Grønkål med fetadressing og hakkede mandler
Jeg elsker grønkål og jeg elsker feta! De to i kombination er vidunderlig og hvis du også synes disse to råvarer er lækre, så må du prøve denne opskrift der består af grønkålsblade med en saltet fetadressing og hakkede mandler. Den cremede og salte fetadressing er let, grønkålen har det sprøde element og mandlerne giver knas – det fungere rigtig godt sammen.
Det er en fantastisk grøn og simpel salat og tilbehør til aftensmaden, og den er super nem at lave. Den tager kun lige omkring 5-10 minutter, afhængig af hvor hurtig du er. Du skal kun lige plukke grønkålen, blende ingdredienserne til dressingen og hakke mandlerne. Det er altså en utrolig simpel servering at lave – så jeg håber du har mod på at prøve den!
Masser din grønkål lækker spiselig
Grønkål med fetadressing er en god servering i de kolde måneder, hvor grønkål er i sæson og virkelig smager af noget – den er sprød, fyldt med klorofyl og bitterhed. Men dét der gør kålen lækker er, at den lige bliver masseret godt sammen med olivenolie først, inden fetadressingen hældes over. Det gør grønkålen langt mere attraktiv at spise, prøv det!
Inspiration til flere opskrifter med grønkål: Grønkålspasta med stegt grønkål og mandler.
Opskrift på den bedste fetadressing til salater
Fetadressingen er god til mange salater! Den syrlig-saltede fetaost giver noget kant at bruge i både salater, men også dressinger som jeg har gjort i denne opskrift.
Det er super nemt at lave dressingen med feta. Du skal blot blende creme fraiche med feta og derefter smage til med citron, salt og peber. Dressingen får en perfekt konsistens der hverken er for flydende eller fast, og derfor er den perfekt at drizzle på salater.
Grønkål med fetadressing
Ingredienser
Fetadressing
- 75 g creme fraiche 18 %
- 40 g feta
- salt og friskkværnet peber
- 0,5 stk citron
Salat
- 4 stængler grønkål
- 45 g olivenolie*
- 40 g mandler*
Fremgangsmåde
Fetadressing
- Blend creme fraiche og feta sammen til en dressing. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Salat
- Pluk grønkålen fra stilkene og skyl bladene grundigt. Vend det sammen med olivenolie og masser det godt sammen. Anret på en tallerken.
- Kom fetadressing over, og top med grofthakkede mandler.