal svampe først steges, dernæst skal pastaen koges og til sidst blandes pasta sammen med svampe, grønkål, smør og citronsaft. Og pastavand. Det er vigtigt at tilføje en god sjat pastavand – det gør nemlig din efterårspasta cremet.
Efterårspasta med svampe og grønkål
Ingredienser
- 200 g champignon
- 4 kviste timian
- 25 g olivenolie*
- 100 ml hvidvin
- 250 g tørret pasta
- 100 g grønkål (fint snittet)
- 40 g smør
- 1 stk citron
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Rens og snit champignonerne i fine skiver. Træk timian af stilken og bland med svampene.
- Lad en sauterpande blive rygende varm. Tilsæt olivenolie og kom herefter svampe og timian og lad det stege af i ca. 1 minut. Tilsæt hvidvinen og lad det fordampe lidt.
- Sæt en gryde med saltet vand over at koge. Kom pastaen i og kog den 1 minut mindre end anvist på pakken.
- Kom pasten i panden og tilsæt lidt af kogevandet, grønkål, smør og citronsaft. Vend det hele sammen i ca. 1 minut og smag til med salt og peber.