Flettet brød med oliventapenade og feta
Et flettet brød er noget jeg har haft på nethinden længe. Jeg synes simpelthen det ser så fint ud, og vi spiser da lidt med øjnene også, ikkesandt? Da jeg nævnte idéen for min veninde Anna, var hun totalt på. Hun havde oliventapenade stående i skabet og jeg havde feta i køleskabet, så fyldet var hurtigt besluttet.
Flettet brød med oliven og feta
Ingredienser
- 25 g gær
- 150 ml vand (lunkent)
- 1 tsk flagesalt
- 5 g honning
- 15 g olivenolie*
- 175 g hvedemel
- 75 g grahamsmel
Desuden
- 80 g oliventapenade
- 100 g feta
Køkkenudstyr
Fremgangsmåde
- Opløs gæren i det lunkne vand. Rør salt, honning og olivenolie i og tilsæt mel lidt ad gangen, imens der æltes. Brug evt. en røremaskine. Dejen skal æltes i et par minutter ved mellemhøj hastighed.
- Lad dejen hæve et lunt sted under et klæde i ca. 45 minutter.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord til en aflang firkant på 2-3 mm tykkelse.
- Smør med oliventapenade og drys med feta. Fold dejen ind over sig selv på den lange led, så du får et langt, smalt stykke dej. Skær nu dejen i 3 aflange strimler (OBS! Undlad at skære de sidste 2 cm i gennem ved toppen, så de stadig hænger sammen). Nu skal du nemlig flette. Lav en fletning så godt som mulig, og flet så strimlerne til en lidt løs fletning. Psst.. Du kan altid bare sno brødet, hvis du ikke er så komfortabel med fletteriet.
- Flyt det flettede brød over på en bageplade med bagepapir. Du kan derefter åbne strimlerne en smule, så man kan se oliventapenaden og evt. komme lidt ekstra ved – det samme med fetaen.
- Lad det snoede brød efterhæve i 30 minutter og bag det ved 175 grader varmluft i cirka 15 minutter.
Den bedste opskrift på flettet brød
Brødet er slet ikke så vanskeligt, som overskriften måske lyder. Det eneste det kræver er lækre råvarer, at du kan flette og måske også tålmodighed. Du kan altid bare sno brødet, hvis du ikke er så komfortabel med fletteriet.
Til brødet lavede vi en dejlig salat med figner. Et herligt måltid, som vi nød i min gård, mens solen gik ned bag os. Brødet kan nemlig bruges til det meste. Hvis du planlægger at få gæster over, kan du også servere en hjemmelavet oliventapenade til tapasbordet sammen med andre spændende ting – det vil smage fremragende.
Flettede brød med fyld af oliven og feta
Jeg vil helt sikkert lave brødet igen, måske med anderledes fyld som fx rød pesto eller basilikumspesto. Lad mig gerne høre, hvis du prøver at eksperimentere!
Læs også: Hvis du er vild med spændende madbrød, kan du passede tjekke min opskrift på foccacia brød med rosmarin eller olivenbrød bagt i gryde.