
Brownie med chokolade er jo en sand klassiker af en kage. Den er amerikansk, og der er derfor Ikke sparet på noget – chokoladesmag, sødme, tyngde, intensitet … Mums! Alt i alt en så lækker kage, som enten kan spises med måde eller med masser af vaniljeis til.
Brownies er ofte små kvadratiske stykker, og de er oplagte at nyde til festlige lejligheder, som fx til fødselsdage eller date nights – eller bare til dessert på en almindelig hverdag.
Det er heldigvis nemt at bage brownies, og den hjemmelavede version er altså bare bedst! Og det er jo sådan en klassiker i hjemmebageriet, også her hos mig, at det for længst er på tide med en opskrift på brownie.
En klassisk amerikansk brownie med chokolade
Den er klassisk, den er fudgy og den smager intenst af chokolade. Min brownie opskrift er stærkt inspireret af de amerikanske opskrifter og indeholder derfor både chokolade og kakaopulver. Det er en helt standard bradepandekage, der kan forberedes dagen før og skæres ud i kvadrater. Leder man efter en nem kage til mange mennesker er bradepandekager jo helt oplagte.
kagen er lækker svampet og har derfor godt af at sætte sig – gerne til næste dag. Her vil den så have en mindre snasket konsistens, fordi smør og chokolade sætter sig. Foretrækker du den absolut mest snaskede version, skal du altså bare spise et stykke brownie, mens kagen stadig er lun.


Opskrift på nem brownie med valnødder
Det er super nemt at lave en brownie! Selve dejen er nemlig ikke mere kompleks end en almindelig chokoladekage, der er bare skruet lidt op for chokolademængderne. Jeg tilføjer desuden valnødder, som dog godt kan udelades eller erstattes med andre nødder, fx mandler eller hasselnødder.
Når kagen er bagt, kommer jeg den i køleskabet, mens den stadig er lun, og lader den blive der natten over. Herefter er den klar til servering, evt. med en god vaniljeis til. Prøv også med karamel som fx dulche de leche.
Få opskriften på den bedste brownie 101:

Brownie
Ingredienser
- 150 g smør
- 300 g mørk chokolade* (70 %)
- 5 stk æg (M/L)
- 350 g sukker*
- 45 g kakaopulver*
- 10 g vaniljesukker*
- 80 g hvedemel
- 3 g bagepulver*
- 160 g valnødder*
- 1 nip flagesalt*
Køkkenudstyr
Noter
- Brownien kan sagtens bages dagen før. Opbevar den på køkkenbordet eller i køleskabet, indpakket.
- Brownien kan fryses ned!
- Opskriften kan fordobles.
Fremgangsmåde
- Varm ovnen op til 170° varmluft.
- Smelt smør og chokolade i en gryde ved svag varme, under omrøring.
- Pisk æg og sukker sammen i et par minutter til en let og luftig masse. Vend forsigtigt smør-chokoladeblandingen i æggemassen.
- Sigt kakaopulver, vaniljesukker, hvedemel og bagepulver i dejen og rør den til den er ensartet. Vend valnødder og et nip flagesalt i.
- Beklæd en bradepande, ca. 22 × 32 cm med bagepapir og hæld dejen i formen. Drys med lidt ekstra flagesalt.
- Bag brownien i ca. 35-40 minutter. Brug en kødnål eller gaffel til at tjekke om den er bagt, men med en smule blød midte. Kagen må nemlig gerne være en anelse underbagt.
- Lad den afkøle i formen, før der skæres af den – gerne natten over. Sæt den evt. på køl når den er afkølet, da den er ekstra god når den har sat sig.
Sådan laver du verdens bedste brownie
Verdens bedste brownie starter med at smør og chokolade smeltes i en gryde. Så piskes æg og sukker piskes og vendes med smør-chokoladeblandingen. Herefter tilføjer man de øvrige ingredienser – kakaopulver, vaniljesukker, hvedemel og bagepulver sigtes i, valnødder og flagesalt vendes i. Så kommes dejen i en bradepande, ind i ovnen og voila!
Fudgy og lækker chokoladebrownie med et nip flagesalt
Jeg har en stor forkærlighed for chokolade. Derfor er jeg er også svært glad for brownies. Og jeg må altså bare sige, at det her er den bedste opskrift, jeg har lavet, og den bedste kage jeg har smagt. Den er helt perfekt fudgy i konsistens, og så tæller det ikke ned, at det er en nem opskrift.
Da chokolade er hovedattraktionen i kagen, bruger jeg en chokolade af god kvalitet, nemlig en økologiske 70% chokolade fra Valrhona. Du kan også bare bruge din foretrukne chokolade, eventuel en med mindre kakao, hvis kagen skal være mindre intens.
Når du bager kagen, må den gerne være til den underbagte side, så bliver den nemlig mere snasket – og det kan vi jo godt li’! Drys desuden med et nip flagesalt på toppen, det er så godt! Lidt som når man tilføjer salt til karamel.

Gode tips til brownie
Du får lige et par tips med på vejen til browniebagningen:
- Fryseegnet: Brownien er fryseegnet. Du kan derfor roligt lave dobbeltportion og gemme halvdelen i fryseren til næste gang den søde tand melder sig.
- Opbevar i køleskab: Brownien har bedst af at blive opbevaret i køleskabet, da den ellers bliver tør.
- Hold øje med bagetiden: Den angivne bagetid i opskriften er kun vejledende. Bagetiden afhænger nemlig af din ønskede konsistens og desuden af din ovn.
- Romkugler: Lav resterne om til de lækreste romkugler.