Rosinboller – luftige og lækre!
En bolle der smager nostalgisk. Here you go! Dejlige luftige og bløde rosinboller, lidt ligesom teboller, bamseboller eller fødselsdagsboller er de hvide lyse boller bare tilsat rosiner. Opskriften er nem, og smager ligesom dem man fik hos bageren da man var lille (ej bedre, selvfølgelig!). De egner sig super til børnefødselsdag, som en morgenbolle med lidt smør på eller eftermiddagshyggen med kaffe eller the.
Ligesom andet sødt bagværk, er der gjort brug af sukker og smør. Det er det som giver rosinbollerne deres vidunderlige smag og bløde tekstur. Dertil er der også kardemomme og selvfølgelig rosinerne, som kun gør dem endnu mere vidunderlige og elskværdige – i alle aldre. De kan både laves som traditionelle rosinboller eller i en den mere grove version.
Rosinboller
Ingredienser
- 80 g smør
- 250 ml sødmælk
- 25 g gær
- 50 g rørsukker*
- 1 stk æg
- 1 tsk stødt kardemomme*
- ¼ tsk flagesalt
- 450 g hvedemel
- 130 g rosiner*
Køkkenudstyr
Noter
- Bollerne kan fryses
Fremgangsmåde
- Smelt smør i en lille kasserolle og hæld derefter mælken, og lad det lune med. Kom det over i en skål eller røremaskinen.
- Tilsæt gær og lad det opløse. Tilsæt sukker, ét æg, kardemomme og salt.
- Tilsæt hvedemel, lidt efter lidt og ælt dejen i ca. 7-8 minutter på lav hastighed. Lad dejen samle sig godt – den skal kunne slippe dine fingre, men stadig være lidt klistret. Tilsæt rosiner og kør 0,5-1 minut mere, til de er inkorporeret i dejen og dejen slipper skålens kanter.
- Lad dejen hæve 1 time til dobbelt størrelse, ved stuetemperatur.
- Del dejen i 12 stykker og form bollerne til helt runde kugler. Placér dem i en dyb bradepande, og læg dem så der er plads til de kan efterhæve. Lad dem efterhæve i ca. 30 minutter, ved stuetemperatur.
- Pensl bollerne med ét sammenpisket æg og bag dem ved 220° varmluft, i ca. 10-12 min.
Inspiration til andre gode søde bagværk: Müsliboller og kanelsnurrer.
Bløde og luftige boller med rosiner til flere lejligheder
Boller med rosiner er perfekte til enhver situation. Du kan nemt lave en stor portion ved at lavet dobbelt portion af opskriften. Så har du til madpakken, ti’er mad, snack eller til morgenmad.
En hjemmelavet rosinbolle kan man ikke gå galt i byen med. Om de luftige bløde boller med rosiner er til dig eller en du har nær, er jeg sikker på, at du nok skal blive glade for dem.
Nem opskrift på rosinboller
Nemme rosinboller = et perfekt snack eller perfekt bagværks projekt med børnene. De er lette at lave, og det er kun ventetiden, der er besværlig, hvis altså man er en smule utålmodig.
Lunet mælk og smeltet smør blandes på komfuret i en lille kasserolle. Overfør massen til en skål, og opløs gæren i den. Derefter tilsættes æg, sukker, kardemomme og salt. Tilsæt langsom hvedemelen og ælt til dejen har samlet sig godt. Slutteligt røres rosinerne med. Lad herefter dejen hæve i 1 time. Rul derefter 12 flotte runde kugler som efterhæves samlet i en bradepande i 30 minutter. Pensl dem med æg og bag i 10-12 minutter ved 220 grader varmluft.
Når du pensler med æg, får du et flot look, da der sker en Maillard reaktion, som kort fortalt er en karamelisering på overfladen, der giver en fin brunfarvning. Det er den du ser på billederne.
Tips til hjemmebagte rosinboller
Hjemmebag er noget af det bedste, og det gælder selvfølgelig også disse nemme rosinboller.
- Dobbelt op: Opskriften giver 12 boller, men du kan med fordel fordoble portionen. Brug samme mængde gær.
- Fryseegnet: Bollerne kan fryses ned, så skal du kun bruge en portion rosinboller, kan du have en anden klar til en anden dag.
- Koldhævede: Vil du have bløde lune rosinboller i morgen tidlig, kan du lave koldhævede rosinboller, brug blot 10 g gær. Tjek også opskrifter på koldhævede boller.
- Grove rosinboller: Du kan også erstatte 50 g hvedemel med fuldkornshvedemel, det giver lidt mere smag, gør bollerne mere grove og sunde da de derved indeholder en smule mere af kornets næringsstoffer.