Pizza Margherita med mozzarella og basilikum
Pizzaen vi alle kender, pizzaen over dem alle… og pizzaen du må lære at mestre, før du kan kalde dig selv for en ægte pizzaiolo! Pizza Margherita kan man finde hos ethvert pizzeria, nogle steder bedre end andre, men end hjemmelavet Pizza Margherita er der intet, der kan slå.
I dag får du min opskrift på, hvordan man laver en klassisk Margherita – med sprød pizzabund, hjemmelavet tomatsauce, frisk mozzarella og selvfølgelig frisk basilikum.
Klassisk Pizza Margherita med basilikum
Pizza Margherita er så simpel en pizza, at hver ingrediens er vigtig. Derfor er det også vigtigt at bruge en god pizzadej til en sprød pizzabund.
Hvis din Margherita skal laves præcis som en original Pizza Margherita, så skal du bruge San Marzano tomater, mozzarella fior di latte, frisk basilikum og en god ekstra jomfru olivenolie.
I min bog kan man dog sagtens bruge almindelige hakkede tomater til pizzasaucen, og mozzarella fior di latte betyder bare at mozzarellaen er lavet på komælk. Så du kan gemme bufala mozzarellaen til en anden, god gang.
Når pizzaen har været i ovnen, kan du drysse med frisk basilikum og spise den, som den er. Opskriften kan også bruges som en god base for andre røde pizze.
Nem opskrift på Pizza Margherita med frisk mozzarella
Margherita er den absolut nemmeste pizza at lave – udover at dejen skal laves er der nemlig meget lidt forberedelse til pizzaen.
Jeg bruger denne nemme pizzasauce med tomat som base, og ellers er det jo bare ost og basilikum, der skal på. Hvis du har overskud til at slå en dej op, kan man derfor sagtens spise Pizze Margherita på en hverdag!
Når jeg bager i ovn, bruger jeg et bagestål til at få den sprøde bund. Har du ikke sådan et, kan du til nøds opvarme en bradepande i ovnen og bruge denne.
Læs også: Se opskrifter på mange flere pizzaer her.
Pizza Margherita
Ingredienser
Pizzadej
- 195 ml vand (ca. 22 grader)
- 6 g gær
- 300 g hvedemel (helst Tipo 00, men denne mel* er helt vildt god!)
- 6 g flagesalt
Fyld
- 150 g pizzasauce
- 1 stk mozzarellakugle
- 30 g olivenolie*
- 1 tsk flagesalt
- ½ bundt basilikum
Køkkenudstyr
Noter
Fremgangsmåde
Bund
- Følg opskriften på pizzadejen, som giver i alt to pizzabunde. Hvis du klikker på linket her kommer du direkte til opskriften, hvor du kan læse alle mine gode tips også. Du kan også lave den koldgævet.
Afbagning
- OBS! Det er meget forskelligt hvordan jeg bager mine pizzaer – her har jeg bagt min Pizza Margherita i min pizzaovn. Nogle gange bager jeg den i min almindelige ovn med et bagestål. Brug den afbagningsmetode som du foretrækker 🍕
- Drys mel på bordet og form to pizzabunden, så tynde som muligt. Brug hænderne til dette, og ikke en kagerulle.
- Smør bundene med pizzasauce og fordel mozzarellaen ovenpå, i små stykker. Dryp en lille smule olivenolie samt flagesalt på.
- Ovn: Bag pizzaerne i ca. 5-7 minutter ved 250 grader, indtil bunden er sprød. Vil du have dine pizzaer ekstra sprøde, kan du med fordel bruge et bagestål, pizzasten eller en varm bageplade. Ha' et øje på afbagningen, da ovne er forskellige. Tip: Kan du skrue mere op for din ovn, er det også at foretrække. Hold dog igen øje. Pizzaovn: Hvis du bruger du pizzaovn, kender du din pizzaovn bedst.
- Top med frisk basilikum, når pizzaen er færdig. Evt. også lidt mere olivenolie.
Hvad betyder Margherita?
Den elskede Pizza Margheritas historie går langt tilbage, og der findes mange forklaringer på, hvorfor pizzaen netop har fået det navn.
Nogle mener, at pizzaen blev opfundet i 1889 til ære for den italienske dronning Margherita af Savoyen og Italiens samling. En Margherita pizza kan nemlig ses som en repræsentation af det italienske flag: Rød tomatsauce, hvid mozzarella og grøn basilkum.
En anden forklaring lyder på, at man tilbage i 1830’erne og 40’erne kom mozzarellaen på pizzaen i tynde skiver, som man oprindelig arrangerede som en blomst. Margherita kan nemlig også betyde tusindfryd, og derfor var det oplagt at navngive pizzaen efter blomsten.
Jeg synes både den ene og den anden Pizza Margherita historie er skøn, og det tilfører charme til en allerede fantastisk pizza.