Stikkelsbær galette med hasselnøddebund
Stikkelsbærrene i vores sommerhus er endelig blevet modne, og det betyder selvfølgelig at det er tid til at bruge de skønne bær.
Jeg har allerede været i gang med en portion stikkelsbærmarmelade, men stikkelsbær kan også sagtens bruges til at lave skønne desserter – blandt andet denne stikkelsbær kage med modne røde stikkelsbær. Det er nemlig når stikkelsbærrene bliver røde, at de er gode at bruge til marmelade og desserter. Så indeholder de nemlig mindre syre.
Så har du røde stikkelsbær på stikkelsbærbusken, er det bare med at nyde, at de små skønne bær endelig er i sæson! Der er nemlig masser af gode opskrifter med stikkelsbær, og det her er bare én af dem.
Opskrift på stikkelsbær galette med hasselnøddebund
Min opskrift på stikkelsbær galette er en super nem opskrift, som sagtens kan imponere til eftermiddagskaffen eller serveres som dessert.
Jeg har brugt friske stikkelsbær, men du kan også sagtens bruge frosne stikkelsbær. Hvis du bruger frosne bær, skal de blot tøes op, før de blandes med sukker og kardemomme.
Galette er en slags stikkelsbær tærte, hvor man laver en mørdej, putter stikkelsbær i midten og så folder kanterne lidt ind over fyldet. Du kan se billeder længere nede i indlægget, hvor jeg viser hvordan du folder en galette.
Selve mørdejen laves på mel og hasselnødder. Hasselnødderne kan også skiftes ud med fx mandler, og mørdejsbunden kan forberedes dagen før, hvis det passer bedre.
Galette med stikkelsbær
Ingredienser
Hasselnøddemørdej
- 100 g hasselnødder*
- 300 g hvedemel
- 100 g flormelis
- 210 g smør
- 1 stk æggeblomme
Stikkelsbær
- 325 g stikkelsbær
- 100 g sukker
- 1 tsk stødt kardemomme*
Serveringsforslag
- 100 g creme fraiche 38 %
- 100 g vaniljeis
Køkkenudstyr
- Bagepapir
- Bageplade
Noter
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 150°C, varmluft.
- Fordel hasselnødderne på en bageplade med bagepapir og rist dem gyldne i ca. 12 minutter. Lad dem køle af.
- Kom nødderne i et rent viskestykke og fold enderne op omkring nødderne, således du kan gnide skallerne af. Kom hasselnødderne i en blender og kør til fint mel.
- Kom mel, hasselnøddemel og flormelis i en skål.
- Skær koldt smør i tern og kom det i melet. Smuldr det hele godt samen og saml dejen med æggeblommen. Tip! Hvis dejen virker for tør, kan du tilsætte en lille tsk – måske to – til dejen. Kom dejen i film og læg den på køl i 1 time.
- Rul dejen ud på med en kagerulle mellem 2 stykker bagepapir med en diameter på ca. 30-35 cm og en tykkelse på ca. 5 mm. Drys med lidt mel undervejs, så du kan rulle. Fjern det øverste bagepapir.
- Vend stikkelsbær med sukker og kardemomme. Kom stikkelsbærrene i midten af den udrullede dej og gør plads til at ca. 3-4 cm kant er tilbage, som ikke dækkes af bær.
- Fold kanten af dej ind over stikkelsbærrene hele vejen rundt (se billeder).
- Bag galetten ved 200°C, varmluft i ca. 25-30 min. til den er gylden.
- Afkøl kagen og servér med creme fraiche eller vaniljeis.
Den nemmeste sommerdessert med stikkelsbær
Sådan en sommerlig stikkelsbær kage er klart blevet en ny favorit hjemme hos os – særligt med en god hjemmelavet vaniljeis eller creme fraiche til. Dessert med stikkelsbær er jo oplagt at servere med en kugle is til. Nøj, det er lækkert!
Det er kort tid, at det er stikkelsbær sæson, da bærrene kun er i sæson fra juni til august, og man skal have tålmodighed med at plukke dem. For selvom dine stikkelsbær ser modne ud, kan de stadig være sure og hårde i skallen. Derfor kan det være en fordel at bruge frosne stikkelsbær til stikkelsbær kage.
Modne stikkelsbær er vidunderlige i kager
Stikkelsbær kan bruges til alverdens ting – alt fra denne stikkelsbær galette til marmelade og andre desserter. Jeg kunne forestille mig, at det også er lækkert at lave en kage med stikkelsbær på en rørt dej frem for med en mørdej som her.
Har du mange stikkelsbær i haven, kan jeg derfor kun anbefale at plukke dine stikkelsbær modne, bruge så mange af dem som du nu kan og fryse resten ned. Så kan du altid tage op til en hurtig stikkelsbær galette. Stikkelsbær tærte kan også fryses ned. Hurtigere klar bliver desserten vist ikke.