Rejseguide til Barcelona: byen der har det hele
En rejseguide til Barcelona har længe været på tegnebrættet. Og det er ikke for sjov, da byen er min yndlings – eller ihvertfald i hård konkurrence med Paris. Byerne er uden for samenligning, men har stadig hver deres charme. Jovist, den ene by pænere end den anden – og hér vinder Paris altså.
Barcelona har så noget andet. Det er byen der (efter min mening) har det hele; strand og havn, by og kultur. Det var dén konklusion jeg nåede frem til allerede første gang jeg besøgte den fantastiske by, Barcelona. Så mange oplevelsesværdige ting, på både mad- og kulturfronten!
Udover at jeg deler en masse billeder fra mine ture til Barcelona med jer har jeg også i indlægget samlet nogle af mine anbefalinger til mad, seværdigheder mm. Der er så mange gode spisesteder i Barcelona, og jeg har ikke engang nået en brøkdel af dem. Men det må komme på listen over (endnu) én af de gode undskyldninger, for at vende tilbage til byen. Derfor vil guiden med garanti også blive opdateret løbende.
Skriv endelig en kommentar, hvis du har andre gode tips og anbefalinger til Barcelona som jeg bør prøve næste gang, eller som andre kan få glæde af.
Spisesteder i Barcelona
{ Demasié }
Billederne taler vist for sig selv, men hvis jeg alligevel lige skal sætte ét ord på stedet og deres fabelagtige kanelsnegle så må det være: snaskede og OVERDREVET gode! Okay, det var flere ord. Men de fortjener det. Jeg har aldrig nogensinde smagt så gode snegle – og de laver både med oreos, kardemomme, hindbær, karamel nutella og jeg skal komme efter dig. Haha. Jeg smagte kun kanel og karamel, og kanelsneglen vandt. Et besøg værd og med en kop kaffe til, er det bare top! Du kan sidde der eller tage den med.
Carrer de la Princesa, 28, 08003 Barcelona
Caravelle
Beliggende i Raval. Her har jeg spist morgenmad én gang, og det kan jeg varmt anbefale! Morgenmad er ikke det jeg spiser mest ude i København, så det nyder jeg på ferier. Stedet er enormt hyggeligt og ikke så turistet. Du kan både spise morgenmad, frokost, aftensmad her. Men også få en kop kaffe eller øl her.
Carrer Pintor Fortuny 31, 08001 Barcelona // Tjek dem ud her.
{ Bastaix }
Den hyggeligste vin- og tapasbar, beliggende nær gotiske kvarter. Denne lille bar har jeg besøgt to gange, mens jeg har været i Barcelona. Du kan tage forbi til vin, men hvis du vælger at spise der vil jeg anbefale dig at spise i kælderen. Du får i den grad mulighed for at smage på det spanske, og det er et oplagt sted til social dining. Der er noget for en hver smag; alt fra burrata, blæksprutte, carpaccio til bruschetta. Varm anbefaling herfra til gode priser!
Plaça del Fossar de les Moreres, 5, 08003 Barcelona
Molika café
Jeg er altid på udkig efter små hyggelige caféer. Det fandt vi her, og vi fik hurtigt slået os ned udenfor. De har et stort udvalg af morgenmad, frokost og kager – også i de lidt sundere versioner. Vi delte en gulerodskage og fik en god kaffe til. Et dejligt sted, som jeg klart vil vende tilbage til. Carrer de Casp, 57, 08010 Barcelona
{ Veritas }
Et økologisk supermarked, som jeg bevidst besøger hver gang jeg er i Barcelona. Jeg har altid lidt svært ved at begrænse mig, fordi deres sortiment er helt fantastisk! Går du op i gode råvarer, synes jeg helt bestemt du skal tage et smut forbi. Desværre må man ikke tage billeder derinde, så juicen jeg købte derinde må erstatte. Men de har det hele: bageri, slagter osv.
{ Rocambolesc }
Tre brødre, der driver den 3-stjernede El celler de can roca i Girona, nord for Barcelona har lavet en lille kæde af små is-butikker. Her bliver man inviteret indenfor i deres univers af det søde søde, som de også er kendt for på deres michelin-restaurantIkke. Ikke alene isen var lækker, dekorativ og anderledes. Det lille spot midt på La ramblaen var også indrettet meget specielt og anderledes.
La rambla, 51-59, 08002 Barcelona
Maccaroni
Lige nær mit yndlingskvarter i Barcelona, finder du ægte italiensk håndlavede frisk pasta, forberedt dagligt med friske ingredienser. Her sad vi en aften, lige ude foran og delte en lille snack, inden vi skulle finde et andet spisested. Vi kunne bare ikke stå for duften helt ud på gaden, men det virkede, for den drev os indendøre. Konceptet er ret smart, fordi du vælger selv pasta, sauce og fx kød, ost og grøntsager.
Carrer Carders 6, Barcelona
{ Vegetalia }
Lige ved siden af den førnævnte Bastaix ligger denne vegetariske restaurant, der servere alverdens retter. Stedet er lidt caféterie-agitigt, men laver dejlig mad. Særligt deres humus kan jeg anbefale! Du kan også blot drikke en kaffe og spise deres lækre kager eller pandekager. Men både morgenmad, frokost, aftensmad kan nydes her.
Plaça del Fossar de les Moreres, 08003 Barcelona
{ Cañete }
En restaurant der toppede mad-oplevelsen for mig i Barcelona. Sprudlende betjening, velsmagende mad og fantastisk stemning. Et sted, som min kæreste introducerede mig for, tak! Så godt og lækkert. En tapasbar der er meget populær, hvorfor du må reservere pladser hjemmefra. En meget autentisk oplevelse, der får mine varmeste anbefalinger. Desuden er det en fornøjelse at sidde i baren og spise, hvor du ser kokkene tilberede maden. Prøv deres burrata og kammuslinger, mums.
Carrer de la Unió, 17, 08001 Barcelona
{ Las Fritas }
Som navnet lyder: pommes frites. Stedet er lille, sjovt og innovativt. Belliggende på én af mine yndlingsgader i det gotiske kvarter. Stedet har valgt at specialisere sig i pommes frites. Spøjst, men sjovt. Vi købte dem, bare lige for at smage. Hvis du er til pommes – altså de meget sprøde af slagsen, er dette ikke stedet. Pst. de sparer heller ikke på mayo’en, haha. Men på vej hjem fra byen, er det nu meget gode!
Joan Borbon, 13, 8003 Barcelona
{ Tapas 24 }
Her kommer en kæmpe anbefaling, til endnu et lækkert tapassted der ligger flere steder i byen. De har en del tapas på menuen, men også fisk, grønne retter og kød. Priserne er i den lidt højere ende, men det værd. Det er desuden muligt at sidde og nipse lidt – det er det herlige ved tapas. Jeg føler sjældent prisen er høj, fordi jeg får smagt lidt forskelligt. Hvis du kommer forbi, skal du gøre plads til deres dessert – jeg kan anbefale chokoladeganache med olivenolie og salt – den bedste dessert jeg nogensinde har spist. Bestil gerne bord på forhånd, det er populært.
Carrer de la Diputació, 269, 08007 Barcelona
{ The pans club }
Et lille hyggeligt spot, beliggende i en hyggelig del af byen. Her serveres de lækreste tærter og salater. Kan bestemt anbefales til en frokost på farten, men du kan også sidde der. Priserne er små og du får en del for pengene. En del vegetariske muligheder og godt med grønt at finde.
Plaça de la Llana, 16, 08003 Barcelona
SEVÆRDIGHEDER & OMRÅDER
De klassiske, som du nok allerede kender til; Katedralen, La Rambla. De er altid et besøg værd, men her kommer også lidt andre spot.
La Sagrada Familia: En kirke man har bygget på i over 130 år, og som stadig endnu ikke er færdig – det er stadig uvist hvornår den er. Kirken er ét af arkitektens Antoni Gaudís mesterværker. Speciel arkitektur og rundt om kirken kan du finde bænke, hvor du kan medbringe noget koldt til ganen, mens du kigger på kirken.
Carrer de Mallorca, 401, 08013 Barcelona
Det gotiske kvarter: Den ældste bydel i Barcelona. Her bor jeg nærmest altid, når jeg besøger byen. Det er mit yndlingsområde. Gaderne er fantastiske, smalle og hyggelige. Der kører ikke biler, og du kan spadsere rundt i flere timer, mens du bliver tiltrukket af de mange is-boder, kaffebarer og caféer. Desuden kan du også se Catedral de la Santa Creu i Santa Eulàlia og andre historiske bygninger.
Museu Picasso: Fine værker fra Pablo Picassos tidligere dage, fra hans ungdom han tilbragte i Barcelona. Bevæger du dig alligevel rundt i det gotiske kvarter, kan du smutte forbi.
Carrer Montcada, 15-23, 08003 Barcelona
Arc de Triomf: Paris er ikke den eneste storby med en imponerende triumfbue, Barcelona har også en.
Arc de Triomf, 08018 Barcelona
Stranden: Barcelona er så heldig at have strand, og hvis du er ved at være træt af byens larm kan du med få kilometer spadserer til stranden. Fra enden af Ramblaen, kan du være ved stranden på 20-30 minutter. L4 metrolinje går også dertil. Stranden er fire kilometer land og ‘Barceloneta’ er ret populært.
Parc de la Ciutadella: Barcelonas største park, beliggende lige tæt ved triumfbuen. Her kan du købe en let frokost og spise på en bænk eller et tæppe på græsset.
Passeig de Picasso, 21, 08003 Barcelona
La Boqueria: Det berømte madmarked, der bugner af alt hvad hjertet begærer; frisk frugt, kød, grønt, chokolade, tapas osv. Et klart besøg værd. Stedet ligger lige ved La Rambla.
La Rambla, 91, 08001 Barcelona