Anderilette
Anderilette er skønt pålæg på et stykke ristet rugbrød eller surdejsbrød. Det er cremet, mørt og fuld af smag og så er det virkelig nemt at lave selv. Det kan selvfølgelig købes færdiglavet, men det er også ret sjovt at prøve at lave det fra bunden.
Anderilette er en klassisk, fransk spise, og når man som mig er glad for at lave mad, så er det ind i mellem godt at lære fra det franske køkken, som er fuld af færdigheder. Til rilette er der tale om en konserveringsmetode, som minder om confitering. Og det er slet ikke så svært som det måske lyder. Du skal blot have fat i nogle andelår, som skal koges i fedt med krydderier eller du kan bruge rester af hel and – og voila, så har du det perfekte pålæg.
Hjemmelavet anderilette af andelår eller anderester
Til hjemmelavet anderilette er det bedst at bruge andelår. Der er nemlig mere collagen i andelår, som giver en bedre konsistens og gør at resultatet bliver bedre.
Du kan dog også sagtens lave en rilette med anderester fra en helstegt and fra juledagene eller Mortens aften. Hjemme hos os er der i hvert fald altid rester af and efter julemiddagen, og der er ingen grund til at smide dem ud, når nu de kan trylles om til lækkerier som rilette. Du kan også lave denne salat med and og appelsin af rester af and.
Opskrift på anderilette
Min opskrift på anderilette er nem og skiller sig en smule ud af fra de andre opskrifter, man finder på nettet, og fra den variant, man kan købe. Den er nemlig ikke nær så fed, og det gør at den ikke ligger så tungt i maven. Jeg har heller ikke et låg af andefedt på toppen, men det vil jeg anbefale, hvis anderiletten skal have en længere holdbarhed.
Anderilette er en slags fransk julemad, så opskriften er selvfølgelig oplagt at lave til jul. Herhjemme spiser vi det dog gerne året rundt på ristet brød. Så giver det også ind i mellem mening at lave en hel and, selvom vi kun er to.
Anderilette
Ingredienser
- 4 stk andelår
- 2 kviste frisk timian
- 2 kviste rosmarin
- 2 fed hvidløg
- 2 stk tørrede laurbærblad*
- 3 spsk flagesalt
- 10 stk peberkorn
- 500 g andefedt
Noter
Fremgangsmåde
Dag 1
- Bland andelårene sammen med de resterende ingredienser, på nær fedtet. Masser saltet godt ind i lårene og kom det i et fad.
- Stil det i køleskabet natten over.
Dag 2
- Kom andefedt i fadet der har stået på køl og kom et låg på. Stil det i ovnen på 160° varmluft, i ca. 1,5 – 2 timer, indtil kødet falder let fra benene.
- Lad det herefter køle af og pluk derefter kødet fra benene og vend det sammen med lidt af andefedtet og kom det over i et lille skål.
- Kom en lille smule fedt på toppen, dette gør at den kan holde i flere uger. OBS! Det er en smagssag om man vil have meget fedt på toppen.
- På billederne kan du se, at der ikke er et lag på, men at det i stedet er vendt sammen med fedtet. Kom dog et godt lag på, hvis du vil have til mange uger.
- Nyd til ristet rugbrød. Velbekomme.
Tilbehør til anderilette
Skal det være rigtigt fransk, smøres et tykt lag anderilette på en skive baguette. Jeg elsker nu også den mere danske version, hvor det bruges som pålæg på et hjemmebagt rugbrød med surdej.
Man kan også lave en sandwich med anderilette, fx med cornichoner og rødkål af rester fra julemiddagen. Det er en genial måde at minimere sit madspild!
Lige meget hvordan riletten spises, så spis den med tilbehør af noget syrligt – det er virkelig lækkert. Om det så er cornichoner, syltede rødbeder eller asier, så kan jeg love for, at det går op i højere enhed. Især i selskab med en god (gerne grovkornet) sennep. Mums.
Holdbarhed på hjemmelavet anderilette
Hjemmelavet anderilette kan holde sig en lille måned på køl, ca. 3-4 uger, hvis du dækker overfladen med andefedt.