Oksekødsfrikadeller
Oksekødsfrikadeller er en nem og hurtig ret, som kan tilpasses enhver smag og ethvert behov. De er en fantastisk løsning til aftensmad på travle hverdage. Oksedeller er saftige indeni og har en lækker, sprød stegeskorpe udenpå. Oksekødsfrikadeller kan serveres med et væld af tilbehør og passer perfekt til både varme og kolde retter. Prøv dem med forskellige typer salater, grillede grøntsager, kartoffelsalat, coleslaw eller en frisk, cremet dressing. Der er utallige måder at variere tilbehøret på, så retten aldrig bliver kedelig.
Når du først har prøvet at lave opskriften på saftige oksekødsfrikadeller, så vil du med garanti komme dem på bordet igen og igen. For hver gang kan du servere lækre tilbehør, og på den måde har du altid mulighed for at servere en hverdagsklassiker, der både er nem og hurtig at lave – og altid et hit ved middagsbordet.
Oksekødsfrikadeller
Ingredienser
- 1 stk løg
- 1 fed hvidløg
- 2 kviste timian
- 600 g hakket oksekød (vælg ca. 10-14% fedt)
- 1 stk æg
- 100 ml mælk
- 40 g rasp (eller hvedemel)
- 1 tsk flagesalt
- ½ tsk peber
- smør (til stegning)
Noter
Tips:
- Smagsvariation: Prøv at tilsætte lidt hakkede feta, revet gulerod/squash eller finthakket persille for ekstra smag og saftighed.
- Forberedelse: Farsen kan med fordel laves på forhånd og stilles i køleskabet i 30 minutter, hvilket gør det nemmere at forme frikadellerne.
Fremgangsmåde
- Snit løg, hvidløg og timian fint.
- Kom det hakkede oksekød i en stor skål.
- Tilsæt det finthakkede løg, hvidløg, timian, æg, mælk og rasp.Tip! Har du noget parmesanost eller nogle soltørrede tomater? Hak det i mindre stykker og tilsæt.
- Krydr med salt og peber.
- Brug en grydeske eller dine hænder til at ælte farsen sammen, indtil den er ensartet og let klistret. Hvis farsen er meget fast, kan du tilsætte lidt ekstra mælk.
- Dyp en spiseske i koldt vand og brug den til at forme frikadeller af farsen. Fugt eventuelt hænderne med lidt vand for nemmere at forme dem.
- Varm en pande op til middel varme, og tilsæt en god klat smør.
- Læg frikadellerne på panden og steg dem i ca. 4-5 minutter på hver side, indtil de er gyldne og gennemstegte. Stegetiden kan variere afhængigt af frikadellernes størrelse.
Frikadellefars på oksekød
Frikadeller er en klassiker i det danske køkken, som mange vælger til både hverdag og fest. Men har du prøvet at lave oksefrikadeller?! De er ikke bare lækre, men også nemme og hurtige at lave. Frikadellerne bliver lavet med en enkel frikadellefars på oksekød og kan serveres med alverdens tilbehør, hvilket gør dem til en fleksibel ret, der passer til mange forskellige smage og præferencer.
Når du laver frikadeller af oksekød, får de en fyldig og lækker smag, som børn og voksne ofte elsker. Det er også en god måde at få brugt hakket oksekød på, så det ikke kun er til bolognese eller lasagne. Med en god basisopskrift kan du nemt tilpasse frikadellerne til din egen smag og skabe et hurtigt måltid til enhver hverdagsmiddag. Fx med revet parmesan, hakkede soltørrede tomater, feta, oliven eller hvad du nu ellers måtte foretrække.
Nem opskrift på oksekødsfrikadeller
Hvis du er på udkig efter en nem og hurtig opskrift på oksekødsfrikadeller, behøver du ikke lede længere. Denne opskrift kræver kun få ingredienser, som mange allerede har i køkkenet, og tager under 30 minutter at lave.
Du skal blot røre oksekødfarsen godt sammen, og lad den hvile i et par minutter. Form frikadellerne med en ske og steg dem på en varm pande med smør, indtil de er gyldne og sprøde udenpå og saftige indeni. Denne opskrift er perfekt til en hurtig hverdagsaften, hvor maden skal være klar på ingen tid.
Mine bedste tips til saftige frikadeller med oksekød og krydderier
For at få saftige oksekødsfrikadeller hver gang er det vigtigt at få den rette balance mellem kød, væske og bindemiddel i farsen.
- Brug ikke for meget rasp eller hvedemel, da det kan gøre frikadellerne tørre. Vær opmærksom på, at tørvarer har forskellige absorberingsevne og vent derfor hellere med at tilsætte mere, hvis du synes dejen virker for våd.
- En smule mælk eller fløde gør farsen blødere og frikadellerne mere saftige. Derudover kan lidt finthakket løg eller revet gulerod give ekstra saftighed og smag.
- Når det kommer til krydderier, er salt og peber et must, men du kan også eksperimentere med fx hvidløg, paprika, eller friske krydderurter som persille og timian.
- For at opnå en sprød overflade udenpå og en saftig inderside er det en god idé at stege frikadellerne ved middel varme i smør. Smørret giver en lækker smag, og at de får en lækker karamelliseret skorpe. Sørg også for, at panden er varm, før du lægger frikadellerne på, så de får en god stegeskorpe.
- Oksefrikadeller fungerer rigtig godt til madpakken. En kold frikadelle kan være et lækkert indslag i madpakken, både på rugbrød som en hurtig snack eller som en del af en salat.
- Lav en dobbeltportion. Spis halvdelen til aftensmaden og frys resten ned – så har du lækre, hjemmelavede frikadeller klar til mange dage frem.
Tilbehør til oksekødsfrikadeller
Oksekødsfrikadeller kan bruges i mange sammenhænge, og de er et hit hos både børn og voksne. Og krydderierne kan du variere efter tema og tilbehør. Fx hvis du laver dem græsk inspireret med feta eller italiensk inspireret med tomat og parmesanost.
Den klassiske måde at servere frikadeller på er med kartofler, brun sovs og en frisk salat eller syltede rødbeder. Hvis du vil holde det nemt og hurtigt, kan du vælge en grøn salat og kartoffelmos, som både børn og voksne elsker.
En anden lækker mulighed er at servere frikadellerne med kartoffelsalat og grove grøntsager som en grøn bønnesalat. Til en mere sommerlig udgave kan du vælge at servere dem med kold pastasalat med pesto eller grillet spidskål med parmesan og pesto.
Oksekødsfrikadeller er også gode til madpakken – de kan spises kolde og er perfekte som pålæg på rugbrød eller som en del af en lækker salat.