Banankage med chokolade
Banankage med chokolade er en af mine favoritkager, når jeg har overmodne bananer liggende i frugtskålen. Banan giver en skøn smag, og bananens frugtsukker bidrager til sødme og at den bliver svampet og lækker. Det er nemt at røre en dej sammen til banankage, og derfor er det en hurtig kage at bage.
Den bedste opskrift på banankage med chokolade
Det kræver ikke mange ingredienser for at bage en kage med banan. Så længe du har nogle modne bananer, smør, mel, bagepulver, lidt salt og æg. I min opskrift finder du desuden chokoladestykker, fordi chokolade er en vidunderlig smagskombination med banan.
OBS! Når du skal bage denne kage, er det vigtigt at dine bananer er godt modne. Det kan du tjekke ved at skrællen er helt mørkegul, måske med en smule brune pletter. Og ellers er banan blot mere blød.
Banankage med chokolade
Ingredienser
Dej
- 50 g smør
- 2 stk æg
- 85 g rørsukker*
- 1 tsk vaniljesukker*
- 3 stk bananer
- 1 tsk bagepulver*
- 85 g hvedemel
- ¼ tsk flagesalt
- 60 g mørk chokolade
Topping
- 30 g kakaopulver*
- 30 g flormelis
- vand
- 50 g valnødder*
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.
- Smelt smør i en lille kasserolle, og sæt til side.
- Pisk med en elpisker æg, rørsukker og vaniljesukker til en lys og luftig æggesnaps.
- Mos de modne bananer med en gaffel på en tallerken.
- Sigt hvedemel og bagepulver i æggemassen lidt ad gangen med en dejskraber. Vend most banan i dejen sammen med det smeltede smør og et nip flagesalt.
- Hak chokolade groft, og vend det i dejen.
- Hæld dejen i en springform (20 cm), smurt med smør/fedtstof eller beklædt med bagepapir.
- Bag kagen i ca. 35-40 minutter, til den er gennembagt og gylden. Ha’ gerne et øje på kagen efter 30 mintter. Tjek med en gaffel – sætter der sig lidt dej fast, skal de have lidt mere tid.
- Lad kagen afkøle, inden du smøre glasur på.
- Rør glasuren sammen af kakaopulver, flormelis og vand til ønsket konsistens. Smør på den afkølede kage.
- Hak valnødder groft og drys på toppen.
Tip! Søger du et lidt sundere alternativ med mindre sukker eller smør? Så vil du måske kunne lide en sund banankage.
Svampet kage med banan, chokoladestykker og chokoladecreme
Hvis du søger en opskrift på en svampet, lækker og intens banankage med chokolade, er du landet det rette sted. Denne kage med banan er nemlig superskøn og på grund af den fugtighed bananerne bidrager med, holder den sig lækker i flere dage. Den kan virkelig anbefales!
Ovenpå smører jeg med en fløjlsblød chokoladecreme, som blot er rørt sammen af flormelis, kakaopulver og vand.
Til sidst topper jeg banankagen med hakkede valnødder, men her kan du også bruge eksempelvis ristede hasselnødder, chokoladestykker eller skiver af banan. Pålægschokolade eller blot hakket chokolade kan du komme ovenpå kagen når den kommer ud af ovnen. Så smelter det og med en kniv kan du smøre det ud på kagens overflade.
Se også flere opskrifter med banan.
Bag banankagen i bradepande
Jeg veksler ofte mellem at bage banankagen i en rugbrødsform eller en springform. Men skal kagen være til mange mennesker er det ideelt at gange opskriftens mængder op med 3 og bage den i en bradepande. Så er der en god skærekage til fx kagebuffet, familiearrangementer eller picnic.
Bager du kagen i en springform, så passer opskriften til en form med en diameter på 20 centimer.
Kan banankage fryses?
Du kan nemt fryse kagen ned, så du altid har noget lækkert til weekenden, når den søde tand melder sig. Du kan godt fryse kagen ned med glasur, men det kan blive en smule snasket når man tør den op. Derfor vil jeg anbefale at fryse resterne ned uden frosting på.
Se vores andre nemme og gode opskrifter på bradepandekager.