
I nogle perioder skal jeg bare have en skål havregryn om morgenen, så er jeg glad og tilfreds. Andre morgener har jeg lyst til et eller andet lækkert, noget som er ud over det sædvanlige. Og så lander valget tit på chiagrød.
Chiagrød er super nemt at lave, og det kræver minimal tid om morgenen. Derfor er det også en genial kreation til de perioder, hvor du ved du har lidt ekstra travlt. Derudover kan det varieres næsten til ukendelighed, og af den grund går der ofte lang tid, før jeg bliver træt af den skønne morgengrød. Du får derfor en grundopskrift på chiagrød lige her.
Nem og hurtig morgenmad med chiafrø
Jeg er ikke i tvivl om, at chiagrød er verdens nemmeste morgenmad! Grøden bikses sammen om aftenen og stilles så i køleskabet natten over. Om morgenen skal du blot røre lidt skyr eller græsk yoghurt i og så tilføje dine toppings. Nemt, ikkesandt?
Grøden kan laves på mælk, på vand eller på plantedrik. Du kan også sagtens lave grøden vegansk, til dig der er veganer eller til dig der ikke kan tåle laktose. Så skal du blot vælge en laktosefri yoghurt eller sojayoghurt at røre i om morgenen.

Variér dine toppings på din chiagrød
Der er endeløse muligheder for at putte lækre ting på din morgengrød. I opskriften foreslår jeg en af mine yndlingskombinationer af peanutbutter, kompot, banan og en lidt crunchy granola. Jeg bruger hjemmelavet kompotter, især når de forskellige frugterne er i sæson. Jeg er selv helt tosset med kompot med æble, rabarberkompot og blommekompot.
En kombination med peanutbutter og æble er også enormt lækkert. Eller du kan kombinere æble og kanel. Eller kanel, banan og ristede mandler. Og jeg kunne forestille mig at lidt æblemos eller friske bær kunne være helt fantastisk også. Som nævnt kan du selvfølgelig også vælge at variere chiagrøden ved at bruge forskellige slags væsker. Jeg er til tider ret glad for at bruge kokosmælk i basen, og så topper jeg med kokosflager og lidt hakket, mørk chokolade.
Læg chiafrøene i blød natten over
En portion overnight grød er en virkelig skøn morgenmad – selvfølgelig lidt afhængig, af hvad du putter ovenpå. Det kan du også lave med chiafrø, små sorte frø, der lidt ligner birkesfrø, er super sunde og indeholder enormt mange næringsstoffer. De har et højt indhold af protein og fibre, og så er det en af de nemmeste måder at få fat i omega 3-fedtsyrer, hvis nu man ikke bryder sig så meget om fisk, eller ved man ikke spiser nok af det.
Det smarte ved at lave en overnight grød med chiafrøene, er at det faktisk er vigtigt at lægge frøene i blød, for at få adgang til alle de gode næringsstoffer. Så når din chiagrød står og trækker i køleskabet natten over, så bliver det muligt at få alt det gode ud af dem. De suger den gode væske til sig, hvorfor de bliver større og får den gelélignende konsistens.
Få min bedste opskrift på chiapudding her:

Chiagrød
Ingredienser
- 3 spsk chiafrø*
- 200 ml mælk
- 5 g agavesirup*
- ¼ tsk vaniljepulver*
- 30 g skyr
Fremgangsmåde
Dag 1
- I en beholder røres chiafrø, mælk, sirup og vaniljepulver sammen. Rør gerne i det med et par minutters mellerum, så chiafrøene kan suge væsken til sig.
- Sæt beholderen på køl til næste morgen.
Dag 2
- Om morgenen røres 2 spsk skyr eller græsk yoghurt i chiagrøden. Smag evt. til med ekstra sirup.
- Hæld chiagrøden i en skål og nyd den med peanutbutter, frugtkompot, banan og en sprød granola på toppen.
Hvis ikke du har smagt den simple kolde chiagrød før, så håber jeg du har fået mod på det nu! Og en masse inspiration til lækre toppings. Det ER altså verdens nemmeste morgenmad, og du kan gøre det lige så lækkert, som du lyster.