
I dag kommer der en opskrift på bloggen, som er intet mindre end en squash lasagne. Lavet nøjagtig som en klassisk lasagne med den éne undtagelse, at squash lasagne er spækket med endnu flere grøntsager – både squash og gulerødder.
Så er du på jagt efter en sund lasagne med squash, så er du landet det helt rigtige sted. Der er selvfølgelig stadig godt med bechamelsauce og en god kødsauce i lasagnen, men altså også masser af grøntsager.
Hjemmelavet squash lasagne
Min opskrift på hjemmelavet lasagne med squash og gulerødder er simpel at lave – dog tager det lidt tid at lave. Hjemme hos mig får kødsaucen nemlig lov at simre i mindst en time for smagens skyld, og jeg laver bechamelsaucen fra bunden med masser af muskatnød. Er du i tidsnød, kan du dog sagtens bruge en færdiglavet sauce og nøjes med at lade saucen simre til kødet er tilberedt.
Investerer du til gengæld et par timer i aftensmaden, så får du en drønlækker squash lasagne, og du kan lave sådan, at der er aftensmad til flere dage.
Savner du mere inspiration til aftensmaden, finder du masser af opskrifter på aftensmad på min blog. Til de travle dage kunne en af mine nemme pastaretter være et hit.


Opskrift på lasagne med squash og gulerødder
Lasagnen her er en lidt sundere variant end den klassiske. Jeg kommer nemlig gulerødder i kødsaucen og lægger squash mellem lagene af kødsauce, sådan at man skal bruge færre lasagneplader. Det smager så skønt!
Prøv også mine cannelloni med spinat og ricotta – som ligeledes er en anderledes slags lasagne.
Få opskriften lige her nedenfor:

Squash lasagne
Ingredienser
Kødsauce
- 2 stk gulerødder
- 1 stk løg
- 1 fed hvidløg
- 2 kviste frisk timian
- 15 g olivenolie* (1 spsk)
- 500 g hakket oksekød
- 30 g tomatpuré* (2 spsk)
- 1 dåser flåede tomater
- 500 ml vand
- salt og friskkværnet peber
Bechamelsauce
- 40 g smør
- 60 g hvedemel
- 700 ml sødmælk
- ½ tsk muskatnød*
- salt og friskkværnet peber
Desuden
- 9 stk lasagneplader
- 1 stk squash
- 150 g revet mozzarella
Fremgangsmåde
Kødsauce
- Skræl gulerødder og pil løg samt hvidløg. Hak gulerødder og løg i fine tern. Pres hvidløg og snit timianen fint.
- Sæt en stor gyde på højeste blus. Når gryden er varm tilsættes olien samt gulerødder, løg, hvidløg og timian. Steg det af i et par minutter.
- Tilsæt kødet til gryden og steg det med i et par minutter. Tilsæt tomatpure samt de flåede tomater og rør det sammen.
- Tilsæt vand og skru ned for varmen. Lad det hele stå og småsimre i ca. 1 time til 1,5. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Bechamelsauce
- Smelt smør i en mellemstor gryde, ved medium varme.
- Kom mel i gryden og rør det hele sammen i et par minutter – vigtigt at du rører et par minutter, da dette "bager" smagen af mel væk.
- Tilsæt gradvist mælken under konstant omrøring. Smag til med revet muskatnød samt salt og peber.
Lasagne
- Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
- Skær squash i tynde skiver, som hvis det var lasagneplader.
- Kom først kødsauce i bunden af et stor ildfast fad. Kom bechamel ovenpå kødsaucen, dernæst et lag lasagne plader og så kommer du skiver af squash ovenpå. Fortsæt i lag, og afslut med et sidste lag kødsauce med bechamelsauce på toppen.
- Drys til sidst med revet mozzarella.
- Bag lasagnen i ca. 40-45 minutter. Top med friske basilikumsblade.
