Svampeguide: spiselige svampe!
Her sidder jeg, tilbage på Østerbro i København, efter nogle fantastiske dage i Sveriges land. Turen var delvist planlagt hjemmefra, og vi havde i alt 3 overnatninger. Den første overnatning var på Falkenberg Strandbad, som jeg desuden varmt kan anbefale. Resten af turen var dedikeret til at finde svampe i de kæmpe og fantastiske, svenske skove. Vi havde lejet en hyggelig lejlighed gennem Airbnb, med køkken, således vi kunne kreere noget lækker mad – med et håb om at vi jo fandt nogle svampe.
Svampe fandt vi – og rigeligt af dem. Faktisk hele otte(!) forskellige i denne omgang: Karl Johan, brunstokket rørhat, kantareller, tragtkantareller, blomkålssvamp, indigo-rørhat, pigsvampe og østershatte. Det var ret optur at kunne finde så mange forskellige! Jeg delte et lille sneak-peak med jer i form af dette billede på min Instagram og lavede tilmed en ja/nej-afstemning omkring at lave en svampeguide. Der var stor opbakning, og en del ja’er. Det var også lidt hvad jeg håbede på, fordi jeg så gerne vil dele ud af min viden – og så i håb om, at flere kan få øjnene op for, hvor fedt det er at sanke svampe! Min dygtige kollega lavede for ikke så længe siden et yndigt indlæg og skriv omkring hendes kærlighed til svampe! Det var så dejligt at læse, og jeg blev virkelig inspireret til også at sætte lidt tanker på hele det her svampeplukning.
Lidt hurtige tips med på vejen
Det er pokkers vigtigt at vide hvad man plukker – og her er det mest i forhold til at undgå mavepine. Der findes giftige svampe, men der findes altså også mange svampe som du ikke kan forveksle med giftige. Her i guiden vil jeg KUN vise dig billeder af de spiselige svampe, så du måske kan få mod på at tage en svampe tur.
- Duft til svampene, hvis du er i tvivl
- Hvis du er usikker, så lad svampene stå.
- Ha’ en kurv + lommekniv med. Skær altid jord-enden af, så du ikke har dobbeltarbejde senere, når de skal renses! Det er guld værd.
- Vand og chokolade! Man bliver sgu tørstig af det. Du må heller ikke gå sukkerkold – det kræver energi at sanke.
- Ligesom med menneskekroppe er svampe også forskellige i deres form. En sjov sammenlignning, men det er en god huskeregel for mig.
Efterår og svampejagt
Efterår er min yndlings tid på året. Jeg er vild med den lidt køligere temperatur der giver mine kinder lidt kulør, bladende der skifter farver og anledning til mine varme sweaters i klædeskabet. Ej at forglemme har jeg en stor kærlighed for de danske efterårs råvarer – særligt græskar og svampe. En tur i skoven er tilfredstillende på alle førnævnte parametre, der både omfatter naturen, synet af de smukke blade fra træerne, en varm trøje og forhåbentlig nogle svampe med retur i kurven på mine skovture.
At gå i skoven, med snuden ned mod jorden er noget af det bedste – nærmest helt meditativt, hvor tankerne bliver slået fra, mens jeg ihærdigt har taget svampe-brillerne på, haha. Det føles sådan, fordi det er det eneste der er på nethinden – jeg har tilmed formået at blive væk fra min kæreste flere gange, når vi er på tur. Men altså, det er jo som at finde guld!
Her kommer min guide til spiselige svampe
Dem af jer, der følger med er nok efterhånden klar over at jeg elsker at finde svampe. Både i år og sidste efterår, var min kæreste og jeg ugentlig på svampejagt. Vi har efterhånden samlet en del, og vi har tilmed fyldt lidt op til vores vinterdepot. Vigtigt! Jeg har tørret nogle af dem, så jeg kan bruge dem i lækre pastaretter, fx pasta med svampesauce og cremet pasta med spinat, græskar og svampe. Nogle har jeg i sinde at sylte og i går blev det også til en svampetærte med timian og rødløg hvor jeg brugte et mix af svampe i stedet for champignon, som er anvendt i opskriften.
Blomkålssvamp
Sæson: august – oktober.
Findes: nåleskov
En meget karakteristisk svamp, som ikke kan veksles med andre svampe. Ret fedt og nemt! Den er smuk, og smager godt – sådan lidt nøddeagtigt, men de skulle efter sigende skifte lidt i smagen. Det ligger dog et større arbejde i at rengøre svampen.
Østershatte
Sæson: januar – december.
Findes: på træstubbe og træ
Åh, de er så fine de kære østerhatte. Og det er en svamp, som man kan være heldig at finde året rundt – dog er de nemmest at finde til efteråret i oktober måned. Den er ret nem at spotte fordi den er så lys, og strukturen er fin med dens lameller, hvorfor jeg aldrig har sammenlignet den med andre svampe. Smagen er god, men ret mild.
Spiselige rørhatte: Tre forskellige
Rørhat-familien omfatter de svampe som har en hat-form, med et rør i stedet for lameller. Der findes rigtig mange forskellige rørhatte, men de kendte spiselige kommer her.
Karl Johan svamp
Sæson: august – oktober.
Findes: løv- og nåleskov
En fantastisk spisesvamp. Svampen er ret stor og har en brunlig overflade. Den er meget buttet i selve stokken, som er meget lys/hvid. På billedet ovenfor ses en meget “ung” svamp. Svampen er meget velkendt og skovens “konge”.
Inspiration til opskrifter med Karl-Johan: Prøv evt. en lækker svamperisotto.
Indigo-rørhat
Sæson: maj – oktober
Findes: løv- og nåleskov
Indigo rørhat har lidt samme form som Karl Johan, men er mere brun-rødlig. Den kendetegnes ved dens gule stok, som efter gennemskæring får en blå farve, på bare få sekunder. Ret fascinerende, og man skulle jo tro den var giftig, men den er god nok! Den smager fantastisk og er fast i kødet. Du kan se nogle billeder lige her samt læse nærmere omkring svampen.
OBS! Indigo rørhat kan forveksles med Boletus satanas (Satans rørhat), som forårsager maveforgiftninger. Den giftige art har tydelige net på stokken og har en grim lugt.
Brunstokket rørhatte
Sæson: juli – november.
Findes: nåleskov.
En lækker svamp der er meget velkendt på dens brune stok. Den ligner lidt til forveksling Karl Johan. Brunstokket rørhat er udbredt i nåleskove, men kan også findes i løvskove.
Kantareller
Sæson: juni – november.
Findes: løv- og nåleskov
Den skønne kantarel, som vi allesammen nok kender. Jeg synes den kan være svært at finde, men dens cremefarvet til orangegule farve er nem at spotte. Smagen er lidt bitter, lidt nøddeagtigt, men skøn og når den først tilberedes, forsvinder den stærke smag. Strukturen er ret fast.
Inspiration til opskrifter med kantareller: Prøv denne opskrift på kantarel toast a la creme eller brug dem i en pasta med kantareller og rucola.
Tragt kantareller
Sæson: juli – november.
Findes: løv- og nåleskov
Det er en god svamp at lede efter, fordi den ikke rigtigt kan forveksles med andre svampe – ud over andre kantareller. Tragt-kantareller er meget karakteristisk med deres gule stol og brune hat. De har en fantastisk smag!
Pigsvampe
Sæson: august – november.
Findes: bøgeskov
Cremefarvede svampe, som ikke er til at tage fejl af og forveksles heller ikke med andre svampe, grundet de små pigge der findes på undersiden. Svampen er ret fast i det og smagen er rigtig god, lidt bitter, men efter stegning er den lækker.
Spørge endelig løs eller send mig billeder
Jeg vil hellere end gerne hjælpe hvis jeg kan! Så hvis du står midt i skoven og er i tvivl, så tag evt. svampene med hjem og søg på nettet. Du er også altid velkommen til at sende mig billeder på Instagram eller til min mail.