
Tarteletter med høns i asparges er en skøn, klassisk dansk spise, som jo smager vidunderligt. En crunchy tartelet med cremet fyld, der smager af kylling og asparges – hvad mere kan man drømme om?
I får her en nem opskrift på tarteletfyld, som laves på traditionel vis: Nemlig med hjemmelavet kylligefond på en hel kylling og både grønne og hvide asparges – de grønne som friske asparges og de hvide fra glas. Det kan noget!
Tarteletter kan serveres som forret eller hovedret fx med en salat til.
Tarteletter med høns i asparges eller kylling
Den klassiske variant af tarteletter laves ”med høns i asparges”, som i mere moderne termer jo bare betyder, at fyldet er med kylling. Selve tarteletterne kan du købe dig fra, så det blot er fyld til tarteletter, der skal laves.
Opskriften her en klassisk mormor opskrift, sådan som jeg fik tarteletter i min barndom og mens jeg voksede op. Min mor laver nemlig også en vidunderlig portion, og det er hermed min tur til at gøre hende kunsten efter.
Som I jo nok ved, er jeg glad for mormormad og det betyder også, at I allerede finder en hel del opskrifter på mormormad på bloggen. Det er tunge, comforting retter med masser af smag (og smør og fløde)!

Gode gammeldags tarteletter med høns i asparges
Det er nemt at lave tarteletter. Især hvis man er lidt erfaren i det gammeldags, danske køkken.
Til fyldet skal du bruge en hel kylling, der koges med suppegrøntsager. Ud af den får du altså både kogt, mørt kyllingekød og en fond, der er rig på smag og umami. Når kyllingen er kogt, skal den plukkes, mens den endnu er varm. Det er nemlig nemmest.
Da min version også er med friske, grønne asparges – et mere moderne twist – skal de herefter have et hurtigt opkog. De hvide asparges fra glas kan man bare komme i.
Fonden trylles om til det smovsede fyld med lidt mel, mælk og fløde. Vi har altså at gøre med en opbagt sauce på ægte traditionel dansk vis, hvor det er vigtigt at have styr på sin jævning. Har du ikke prøvet det før, er det heldigvis ret simpelt.
Til sidst topper jeg med frisk persille – for øjets skyld.
Den bedste opskrift på tarteletfyld med kylling
Tarteletfyld kan selvfølgelig variere mellem alt fra fiskefyld til skinkefyld. Men i mit hoved er den ægte og bedste udgave altså den med en stuvet hvid sauce på hønsefond, som man selv laver ved at koge kyllingen.
Er du presset på tid, kan du dog også lave nemme tarteletter ved at koge kyllingebryst eller kyllingefilet og stadig følge opskriften. Her kommer der dog til at mangle den dybe smag fra hele skroget.

Tarteletter med høns i asparges
Ingredienser
Kogt kylling og fond
- 2 stk gulerødder
- 1 stk løg
- 1 stk hel kylling
- 2 fed hvidløg
- 10 stk peberkorn
- 1 stk tørrede laurbærblad*
- 1 dåser aspargessnitter
- 6 stk grønne asparges
Sovs
- 50 g smør
- 50 g hvedemel
- 100 ml sødmælk
- 150 ml fløde
- salt og friskkværnet peber
- 1 stk citron
Servering
- 8 stk Tarteletskaller
- 0,5 bundt bredbladet persille
- ¼ bundt skovsyre
Noter
Fremgangsmåde
Kogt kylling og fond
- Skær gulerødder i grove tern, og halver løget.
- Kom kylling, gulerødder, løg, hvidløg, peberkorn og laurbær i en gryde. Kom vand på til det dækker kyllingen og lad det simre i ca. 45 min. ved svag varme, eller indtil kødet er mørt. Under kogning vil der komme lidt “skum” i toppen af gryden, brug en ske til at skumme det af med.
- Imens den hele kylling koger, hældes væden fra asparges snitterne, gem væden til sovsen.
- Skyl de grønne asparges, og skær dem i mindre stykker – gem evt. toppen til pynt. Giv dem et hurtigt opkog i omkring 20-30 sekunder.
- Efter de 45 min., eller når kyllingen er mør, sigtes væden fra. Kom væden tilbage i gryden og kom den hele kylling over på en plade, så den kan afkøle en smule. Pluk kødet fra skroget.
- Væsken reduceres i ca. 15 minutter ved lavt blus i ca. 20. Hvis man ikke synes den smager af så meget kan man evt. tilføje lidt ekstra hønse- eller grøntsagsbouillon. Kom den reducerede fond op i en beholder, ind til du skal bruge den i sovsen.
Sovs
- I en gryde tilsættes smør og smeltes. Mel tilsættes og der piskes under konstant omrøring i ca,. 1 min. Tilsæt nu fond lidt ad gangen under kraftig omrøring. Tilsæt fløde, mælk og 1 dl af asparges vandet og giv det hele et kort opkog. Er sovsen for tyk, tilsæt da evt. lidt mere væske.
- Smag til med salt, peber og citronsaft og tilsæt herefter kylling, hvide asparges og grønne asparges.
Servering
- Varm tarteletskallerne efter pakkens anvisning.
- Servér fyldet med sprøde tarteletter og friskhakket persille. Velbekomme.
Tilbehør til tarteletter med høns og grønne asparges
Det er mest, hvis du serverer tarteletterne som hovedret, at det er lækkert med lidt tilbehør til. Jeg serverer gerne en spidskålssalat med æbler eller en skøn salat med asparges. Er tartelleterne til forret som en del af en menu, ville jeg servere dem uden tilbehør.
Inspiration til flere retter med grønne asparges: Forårskylling og kyllingefrikassé.
Kan man opvarme høns i asparges igen?
Ja. Har du fyld til overs, kan du sagtens varme det op igen. Tilsæt lidt ekstra væske – enten vand eller mælk, når du varmer det op igen.
Kan man fryse tarteletfyld?
Hvis du har lavet for meget høns i asparges, kan det sagtens fryses ned i poser. Sørg for at koge det godt igennem, så det ikke bliver grynet.


