Hvorfor bruge kærnemælk i brød og bagværk?
Kernemælk er en genial ingrediens at bruge i diverse bagværk – alt fra boller til brød og faktisk også nogle kager. Men hvorfor er kærnemælk godt i bagværk? Det skyldes at det syrnede mælkeprodukt holder dit bagværk lækkert i flere dage end hvis du blot bruger mælk eller vand i din dej. Krummen i dit bagværk bliver desuden mere svampet. Det vil du opleve med fx hjemmebagte kærnemælksboller.
Det samme gør sig gældende for surmælksprodukter i bagværk – fx kan du også bruge yoghurt, skyr, ymer, A38, tykmælk, kefir, mv. Det kommer meget an på den enkelte opskrift og hvad der giver mening, eller hvad du har på lager. Ofte kan du nemlig erstatte kærnemælk med en af førnævnte, men hvis du bruger skyr eller græsk yoghurt skal du være opmærksom på at det måske skal fortyndes lidt med vand eller mælk.
Opskrifter på bagværk med kærnemælk
Nogle af mine favoritopskrifter på bagværk med kærnemælk må være scones – både de klassiske eller dem med chokolade. Men af brød, kan jeg anbefale mit fuldkornsbrød bagt med speltmel.