Ris
Opskrifter med ris
Ris er en fantastisk råvare, der er nem at tilberede. Og så er den let at bruge til både morgenmad, frokost og aftensmad. Derfor findes der også mange forskellige opskrifter med ris, hvor risen fungerer som enten tilbehør eller hovedingrediens.
Ofte bruges ris til asiatiskinspirerede curries og gryderetter, som massaman curry, butter chicken og den indiske dahl. Men der findes også meget lækker mad med ris, som har sin oprindelse i Europa, f.eks. en lækker spansk paella eller en god, italiensk risotto (se mine opskrifter på risotto).
Om ris
Ris er den ældste afgrøde i verden og en vigtig kilde til ernæring for mere end halvdelen af Jordens befolkning. Ris dyrkes i tropiske og subtropiske dele af verden og er derfor en ofte anvendt ingrediens i det asiatiske køkken.
Der findes flere forskellige sorter af ris, som hver især passer bedre til nogle retter end andre. Her kan du se nogle af de mest almindelige.
- Hvide/polerede ris, f.eks. jasminris, basmatiris, sushiris, grødris, risottoris
- Parboiled ris
- Fuldkornsris (brune ris): f.eks. sorte ris, røde ris
- Vilde ris
Næringsindholdet i ris varierer fra sort til sort, da en stor del af de gode ting i ris findes i risenes skal. De sundeste ris, som indeholder flest kostfibre, mineraler og vitaminer, er dog fuldkornsris og vilde ris. Hvide ris og parboiled ris er derimod de mindst sunde, da de er poleret fri for bl.a. skallen.
Tilberedning af ris
Når du skal tilberede ris, afhænger fremgangsmåden bl.a. af, hvilken type ris du har at gøre med. Jo grovere sort, jo længere kogetid. Derfor skal hvide ris f.eks. ikke have lige så lang tid som brune eller vilde ris. Her kan du se et udgangspunkt for kogetid:
- Hvide ris skal koges i ca. 10 minutter
- Parboiled ris skal have omkring 10-12 minutter
- Brune ris skal koges længe og helt op til 40-50 minutter
- Vilde ris skal koges i 40-50 minutter
Når du vil koge ris, er det en god idé først at skylle dem, så eventuelle skalrester fjernes. Ét udgangspunkt er at regne med 1,5 dl ris per person og 3 dl vand per 1,5 dl ris. En anden tilgang kan være at hælde risene i gryden og fylde op med vand, så risene er dækket med et par ekstra cm.
Ris er uden tvivl en god råvare at have til rådighed i køkkenet, og da der findes mange spændende retter med ris, er det også nemt at lave varieret mad med ris, som både børn og voksne vil elske. Og så er ris også perfekt som restemad eller til en nem frokost.
Jeg håber, du synes om mine opskrifter med ris; men du finder også mange andre opskrifter på lækker mad her på hjemmesiden.