Pasta med rosenkål og serrano skinke
Her kommer en simpel og lækker pastaret, som smager dejligt af både serranoskinke og rosenkål og urter. Min pasta med rosenkål og serrano skinke gøres cremet med en smule creme fraiche – det gør retten en anelse u-italiensk, men til gengæld drønlækker og god til at redde en rest creme fraiche!
En cremet pastaret med rosenkål
Pasta med rosenkål og serrano skinke tager nærmest ingen tid at lave. Der er lidt pillearbejde i at ordne rosenkålene, men ellers er det bare at koge pastaen og stege serrano samt rosenkål på en pande. Denne pastaret er derfor endnu en af mine nemme og hurtige pastaretter – geniale til hverdagen.
Opskrift på pasta med rosenkål og serranoskinke og creme
Til denne pasta med rosenkål bruger jeg kun rosenkålsbladene. Du kan gemme midten fx til en lækker salat med stegte rosenkål eller stege rosenkål med hasselnødder. Eller du kan skære midten i mindre stykker og tilføje til retten, hvis du gerne vil have mere smag af rosenkål.
Jeg tilføjer serranoskinke til retten, da det bliver dejlig crunchy og tilføjer umami. Du kan også bruge bacon eller chorizo.
Når pastaen er kogt og både serranoskinke og rosenkål er stegt af, skal det hele blandes sammen med kogevandet fra pastaen og creme fraichen, som kommer til at udgøre en skøn, cremet sauce.
Pasta med rosenkål og serrano skinke
Ingredienser
- 15 stk rosenkål
- 3 kviste frisk timian
- 5 skiver Serranoskinke
- 30 g olivenolie*
- 30 g creme fraiche 38 %
- 250 g tørret pasta
- ¼ bundt purløg
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Pil bladene af rosenkålen og gem midten til en anden ret. Pluk timian groft og kom i en skål sammen med rosenkålsbladene.
- Sæt en gryde med letsaltet vand over at koge.
- Kog pastaen i 1 minut mindre end anført på pakken. Gem 1 dl af kogevandet.
- Skær serranoskinken fint og steg den i olivenolie i ca. 1 minut. Tilsæt rosenkålen samt timian og steg det med yderligere i 2-3 minutter.
- Tilsæt creme fraiche i gryden og 1 dl af kogevandet fra pastaen. Lad det hele samle sig.
- Kom pastaen op i saucen og vend det hele sammen i ca. 1-2 minutter. Kom purløg i og smag til med salt og peber.