Stegt savoykål med pesto
Hvis du lige nu står og tænker, at der mangler noget grønt tilbehør til aftensmaden, så kommer den her opskrift med savoykål dig til undsætning. Lynstegt savoykål på panden kan nemlig laves lynhurtigt, og med lidt citronsaft, pesto og parmesan smager det vidunderligt!
Stegt savoykål på panden
Stegt savoykål er en super simpel opskrift, og savojkål er virkelig nemt at tilberede. Opskriften er inspireret af min opskrift på stegt spidskål – her bruger man bare savoykål i stedet. Så hvis du har et spidskål liggende i grøntsagsskuffen, kan du altså også lave denne opskrift med spidskål.
Prøv også: En dejlig og sprød salat med savoykål, æble og valnødder.
Lækker opskrift på smørstegt savoykål med pesto
Før du smider savoykål på panden, skal det skæres i ca. 8 mindre stykker. Sørg for at panden er ordentlig varm før kålen kommer på, og steg det rigtig gerne i smør. Det skal kun ha’ få minutter på panden og gerne få lidt farve. Når kålet er stegt færdigt, krydrer du med salt og peber og smager til med citronsaft.
Jeg topper til sidst med en grøn pesto. Jeg veksler selv lidt mellem basilikumspesto og grønkålspesto. Begge går godt til lynstegt savojkål og kål generelt. Og så må der også gerne komme lidt revet parmesan på toppen – det smager så dejligt. Du kan også bruge en anden fastmodnet ost, du nu har eller foretrækker som et ekstra skud umami.
Stegt savoykål med pesto
Ingredienser
- 1 stk savoykål
- 15 g smør
- 15 g olivenolie*
- 50 g grøn pesto
- salt og friskkværnet peber
- 1 stk citron
- 50 g Parmesan
Fremgangsmåde
- Skær savoykålen i 8 mindre stykker og skær det groveste af stokken fra.
- Steg savoykålen hårdt af i smør og lidt olie i ca. 2-3 minutter, krydr med salt og peber. Og gerne masser af citronsaft!
- Top med en valgfri pesto, fx med basilikum eller grønkål – begge dele smager godt til.
- Riv til sidst lidt Parmesan over retten og servér.
Lynstegt savoykål med parmesan som tilbehør til aftensmaden
Stegt savoykål er et oplagt tilbehør til andre retter, fx til aftensmaden eller frokost. Servér det til kød i stedet for en salat, til lasagne eller hvad end du nu synes mangler lidt grønt.