Filodejssnegle med flødeost og oliven



Filodej er perfekt, når du gerne vil lave små hapsere med masser af sprødhed. Her bliver filodejen rullet sammen omkring den cremede flødeost, så hver lille snegl får både sprøde kanter og et blødt, smagfuldt fyld.
Flødeosten får selskab af citron, hvidløg og bredbladet persille, som giver en frisk og aromatisk smag. De salte sorte oliven på toppen passer virkelig godt til den milde flødeost og den gyldne cheddar. De er virkelig gode de her små snegle, og minder i virkeligheden lidt om Börek, der også filodej bagt med fyld – bare en tyrkisk specialitet med.

Filodejssnegle med flødeost og oliven
Ingredienser
- 400 g flødeost
- ½ stk citron (saft og fintrevet skal)
- 1 håndfuld bredbladet persille (finthakket)
- 1 fed hvidløg
- 7 ark filodej
- 1 stk æg
- 14 stk sorte oliven uden sten
- 20 g cheddar eller anden smelteost
- smagsneutral olie (til pensling)
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 175 grader, varmluft.
- Kom flødeost i en skål sammen med citronsaft og -skal, finthakket persille, hvidløg, salt og friskkværnet peber. Blend det hele til en glat creme, og kom cremen i en sprøjtepose.
- Skær hvert filodejsark over på langs, så du får 14 lange stykker. Pensl hvert stykke med lidt olie. Klip et lille hul i sprøjteposen, og sprøjt en stribe flødeostcreme langs den ene lange kant af filodejen. Rul filodejen sammen på langs, så du får en lang, fyldt pølse.
- Fold pølsen sammen til en snegl, fra yderkanten og ind mod midten, og placér den i en smurt muffinsform – skal bare pensles med lidt olie.
- Pisk ægget sammen, og pensl filodejssneglene med æg. Sprøjt herefter en lille klat flødeostcreme i midten af hver snegl, og top med en sort oliven.
- Drys til sidst med fintrevet cheddar.
- Bag sneglene i ca. 25 minutter, eller til filodejen er sprød og gylden, og osten er smeltet og let gylden.
Køkkenudstyr
- 14 Muffinsforme
Noter
- Du kan sagtens bruge grønne oliven i stedet for sorte, hvis du foretrækker en lidt mere salt og intens smag.
- Filodej tørrer hurtigt ud, så hold de ark, du ikke arbejder med, dækket med et let fugtigt viskestykke.
- Sneglene kan forberedes nogle timer i forvejen og opbevares på køl indtil bagning.
- De er bedst nybagte, hvor filodejen er helt sprød.
- Har du ikke muffinsforme, kan sneglene også bages direkte på en bageplade beklædt med bagepapir – sørg blot for at placere dem tæt, så de holder formen.
Sprøde filodejssnegle med cremet fyld
Er du på udkig efter en nem og lækker snack til tapasbordet? Så prøv disse filodejssnegle med flødeost og oliven. De er sprøde, gyldne og fyldt med en cremet flødeostcreme med citron, hvidløg og frisk persille. På toppen kommer en sort oliven og lidt cheddar, som smelter dejligt under bagningen.
Men sneglene er faktisk også super gode til madpakken, eller til fryseren!

Nem snack til tapas og gæster
Disse filodejssnegle med flødeost er oplagte at servere som en lille appetizer, til tapas eller som snack, når du har gæster. De er også gode på et buffetbord, hvor de kan spises med fingrene.
Du kan sagtens forberede sneglene på forhånd og opbevare dem på køl, indtil de skal i ovnen. Bag dem først lige inden servering, så filodejen er helt sprød og osten stadig lun og smeltet.
Sådan får du sprød filodej
Filodej kan hurtigt tørre ud, når den ligger fremme. Derfor er det en god idé at holde de ark, du ikke arbejder med, dækket med et rent, let fugtigt viskestykke. Penslingen med olie hjælper desuden filodejen med at blive sprød og gylden i ovnen.
Når sneglene er færdigbagte, skal de gerne have en flot gylden overflade og sprøde kanter.

Variationer af filodejssnegle
Du kan nemt variere fyldet efter, hvad du har i køleskabet. Prøv eksempelvis at tilsætte lidt feta, soltørrede tomater eller andre friske krydderurter. Du kan også udskifte de sorte oliven med grønne oliven, hvis du foretrækker en mere markant og salt smag.
Servér de lune filodejssnegle med flødeost og oliven alene eller sammen med andre små hapsere – de er perfekte til et hyggeligt tapasbord.







