Hjemmelavede madpandekager
Der er den hurtige løsning hvor du køber en færdig pakke madpandekager i dit lokale supermarked, men så er der også den ikke meget længere (og lækre) udgave, hvor du selv laver hjemmelavede tortillas! Så ved du præcis hvad der er i, og så er det også bare lidt sjovere at sige ved middagsbordet, at dem har jeg selv lavet. Du kan smide noget spinat i og vupti, så er der sunde grønne madpandekager, eller du kan lave hjemmelavet majstortillas som endda er glutenfri!
Opskrifter på madpandekager
Jeg er ellevild med mexicansk mad. Mexicanske madpandekager er så dejligt nemme at have med at gøre, og kan bruges til alle måltider hvis man lyster. Til frokost kan du enten forkæle dig selv eller dine børn med en sund og lækker madpandekage med fyld – se det er en interessant madpakke!
Fyldet kan varieres lige til din smag, eksempelvis smager krydret og spicy kylling helt fabelagtigt, og kan enten rulles i en madpandekage til en klassisk tortilla, eller lægges mellem to madpandekager. Nemme quesadillas med kylling er et lækkert eksempel på dette, hvor du på en pande steger to madpandekager hvorimellem du lægger tilberedt krydret kylling, bønner, lækker salsa og cheddarost. Du vælger selvfølgelig om du vil have fuldkorns madpandekager eller ej – lige meget hvilket valg du går med er denne opskrift genial til aftensmaden såvel som til madpakken.
Glutenfri madpandekager uden mel
Majstortilla er madpandekager lavet på majsmel og er derfor glutenfri, da majsmel ikke indeholder gluten. Smagen er lige så fantastisk, og så er det sjovt at lave hjemmelavede majstortilla – og endda helt ligetil! Det kræver virkelig ikke det store. Majsmel røres sammen med salt og kogende vand til det samles, hvorefter du går ind med hænderne og ælter. Derefter skal den have tid til at samle sig, hvorefter du kan gå i gang med det sjove, nemlig rulle til kugler derefter rulle flade. Så er majstortillas klar til at blive stegt på panden og fyldes med fx mexikrydret kylling – eller hvad du lige lyster. Den opskrift må du prøve. Aqui tienes!
Tilbehør til madpandekager
Madpandekager er et sundt og godt hverdagsvalg og det der gør dem lækre er jo fyldet. De kan fyldes med oksekødsfyld i den klassiske, mættende og simple tacos med oksekød.
Jeg fylder personligt mine tacos med alle de ting jeg elsker, og det gælder selvfølgelig også guacamole og salsa! Dog kan oksekød tendere til at være en smule tungt, så du kunne evt. også prøve at fylde dem med krydret kylling eller blot nogle mexicansk krydrede grøntsager. Det vigtigste er, at du fylder den med det du elsker.
Idéer til madpandekager med fyld
Madpandekager kan være andet end mexicanske madpandekager. Hvis du eksempelvis har fået mexicanske pandekager aftenen før, kan du bruge de madpandekager som er tilovers til et hav af lækre retter. Udnyt gerne resterne til at få tømt noget af køleskabet på en lækker måde, det er en super måde at mindske madspild!
Forslag til fyld i madpandekager og wraps:
- Smøreost, avocado, laks og spinat
- Bacon, salat, tomat og creme fraiche (BLT)
- Falafler og hvidløgsdressing
- Gyros krydret kylling, syltede rødløg, spinat og tzatziki
- Halloumi, oliven, salat, peberfrugt og tzatziki
- Hummus, stegt aubergine og tomat
- En rest af chili con carne
- Morgenmads burrito med æg, bønner og salsa
Prøv også at servér madpandekagerne som en del af en:
- Tacobowl: fx med kyllinge, oksekød, bønner eller falafel.
- Tortilla suppe: En traditionel mexicansk suppe lavet af stegte majstortilla, som lægges i en suppe af bouillon, tomat, hvidløg og løg.
- Nachos: Brug dine overskydende madpandekager, skær dem i trekanter og bag dem i ovnen.