
Hvad er bedre end at starte weekenden-morgenen med sprøde vafler? Jeg vågnede denne morgen, og fik virkelig lyst til vafler med “nutella”. Jeg havde alle ingredienser i køkkenet, så det tog mig ikke mange minutter at få bikset dem sammen. Dagen i dag skal bruges på at arbejde lidt og ellers en gå-tur og kaffedate med en veninde.
Jeg elsker vafler, og mine yndlingsvafler lige for tiden er med citron, og det er disse citronvafler jeg snakker om. Men i hælene kommer opskriften på disse sunde vafler med fuldkornsmel.
FULDKORNSVAFLER: SUNDE VAFLER
De er sprøde udenpå, ligesom en lækker vaffel skal være. Dog er de ikke så søde, så de kunne også bruges som alternativ til frokost. De er uden tilsat banan, som jeg ellers ofte bruger i disse vafler, da jeg elsker den sødme de tilfører. Disse vafler med fuldkornsmel er lækre til morgenbordet som en del af en brunch, evt. med friske bær til.

SUNDE VAFLER MED FULDKORNSMEL
Disse vafler er utrolig nemme at lave, og så indeholder de få ingredienser. Fuldkornsvaflerne smager dejligt, og har en god konsistens med en blød midte. Jeg lavede disse vafler til mine forældre, da de besøgte mig. De godkendte dem, og jeg tror ikke kun det var på grund af chokoladecremen.
FÅ OPSKRIFT PÅ FULDKORNSVAFLERNE HER:
FULDKORNSVAFLER
Ingredienser
- 4 dl (havre)mælk
- 2 stk æg
- 200 g fuldkorns speltmel
- 1 tsk vaniljepulver*
- 1 lille håndfuld mandler
- 1 tsk bagepulver*
- 2 spsk kokosolie*
- 1 nip salt
Sådan gør du
- Blend mælk, kokosolie, salt, vaniljepulver, æg og bagepulver sammen i en blender.
- Tilsæt derefter mel, mandler og blend det godt til massen er ensartet og uden klumper.
- Varm vaffeljernet op og kom 4 spsk dej ind midt på jernet og bag vaflerne i ca. 2-4 minutter til de er lettere gyldne.
- Vaflerne spises med det samme – jeg spiste dem sammen med økologisk hasselnøddecreme og jordbærsyltetøj.
- Velbekomme.

Kan man bruge opskriften med delvist Hvidt mel?
Hej Linda,
Ja, det ser jeg intet problem i 🙂