
Banangranola – sprød granola sødet med modne bananer er ingen ny opskrift her på nettet, men jeg havde besluttet at jeg også ville dele min version med jer. Flere af mine ‘kollager’ her i madblog-land har nemlig også delt deres versioner. Måske er det bare sådan en opskrift alle har liggende? Generelt opskrifter med banan, som fx bananpandekager, bananbrød og banankage har de fleste på deres domæne, har jeg lagt mærke til – mig selv inklusiv, haha.
Sprød sukkerfri granola med banan
Bananen har en dejlig sødme som kan udnyttes og anvendes i stedet for sukkeret. Jeg har selv altid bananer liggende. Jep – lige hér er jeg lidt dobbeltmoralsk hvad min snak om råvarer i sæson angår. Den tager jeg på mig, for jeg er ret glad for bananer i både smoothies og til at lave en granola.

Lækker hjemmelavet banan granola
Granolaen her er sødet udelukkende med banan, og er nok verdens nemmeste. Den smager ikke gennemtrængende af banan, men smagen er der. Jeg har altid en granola stående, fordi jeg ikke gider købe den færdiglavet – på den måde kan jeg også selv justerer indholdet.
Få opskriften på nem banan granola her:

Banangranola
Ingredienser
- 3 stk bananer (modne)
- 3 spsk kokosolie*
- 200 g havregryn (evt glutenfrie), (gerne grovvalsede)
- 30 g kokosflager*
- 25 g speltpops ( eller græskarkerner)
- 1 lille nip salt
- 50 g rosiner*
- 50 g mandler* (hele)
Noter
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Mos bananer i en stor skål. Smelt kokosolie i mikroovn og vend med bananerne. Bland de øvrige ingredienser i (ikke rosiner) og rør godt sammen.
- Beklæd en bageplade med papir og vend blandingen herpå – tryk det ud.
- Bag i ca. 15 minutter og vend granolaen et par gange undervejs. Hold øje med, at granolaen ikke brænder på i kanten. Skru ned på 150° og giv det 20 minutter mere.
- Sluk ovnen. Bræk granolaen i mindre stykke og lad den stå i ovnen i 10 minutter mere og tørre, til den er blevet sprød.
- Vend efterfølgende rosinerne i og lad det køle af.
- Opbevar den hjemmelavede granola i en lufttæt beholder/glas. Nyd den på din yoghurt eller smoothie.

